I forbindelse med Folketingets åbning den første tirsdag i oktober afholdes hvert år åbningsgudstjeneste i Christiansborgs Slotskirke.

I år var det biskop i Helsingør Stift, Peter Birch, der prædikede for Folketingetes medlemmer. Og han talte blandt om den klima- og miljøkrise, vi oplever i disse år. For hvordan skal vi overhovedet forstå og forholde os til en så fundamental trussel mod vores og fremtidige generationers liv på jorden. 

Birch mener, at vi har gjort rationalitet og effektivitet til den øverste norm for vores samfundsudvikling. Vores forstand har skænket os teknologiske fremskridt og velstand, men vi har glemt selve forundringen over, at livet er til. Vi bør, ifølge Birch, derfor genfinde forbindelse til den omgivne verden og alt levnede i den. I sin prædiken sagde han blandt andet: 

"Vi skal ikke gå fra forstanden. Men vi skal bruge vores forstand forstandigt, og det vil sige med blik for forstandens grænser. Vi skal finde tilbage til de kilder, der skænkes os, hinsides vores forstand. Vi skal genfinde forbindelsen med den skabelse, som vi er en del af og er forbundet med."

> Læs og se Peter Birchs prædiken fra Folketingets åbning
> Læs tidligere prædikener fra Folketingets åbningsgudstjeneste

"Tror du på Gud? Jah, jeg ved snart ikke, men et eller andet tror jeg vel på. Jeg tror ikke på en eller anden gammel mand med stort skæg, der sidder oppe i himlen på sin trone og trækker solen og månen op og ned. Jeg tror heller ikke på, at han har skabt jorden på seks dage og så holdt fri på den syvende. Jeg tror heller ikke på en Paradisets have, som han forjog de to første mennesker fra."

I sin prædiken 1. søndag efter påske stiller Thorkild Grosbøll et overraskende spørgsmål – i hvert fald for en præst i den danske Folkekirke - nemlig "Tror du på Gud?" Og det lige så overraskende svar er: "Nej, ikke rigtigt"

Prædikenen er bygget op som en dialog imellem Grosbøll og en imaginær spørger, der vil vide, hvad Grosbøll tror på. Og gradsvist må præsten nuancere og forklare, hvad det er, han tror på.

"Jeg tror på en skæbne. Jeg tror på energiernes evighed. På lyset, på livsgnisten. På svingningerne, på bølgebevægelsernes grundtone, universets sang."

Med dette spørgsmål/svar-format giver Grosbøll plads til den tvivl, han tilsyneladende selv har, og han forsøger i et smukt, poetisk sprog at forklare, hvad Gud er for ham.   

Thorkild Grosbøll blev senere kendt som 'præsten, der ikke troede på Gud', da han i et interview i forbindelse med udgivelsen af bogen En sten i skoen (2003) sagde, at han hverken troede på Gud, opstandelsen eller det evige liv.

> Læs Thorkild Grosbølls prædiken 1. søndag efter påske

"Maude har faktisk ikke levet. Men hun går jo levende rundt midt iblandt os, ikke? Fordi vi refererer til hende, som var det en, vi kendte. Og på den måde samler Matador os folkeligt og på en måde, som gør, at vi ved, hvad hinanden taler om, og det kan jo ikke blive større. Det er det, kulturen kan, når den er størst. Det er det digtekunsten kan, når den er allerstørst, så kan den forene os i dette at være mennesker; At få øje på hvem vi selv er, og hinanden er."

I sin personlige begravelsestale til vennen Lise Nørgaard taler Kathrine Lilleør blandt andet om, hvordan Matador som fænomen er blevet meget større end bare en TV-serie, og hvordan serien er et eksempel på, hvad kultur og digterkunst kan, når den er allerstørst.

Talen afsluttes med en opfordring til, at familien og vennerne i kirken – på trods af sorgen – skal glæde sig.

"Vi skal se hende for os (...) dér, hvor hun er allergladest. Diskuterende, morende sig, jublende over at være sammen i glæde. Det skal vi se for os, og se, da har du fundet vej fra sorg til glæde allerede nu."

> Læs Kathrine Lilleørs tale ved Lise Nørgaards bisættelse

Sammen med Søren Kierkegaard var Grundtvig én af de betydeligste personligheder i 1800-talles danske åndsliv, og hans betydning for dansk folkelighed og kristendom er uden sidestykke.

Da Grundtvig udgav sin dimisprædiken (prøveprædiken, der gav adgang til et præsteembede) under titlen: "Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Huus?" i 1810, skabte den en del polemik.

I sin prædiken kritiserede Grundtvig blandt andet samtiden rationalistiske prædikener, hvilket førte til klager fra seks københavnske præster og en irettesættelse fra universitetet. Vreden fra de københavnske præster betød desuden, at Grundtvig i mange år efter var forhindret i at blive præst i hovedstaden.

> Læs Grundtvigs dimisprædiken

"Intet er naturligere for et menneske end at have fjender. Fjendskaber holder ofte sammen på både venskaber og ægteskaber. (...) Tit er ens værste fjende én der tidligere har stået en meget nær. Kærlighed kan slå over i had så glødende som stikflammer. Når den elskede skuffer én, tager kærligheden sig betalt og bliver til had."

Under overskriften 'Naturlige fjender' taler Møllehave om det naturlige – og menneskelige – i at have fjender. Og om hvordan kærlighed ofte kan slå over i had, så ven bliver til fjende. Det gælder også for nationer, hvor borgerne kan få et stærkere sammenhold, hvis der er en fælles fjende. 

Netop derfor er Jesus' budskab: 'at man skal elske sin fjende' så radikalt, mener Møllehave.

Han bruger både historien om Kain og Abel fra det Gamle Testamente og 'Lignelsen om den fortabte søn' fra det Nye Testamente til at vise, at det er naturligt, at der findes fjendskab og had – især i krisetider.

Det er altså ikke nemt at elske sin fjende – måske endda unaturligt – men med Guds hjælp kan vi, ifølge Møllehave, lære at tilgive alt og elske vores fjender.

> Læs Møllehaves prædiken 4. søndag efter trinitatis