Danske Prædikener
- fra Reformationen til i dag

”Stormagterne kæmper en Kamp paa Liv og Død. Det gør ogsaa den Stormagt, der hedder Kirken. For Kirken er en Stormagt, større end de andre (…) Den kæmper for Menneskehedens Sjæl.”
 
Sådan lyder det dramatisk fra digterpræsten Kaj Munk i en af de sidste prædikener, han nogensinde holdt, inden han blev likvideret af tyske nazister under Besættelsen d. 4. januar 1944.
 
Prædikenen er præget af den krig, der raser ude i Europa i slutningen af 1943, og Munk kalder til handling. Danskerne blev taget på sengen, da tyskerne besatte landet i 1940, men nu skal de, ifølge Munk, vågne af søvnen og kæmpe for det, de tror på. Koste hvad det vil.
 
I podcasten Danske Prædikener Genfortalt kan du høre historiker Lasse Bruun Jonassen og teologistuderende Christian Malund Jalk fra Danske Taler i samtale med præst og kirkehistoriker Kristian Mejrup fortælle om Kaj Munks liv og teologien i hans dramatiske prædiken.

> Lyt til afsnittet her: Kaj Munk. Krigsprædiken om de sløsede brudejomfruer 

> Læs Munks prædiken her: Kaj Munks prædiken 2. søndag i advent (1943)

"Maude har faktisk ikke levet. Men hun går jo levende rundt midt iblandt os, ikke? Fordi vi refererer til hende, som var det en, vi kendte. Og på den måde samler Matador os folkeligt og på en måde, som gør, at vi ved, hvad hinanden taler om, og det kan jo ikke blive større. Det er det, kulturen kan, når den er størst. Det er det digtekunsten kan, når den er allerstørst, så kan den forene os i dette at være mennesker; At få øje på hvem vi selv er, og hinanden er."

I sin personlige begravelsestale til vennen Lise Nørgaard taler Kathrine Lilleør blandt andet om, hvordan Matador som fænomen er blevet meget større end bare en TV-serie, og hvordan serien er et eksempel på, hvad kultur og digterkunst kan, når den er allerstørst.

Talen afsluttes med en opfordring til, at familien og vennerne i kirken – på trods af sorgen – skal glæde sig.

"Vi skal se hende for os (...) dér, hvor hun er allergladest. Diskuterende, morende sig, jublende over at være sammen i glæde. Det skal vi se for os, og se, da har du fundet vej fra sorg til glæde allerede nu."

> Læs Lilleørs begravelsestale her: Kathrine Lilleørs tale ved Lise Nørgaards bisættelse

Sammen med Søren Kierkegaard var Grundtvig én af de betydeligste personligheder i 1800-talles danske åndsliv, og hans betydning for dansk folkelighed og kristendom er uden sidestykke.

Da Grundtvig udgav sin dimisprædiken (prøveprædiken, der gav adgang til et præsteembede) under titlen: "Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Huus?" i 1810, skabte den en del polemik.

I sin prædiken kritiserede Grundtvig blandt andet samtiden rationalistiske prædikener, hvilket førte til klager fra seks københavnske præster og en irettesættelse fra universitetet. Vreden fra de københavnske præster betød desuden, at Grundtvig i mange år efter var forhindret i at blive præst i hovedstaden.

> Læs Grundtvigs dimisprædiken

"Intet er naturligere for et menneske end at have fjender. Fjendskaber holder ofte sammen på både venskaber og ægteskaber. (...) Tit er ens værste fjende én der tidligere har stået en meget nær. Kærlighed kan slå over i had så glødende som stikflammer. Når den elskede skuffer én, tager kærligheden sig betalt og bliver til had."

Under overskriften 'Naturlige fjender' taler Møllehave om det naturlige – og menneskelige – i at have fjender. Og om hvordan kærlighed ofte kan slå over i had, så ven bliver til fjende. Det gælder også for nationer, hvor borgerne kan få et stærkere sammenhold, hvis der er en fælles fjende. 

Netop derfor er Jesus' budskab: 'at man skal elske sin fjende' så radikalt, mener Møllehave.

Han bruger både historien om Kain og Abel fra det Gamle Testamente og 'Lignelsen om den fortabte søn' fra det Nye Testamente til at vise, at det er naturligt, at der findes fjendskab og had – især i krisetider.

Det er altså ikke nemt at elske sin fjende – måske endda unaturligt – men med Guds hjælp kan vi, ifølge Møllehave, lære at tilgive alt og elske vores fjender.

> Læs Møllehaves prædiken 4. søndag efter trinitatis