Kære Alle.
Forestil jer et samfund, hvor mennesker bliver set for, hvem de er, og ikke for, hvordan de ser ud. Forestil jer et fællesskab, hvor forskellighed ikke fører til mistillid, men til forståelse. Drømmens land vil jeg nok kalde det. Men på mange måder ser virkeligheden anderledes ud.
Jeg er en ung dreng født og opvokset på Vesterbro. Det er en by præget af en vild mangfoldighed. Mine venner kommer fra alle mulige forskellige steder i hele verden. Nogle ser anderledes ud, nogle taler et andet sprog der hjemme og mange af dem har en anderledes kultur. Mange af dem bærer på fantastiske livshistorier, som jeg kun kan lytte til og lære af.
Når jeg er sammen med mine danske venner, er vi usynlige men, på den gode måde – ingen skæve blikke, ingen mistro. Men når jeg går sammen med mine venner med en anden etnisk baggrund, ændrer blikkene sig. Pludselig står vi i en anden verden – en verden, hvor fordomme og mistillid sætter dagsordenen.
Jeg husker engang, vi stod i Enghave parken på Vesterbro – en stor, åben parker med en masse plæner, træer, fodboldbaner, en stor sø og en hel masse af liv på en varm sommeraften. Vi lavede ikke andet end at nyde hinandens selskab. Alligevel dukkede politiet pludselig op – ikke for at hjælpe, ikke fordi noget var sket, men udelukkende for at forstyrre og nærmest chikanere os. Der var ingen grund, intet problem, ingen klage. Ikke fordi vi havde gjort noget galt, men fordi vi “så mistænkelige ud”. Hvorfor? Fordi nogle af os ikke lignede danskere. Denne forskelsbehandling rammer ikke kun mine venner, men også mig. Og det er ikke en enkeltstående oplevelse – det sker hver eneste dag. Hvordan kan vi have tillid til et samfund, der ikke har tillid til os?
For mig handler tillid om mere end blot at tro på hinanden. Det handler om at man faktisk bliver mødt som den man er. At folk ser en for det menneske man er, og ikke for ens udsende, hudfarve, navn eller efternavn, men at man føler sig set og anerkendt som et ligeværdigt menneske. Bare fordi nogen tror, de ved noget om en uden at faktisk vide noget som om personen, før man overhovedet har sagt et ord. Det kan gøre noget ved en. Det får en til at føle sig mindre værdig end andre og mere fremmed i sit eget hjem.
Jeg siger ikke det her bare for at få sympati eller fordi det lyder flot i min tale. Jeg siger det, fordi det virkelig betyder noget for mig. Fordi det gør ondt at opleve forskelsbehandling på tæt hold. Fordi det ikke bare handler om tal, men om mennesker. Om os. Og ja, der findes også statistikker, der bekræfter det – men før vi overhovedet kigger på dem, så lad os mærke efter: Hvordan føles det at blive dømt på forhånd? Hvordan føles det at blive behandlet anderledes, før man har sagt et eneste ord? Og hvis du stadig tænker, at det “bare er en følelse”, så hør her:
En rapport fra Det Danske Institut for Menneskerettigheder viser, at mere end 8 ud af 10 med anden etnisk baggrund har oplevet fordomme og diskrimination.
Og ifølge Danmarks Statistik bliver personer med ikke-vestlig baggrund oftere standset af politiet – uden forklaring. Det kaldes kontrolstop, men vi ved godt, hvad det i virkeligheden handler om.
Det er mere end tal – det er sår, vi bærer på.
Som en vigtig kilde til refleksion vil jeg citere den danske skuespiller og debattør Zaki Youssef: “Man bliver træt af hele tiden at skulle forklare, at man godt kan være både brun og dansk.” Dette citat sætter ord på den oplevelse, mange med en anden baggrund som mine venner har at deres danskhed ofte bliver betvivlet af andre kun på grund af deres udseende. Det minder os om, at man ikke skal defineres af hudfarve, men af fællesskab og værdier. Det er en vigtig påmindelse om at bryde de fordomme og udvide vores forståelse af, hvad det enlig vil sige at være dansk.
Tillid skabes gennem handling. Hvis vi tager os tid til at se hinanden og stille spørgsmål uden skam, bliver tingene klare for os. Jeg tænker stadig på den aften i Enghaveparken – hvor vi bare var unge mennesker, der hyggede os, men alligevel blev mødt med mistro. Den oplevelse lærte mig, hvor vigtigt det faktisk er, at vi tør se hinanden for det, vi virkelig er – og det er mennesker. Derfor kræver det mod at starte denne udveksling. Der vil ikke ske noget nyt, hvis ingen vælger at tage det første skridt.
Små skridt som at tale åbent om forskelle eller udfordre fordomme, når vi hører dem, kan have stor betydning. Lad os starte i dag – næste gang du hører en fordom, så udfordr den.
Så lad os skabe et samfund, hvor tillid ikke afhænger af, hvordan vi ser ud, men af hvordan vi handler og er som mennesker. Hvis vi som samfund kan lære at se hinanden i øjnene uden fordomme – hvis vi kan se forbi hudfarve, religion og kultur – så kan vi begynde at bygge den tillid, der får os til at stå sammen. Lad os være dem, der bygger bro. Lad os være dem, der viser, at forskelle ikke splitter os, men styrker os. For i sidste ende er vi ikke danskere eller indvandrere. Vi er bare mennesker.
Forestil jer et samfund, hvor mennesker bliver set for, hvem de er, og ikke for, hvordan de ser ud. Forestil jer et fællesskab, hvor forskellighed ikke fører til mistillid, men til forståelse. Drømmens land vil jeg nok kalde det. Men på mange måder ser virkeligheden anderledes ud.
Jeg er en ung dreng født og opvokset på Vesterbro. Det er en by præget af en vild mangfoldighed. Mine venner kommer fra alle mulige forskellige steder i hele verden. Nogle ser anderledes ud, nogle taler et andet sprog der hjemme og mange af dem har en anderledes kultur. Mange af dem bærer på fantastiske livshistorier, som jeg kun kan lytte til og lære af.
Når jeg er sammen med mine danske venner, er vi usynlige men, på den gode måde – ingen skæve blikke, ingen mistro. Men når jeg går sammen med mine venner med en anden etnisk baggrund, ændrer blikkene sig. Pludselig står vi i en anden verden – en verden, hvor fordomme og mistillid sætter dagsordenen.
Jeg husker engang, vi stod i Enghave parken på Vesterbro – en stor, åben parker med en masse plæner, træer, fodboldbaner, en stor sø og en hel masse af liv på en varm sommeraften. Vi lavede ikke andet end at nyde hinandens selskab. Alligevel dukkede politiet pludselig op – ikke for at hjælpe, ikke fordi noget var sket, men udelukkende for at forstyrre og nærmest chikanere os. Der var ingen grund, intet problem, ingen klage. Ikke fordi vi havde gjort noget galt, men fordi vi “så mistænkelige ud”. Hvorfor? Fordi nogle af os ikke lignede danskere. Denne forskelsbehandling rammer ikke kun mine venner, men også mig. Og det er ikke en enkeltstående oplevelse – det sker hver eneste dag. Hvordan kan vi have tillid til et samfund, der ikke har tillid til os?
For mig handler tillid om mere end blot at tro på hinanden. Det handler om at man faktisk bliver mødt som den man er. At folk ser en for det menneske man er, og ikke for ens udsende, hudfarve, navn eller efternavn, men at man føler sig set og anerkendt som et ligeværdigt menneske. Bare fordi nogen tror, de ved noget om en uden at faktisk vide noget som om personen, før man overhovedet har sagt et ord. Det kan gøre noget ved en. Det får en til at føle sig mindre værdig end andre og mere fremmed i sit eget hjem.
Jeg siger ikke det her bare for at få sympati eller fordi det lyder flot i min tale. Jeg siger det, fordi det virkelig betyder noget for mig. Fordi det gør ondt at opleve forskelsbehandling på tæt hold. Fordi det ikke bare handler om tal, men om mennesker. Om os. Og ja, der findes også statistikker, der bekræfter det – men før vi overhovedet kigger på dem, så lad os mærke efter: Hvordan føles det at blive dømt på forhånd? Hvordan føles det at blive behandlet anderledes, før man har sagt et eneste ord? Og hvis du stadig tænker, at det “bare er en følelse”, så hør her:
En rapport fra Det Danske Institut for Menneskerettigheder viser, at mere end 8 ud af 10 med anden etnisk baggrund har oplevet fordomme og diskrimination.
Og ifølge Danmarks Statistik bliver personer med ikke-vestlig baggrund oftere standset af politiet – uden forklaring. Det kaldes kontrolstop, men vi ved godt, hvad det i virkeligheden handler om.
Det er mere end tal – det er sår, vi bærer på.
Som en vigtig kilde til refleksion vil jeg citere den danske skuespiller og debattør Zaki Youssef: “Man bliver træt af hele tiden at skulle forklare, at man godt kan være både brun og dansk.” Dette citat sætter ord på den oplevelse, mange med en anden baggrund som mine venner har at deres danskhed ofte bliver betvivlet af andre kun på grund af deres udseende. Det minder os om, at man ikke skal defineres af hudfarve, men af fællesskab og værdier. Det er en vigtig påmindelse om at bryde de fordomme og udvide vores forståelse af, hvad det enlig vil sige at være dansk.
Tillid skabes gennem handling. Hvis vi tager os tid til at se hinanden og stille spørgsmål uden skam, bliver tingene klare for os. Jeg tænker stadig på den aften i Enghaveparken – hvor vi bare var unge mennesker, der hyggede os, men alligevel blev mødt med mistro. Den oplevelse lærte mig, hvor vigtigt det faktisk er, at vi tør se hinanden for det, vi virkelig er – og det er mennesker. Derfor kræver det mod at starte denne udveksling. Der vil ikke ske noget nyt, hvis ingen vælger at tage det første skridt.
Små skridt som at tale åbent om forskelle eller udfordre fordomme, når vi hører dem, kan have stor betydning. Lad os starte i dag – næste gang du hører en fordom, så udfordr den.
Så lad os skabe et samfund, hvor tillid ikke afhænger af, hvordan vi ser ud, men af hvordan vi handler og er som mennesker. Hvis vi som samfund kan lære at se hinanden i øjnene uden fordomme – hvis vi kan se forbi hudfarve, religion og kultur – så kan vi begynde at bygge den tillid, der får os til at stå sammen. Lad os være dem, der bygger bro. Lad os være dem, der viser, at forskelle ikke splitter os, men styrker os. For i sidste ende er vi ikke danskere eller indvandrere. Vi er bare mennesker.
