Rikke Weissfelds prædiken 17. søndag efter trinitatis

Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat.

Sådan lød ordene fra Salmernes Bog, som vi hørte i starten af gudstjenesten.

Vi lever i en urolig verden. Der er så meget, der er i udu. Klimaet, kommunikationen mellem mennesker, de politiske vinde…

Gennem historien er der meget, vi mennesker har været bange for, kan man se, når man kaster blikket tilbage. 

Da jeg var ung i firserne, fattigfirserne, som man kaldte det, da var det den kolde krigs tid. Adskillelsen mellem øst og vest, mellem kapitalismen og kommunismen var tydelig og bogstavelig. Jerntæppet var tungt og uigennemtrængeligt. Det gjorde alle utrygge, det skabte en frygt i os. 

Kunne der ske noget, kunne det komme til en 3. verdenskrig? 

Og Sting sang i den sang, der hed Russians:

Det betyder noget i retningen af:

Ingen af de politiske sider har monopol på fornuft 

Vi deler biologi, uanset ideologi

Tro mig når jeg sir til dig

Jeg håber russerne elsker deres børn, ligesom vi elsker vores.

Sådan var det da jeg var ung. 

Da min mor var ung, var det Cuba krisen, der skabte skræk og uro. De 13 dage i 1962, hvor USA og Sovjetunionen begge truede med at anvende atomvåben Den krise var nok det tætteste, verden nogensinde har været på en atomkrig, selv den dag i dag. 

Min mor fortalte mig, hvor urolig og bange hun var dengang. Hun beskrev, hvordan hele verden holdt vejret, og drog et lettelsens suk, da krisen blev afværget i sidste sekund.

I dag er vi også bange. Bange for, at al den ufred i verden skal blive til et kæmpe bål, der kan tænde en altomsiggribende krig, vi som menneskehed ikke kan komme uskadte ud af. 

Urolige over et USA vi plejer at føle os trygge ved, og nu ikke længere kan genkende. Urolige for alt det vi ikke kender, og for alt det der kan ske.

Vores statsminister taler om åndelig oprustning. Den term kan nemt misforstås. Åndelig oprustning kan lyde som noget, der partout skal lede hen til, eller endnu værre – retfærdiggøre – militær oprustning. Hvis det er det, der menes, så er det jo det sidste, altså den militære oprustning, der er det vigtigste, og så er den åndelige oprustning bare en undskyldning, et skalkeskjul.

Folkekirkens kommunikationsafdeling har nu sendt 8 råd ud til iværksættelse af et Åndeligt Beredskab, og det er en meget bedre betegnelse.

Ifølge Den danske ordbog så betyder beredskab; at være forberedt på og parat til at reagere hensigtsmæssigt, hvis en bestemt situation opstår.

Et åndeligt beredskab. At forberede sig åndeligt på en bestemt situation. Det er klogt at gøre. 

Og sagen er jo, at arbejder vi ikke bevidst med det, så sker der det modsatte. Vi forkramper, vi lukker ned, vi reagerer instinktivt på vores utryghed ved at mistro hinanden, ved at fokusere på det forkerte. 

 Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk; dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat.

Guds herlighed, hvælvingen, hans hænders værk, alt det Gud har skabt, hele jorden, naturen, al verdens herlighed kalder på os, prøver at kalde os til orden. 

Midt i politisk kaos og krig, så er verden stadig den samme, nat følger stadig dag og lys afløser mørke. 

Vend blikket mod naturen, gå en tur på fælleden, kig op på himlen en stjerneklar nat eller en smuk efterårsdag, og du vil se, at verden stadig er smuk og fuld af håb og skønhed.

De 8 råd fra vores folkekirke lyder kortfattet sådan her:

Hav næstekærlighed på lager.

Hav håb på hylderne.

Giv åndelig førstehjælp.

Tænk over hvem du vil være.

Syng sammen.

Oplad din åndelige powerbank.

Kend din nabo.

Sæt ord på frygten.

Det er ikke dårlige råd, de er faktiske gode. 

Men som det gamle ordsprog lyder, så kan man ”lede en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke!” Så vi skal gøre os umage, vi skal hjælpe hinanden. 

Det er jo desværre sådan, at når vi mennesker er pressede, så er det ikke der, vi er allermest charmerende. Det er tværtimod i pressede situationer, at vores mørke sider kommer frem, vores smålighed, selvhævdelse, vores aggression og mistro. 

Når vi er udfordrede, så peger vi fingre af hinanden. Vi lukker os inde, vi forsegler os, vi holder op med at se vores næste i øjnene. 

Vi tror, at det er med til at gøre vores egen lille verden til et tryggere sted, men det er som strudsen med hovedet i sandet, vi lever i en illusorisk tro på, at vi er vores egen lille ø, og at intet kan røre os. 

Når vi gør det, så gør vi tingene endnu værre. Det er simpelthen det sidste, der er brug for.

Vi bliver nødt til at lirke os selv op. Det kan rådene fra det åndelige beredskab hjælpe os med.

Verden har brug for tro, håb og kærlighed. Også, og måske særligt overfor dem, vi ikke forstår. Vi må ikke dæmonisere hinanden, men tværtimod gribe ud efter hinandens hænder. Vi er alle i samme båd. 

»Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« 

Sådan spurgte Jesus i evangelieteksten. Han påpegede, at de jødiske regler ikke var over det, der var almindelig sund fornuft, at de ikke var vigtigere end at hjælpe andre.

Det der er så vidunderligt ved Det glædelige budskab fra evangelierne er, at de kan bruges til alle tider, og i den grad også nu.

For reglerne, uenighederne, alt det der skiller os, alt det må vi lægge til side nu. Vi har vigtigere ting at gøre, inden det er for sent. 

Vi må lægge had og mistro og uenighed til side og gribe fat i hinandens hænder. Der er langt mere der forener os, end der skiller os.

Amen.