Skip to content

Grønlands ungdom

I dette temarum præsenterer 11 unge talere en ellers ofte overset grønlandsk ungdom i gennem rørende og ærlige taler. I talerne beskrives livet som ung gymnasieelev med personlige erfaringer og autenticitet som retoriske kernebegreber.
Foto: Wikimedia Commons
I dette temarum præsenterer 11 unge talere en ellers ofte overset grønlandsk ungdom i gennem rørende og ærlige taler. I talerne beskrives livet som ung gymnasieelev med personlige erfaringer og autenticitet som retoriske kernebegreber.

Hvad taler man om, når man bor i Grønland? 

Selvom Danmark og Grønland er adskilt af et helt Atlanterhav, er de to lande tæt og uløseligt forbundet – på godt og ondt. Selvom vi deler Kongehus, er der indtil flere sprækker i det dansk-grønlandske forhold, hvor kolonitiden er den største af dem alle. Den danske kontrol over Grønland – eller Kalaallit Nunaat, som det hedder på grønlandsk – har skabt et misforhold der til stadighed påvirker debatten.

De fleste danskere mener noget om Grønlands selvstændighedsønsker, deres unikke kultur, traditioner og deres sociale udfordringer. Men ét er at mene, noget andet er at lytte. I dette temarum kan du "lytte" til et udsnit af den grønlandske ungdom og høre, hvad de har på hjerte – på godt og ondt.

Den 27. oktober kulminerede et langt og intensivt talerskoleforløb for elever på Grønlands største gymnasium, GUX Nuuk.

Dette forløb mundede ud i rørende og vedkommende taler om blandt andet kolonitiden, jagt, tradition, natur, krigen i Ukraine, tab, sorg og ensomhed.

De 11 talere repræsenterer en ellers ofte overset grønlandsk ungdom, og i talerne beskrives livet som ung gymnasieelev med personlige erfaringer og autenticitet som retoriske kernebegreber.

Klik på underrubrikkerne, for at læse talerne.

Rigtig god fornøjelse!

Milla Steenholdt er med egne ord en "blanding", altså både grønlandsk og dansk. I denne tale beskriver Milla, hvordan det føles at være anderledes både i hjemlandet Grønland og hos familien i Danmark: 
'Rejs tilbage til Danmark!'
Jeg forstod hvert et ord, men af frygt sad jeg stille og sagde ikke et ord.
Jeg følte mig udenfor.
 Milla afslutter med at appellere til det mellemmenneskelige fællesskab, der ser udover udseende, etnicitet og geografi.
Det er lige meget, hvor vi kommer fra.
Det er lige meget, hvem vi er som person.
Det er lige meget, hvordan vi ser ud. Vi er alle sammen bare mennesker.
Og det skal vi have lov til at være.
Ivalu snakker ikke om familien i traditionel forstand. På en rørende og åben måde deler hun sit svære forhold til sin biologiske familie, hvor der mangler kærlighed og opbakning. – Til gengæld har Ivalu fundet en ny familie på GUX Nuuk i form af klassekammeraterne:
Jeg siger ikke, at du bare skal lukke din familie ude fra dit liv, men jeg siger, at der er måder at gøre dit liv nemmere på. For mig er det mine venner her på skolen, som er familie for mig. Og hvis du føler dig som det sorte får i din familie, kan du kigge dig omkring her på skolen – vi kan være din nye familie.
Livet handler om glæde og gode ting. At få en venskabstatovering er omdrejningspunkter for Mikis tale, og tatoveringen ender også med at blive en stærk metafor for venskabet: Begge dele varer for evigt.
 
Miki fortæller om, hvor ideen stammer fra: En drengeaften fyldt med interne jokes og minder:
Ideen om at få den tatovering fik vi engang, vi drak hos en ven. Vi fandt på at få en tatovering, som der handler om vores gaming Days. Vi fandt på en ide om at få et toiletpapir med at banan i midten. Måske er vi de eneste i Grønland, der har sådan en tatovering.
Da Aias lillesøster dør ændredes familiens liv for evigt.
 
I denne tale tager Aia tilhørerne med i de sidste timer af lillesøsteren Vinuunas liv:
Vi flyver tilbage til Nuuk, og nu skulle livet tilbage til det normale, men det var svært. Vi mangler en i familien, stolen ved spisebordet er tom, og stemningen er ikke det samme
Fortællingen er rørende og dybt tragisk – og samtidig er det første gang i lang tid, at Aia sætter ord på familietragedien. Selvom det ville være lettest at tie, er budskabet for vigtigt til at lade det ligge: "Alle kæmper med noget, du er ikke alene, og sorg er ikke et tabu."
Den gamle kolonisator Hans Egede 1686-1758, som blandt andre Kim Leine skriver om i Missionstrilogien 2015-2021, er ikke den mest populære herre i Grønland. Men Smilla bibringer i denne tale et nyt perspektiv – for hvad var alternativet egentligt?
Ja, Hans Egede kom til os og prøvede at ændre os og prøvede at gøre os til noget, vi ikke var.

Men nu er de fleste af os kristne og på en måde også danske, men der er stadig plads til vores egen kultur. Vi har vores eget sprog, mad og jagt. Vi har traditionerne som kaffemik og pagga.

Her i Grønland er det ikke gået ligeså slemt som i Canada, hvor de har ødelagt deres inuit kultur.
Talen søger at samle et splittet Grønland. Smilla opfordrer til, at se fremad mod nye, gode tider.
Miki taler ligesom Smilla om problemerne ved koloniseringen af Grønland, der med denne talers ord har undertrykt grønlandsk kultur. Hans konkrete eksempel er jagten:
Jeg ønsker, at vi kan bevare den grønlandske jagt. Den skal ikke blive glemt ligesom mange andre traditioner i den mere og mere moderniserede verden. Her har kolonimagter igennem århundreder været grunden til tabte traditioner og sprog. Det er ikke noget, der må ske med jagten i Grønland.
Udover at jagten er tradition og et højtelsket familieforetagende, lyder argumentet også, at den traditionelle jagt er langt mere bæredygtig end den dominerende kødimport. Klimaargumentet er i disse tider en stærk diskurs, og denne tale brillerer med sin kombination at postkolonialisme og klimakritik.
Ebba var ked af at gå i skole pga. skolens hyppige udskiftning af lærere og vikarer. Det betød, at hun mistede motivationen indtil hun i slutningen af 20'erne startede på GUX Nuuk. Ebba understreger, at dygtige elever kræver dygtige lærer, kontinuitet og tryghed. Hun bruger sin egen personlige historie til afsluttende at stille spørgsmålet: "Hvad er en lærer for dig?" – og besværer det selv med en parade af parametre. Vigtigst af alt skal en lærer give håb – derfor vil Ebba være lærer.
 
Talen blev holdt på østgrønlandsk, men du kan finde en dansk oversættelse inde på talen.
Hvis jeg skulle definere grønlænderne, ville jeg sige, at vi er søde, glade, men også meget stolte mennesker. Den stolthed kan gøre, at man bliver jaloux på andre og vil rive dem ned, det er noget, vi bør arbejde på. Og det er derfor, jeg skriver denne tale.
Sådan indleder Inuuna sin tale om Grønlands fremtid. Hun har boet i hhv. Grønland, Østrig og Norge, og selvom hun var rigtig glad for at bo i Norge vendte hun alligvel tilbage til Grønland for at kæmpe for det grønlandske fællesskab.
 
Talen er et opgør med jalousi og negative indstillinger overfor hinanden.
Martin er opvokset i en lille østgrønlandsk bygd, hvor han altid har følt sig anderledes. Det tog lang tid, før han fandt sig selv til rette, faktisk først da han kom på efterskole i Danmark:
Det næste år på en anden efterskole gemte jeg mig ikke, jeg var mig selv og fik en kæreste. Jeg var ikke længere bange og fandt endelig mit ægte jeg. ‘Cause I am that bitch.'
Martin er queer og opfordrer alle til at være sig selv. Det ikke sundt at gemme på sig selv, der skal være plads til alle, vær den, du er – det er blandt andet nogle af budskaberne i Martins tale.
Jeg er træt af at være stille, jeg har fået nok.
 
Heldigvis er der i de seneste år dukket få grønlændere op, som tør at bruge deres stemmer. Jeg tier heller ikke længere.
I denne tale opfordrer Else sine medstuderende til at tage ordet og dermed tage styring. Det stille flertal er for længe blevet overhørt, og Else har oplevet, at når hun tager ordet, så skaber det forandring.
 
Talen blev holdt på grønlandsk, men du kan finde en dansk oversættelse inde på talen.
Krig påvirker alle – på forskellige niveauer. Nogle mister livet, andre mister håber mens frygten for 3. verdenskrig vokser. Disse genkendelige følelser sætter Tony ord på i denne tale om krigen i Ukraine:
Tænk på, hvis I kiggede ud af vinduet, at man kan se soldater, kampvogne, og at man kan høre krigsfly og sirene alarm, og kan se mennesker være bange. Det lyder jo ikke rart.
Ved at gøre krigen lokal i fortællingen med billeder og eksempler skaber Tony en ubehagelig nærhed og genkendelighed, der kan gøre noget ellers fjernt og uhyggeligt håndgribeligt.