"Tror du på Gud? Jah, jeg ved snart ikke, men et eller andet tror jeg vel på. Jeg tror ikke på en eller anden gammel mand med stort skæg, der sidder oppe i himlen på sin trone og trækker solen og månen op og ned. Jeg tror heller ikke på, at han har skabt jorden på seks dage og så holdt fri på den syvende. Jeg tror heller ikke på en Paradisets have, som han forjog de to første mennesker fra."
I sin prædiken 1. søndag efter påske stiller Thorkild Grosbøll et overraskende spørgsmål – i hvert fald for en præst i den danske Folkekirke - nemlig "Tror du på Gud?" Og det lige så overraskende svar er: "Nej, ikke rigtigt"
Prædikenen er bygget op som en dialog imellem Grosbøll og en imaginær spørger, der vil vide, hvad Grosbøll tror på. Og gradsvist må præsten nuancere og forklare, hvad det er, han tror på.
"Jeg tror på en skæbne. Jeg tror på energiernes evighed. På lyset, på livsgnisten. På svingningerne, på bølgebevægelsernes grundtone, universets sang."
Med dette spørgsmål/svar-format giver Grosbøll plads til den tvivl, han tilsyneladende selv har, og han forsøger i et smukt, poetisk sprog at forklare, hvad Gud er for ham.
Thorkild Grosbøll blev senere kendt som 'præsten, der ikke troede på Gud', da han i et interview i forbindelse med udgivelsen af bogen
En sten i skoen (2003) sagde, at han hverken troede på Gud, opstandelsen eller det evige liv.
>
Læs Thorkild Grosbølls prædiken 1. søndag efter påske