Hvad tænker I, når I kigger på mig?
At jeg er speciel, fordi én som mig er her?
At jeg er en af de gode – eller en af de dårlige fordi en som mig er her?
Jeg ønsker tillid. Tillid til I ik’ giver os minoriteter en fortaler for vi har ikke samme historie.
Jeg er træt. Fucking træt af at høre: "Kig på tallene!" – for I gør det jo slet ikke selv.
Jeg er træt af, at kriminalforsorgens data ikke viser det reelle problem, som er det kriminelle problem, men i stedet splitter os op i kategorier: indvandrere, efterkommere, udlændinge – og så danskere og viser det som problemet.
De har lavet en lang liste over, hvor folk er fra.
Stop. Stop ... med ... at … opdele os! Det er dét, der skaber problemerne.
For problemet er nemlig moderne apartheid. Og jer der tænker I ikke er danskere er fordi I ikke har fået lov til det. Udsatte boligområder, forebyggelsesområder, parallelsamfund og ghettoer. Forhadt barn har mange navne.
I skal ikke lade ghettoen definere jer, for det er Danmarks måde at holde jer adskilt fra dem - distrikt skoler, institutioner i ghettoen og supermarked overfor frisøren … Et rigtigt åbent fængsel.
Og fortæl mig hvorfor, hvorfor det første punkt fra ghettokriterierne fra folketinget er: ”Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 pct.”
Vi har fået en suveræn chance men det da fucking klart at den er svær at indløse sin kupon, hvis i ser sådan på os.
Jeg er dansk-marokkaner og som Natashja sagde:
"I Sudan er jeg en blegfis, og i Danmark er jeg det sorte får."
Kan jeg blive ved med at være et sort får i det her land, som også er mit?
Jeg er vokset op med danske forældre, som selv er vokset op af dansk integrerede forældre. Min farmor er dansk, min farfar er marokkaner og når man bliver indoktrineret fra lille at man er mere end dansk og senere i sit liv slet ikke dansk er det svært at forholde sig til.
Min far har altid sagt: "Jeg er ikke halv-halv – jeg er hel-hel." Og derfor ser jeg mig heller ikke selv som kvart-trekvart men hel-hel og måske derfor er jeg afklaret med, hvem jeg er som nogle af de få.
Hør her! Det her er en kritik til mig, dig, dig og dig.
Jeg vil gerne slutte af med et digt jeg har skrevet i forsøg på at være et knudepunkt for jer og dem mig og dig. I er så fucking gode til at give os minoriteter en fortaler. For jeg er ikke nogen fortaler og fordi jeg skriver digte, er jeg ikke en Yahya Hassan … med mit digt skal I ikke kunne mærke mig men hinanden, for jeg skriver ikke for at blive forfatter, jeg skriver foratdufatter. I skal stoppe med at lade en minoritet hos minoriteten definere os. I skal fatte at vi ikke har samme historie og aldrig har haft det. Det her er digt har jeg kaldt ”Hvis i bare gad se det fra femtende sal”, som skal forsøge at vise tingene ovenfra:
"Hvis I bare gad se det fra femtende sal"
Hvorfor skal portrættet anskues sådan?
Vi er blevet malet af dem, som ikke er brødre os iblandt – hvordan?
I lange sorte penselstrøg med hvide streger og brune klumper.
Sorte arrige ansigter med korte lunter.
Ingen af dem kan se blikkene fra femtende sal.
Bag betonblokkens kulisser råbes der: "Fuck alle autoriteter
Anklages vi, må vi lære at anke sagen på deres præmisser.
Ranken er sat, for når det gode i billedet skal males, er det kun i skitser.
Enevældigt har de med et arrogant suk slukket vores gnister.”
Tak.
At jeg er speciel, fordi én som mig er her?
At jeg er en af de gode – eller en af de dårlige fordi en som mig er her?
Jeg ønsker tillid. Tillid til I ik’ giver os minoriteter en fortaler for vi har ikke samme historie.
Jeg er træt. Fucking træt af at høre: "Kig på tallene!" – for I gør det jo slet ikke selv.
Jeg er træt af, at kriminalforsorgens data ikke viser det reelle problem, som er det kriminelle problem, men i stedet splitter os op i kategorier: indvandrere, efterkommere, udlændinge – og så danskere og viser det som problemet.
De har lavet en lang liste over, hvor folk er fra.
Stop. Stop ... med ... at … opdele os! Det er dét, der skaber problemerne.
For problemet er nemlig moderne apartheid. Og jer der tænker I ikke er danskere er fordi I ikke har fået lov til det. Udsatte boligområder, forebyggelsesområder, parallelsamfund og ghettoer. Forhadt barn har mange navne.
I skal ikke lade ghettoen definere jer, for det er Danmarks måde at holde jer adskilt fra dem - distrikt skoler, institutioner i ghettoen og supermarked overfor frisøren … Et rigtigt åbent fængsel.
Og fortæl mig hvorfor, hvorfor det første punkt fra ghettokriterierne fra folketinget er: ”Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 pct.”
Vi har fået en suveræn chance men det da fucking klart at den er svær at indløse sin kupon, hvis i ser sådan på os.
Jeg er dansk-marokkaner og som Natashja sagde:
"I Sudan er jeg en blegfis, og i Danmark er jeg det sorte får."
Kan jeg blive ved med at være et sort får i det her land, som også er mit?
Jeg er vokset op med danske forældre, som selv er vokset op af dansk integrerede forældre. Min farmor er dansk, min farfar er marokkaner og når man bliver indoktrineret fra lille at man er mere end dansk og senere i sit liv slet ikke dansk er det svært at forholde sig til.
Min far har altid sagt: "Jeg er ikke halv-halv – jeg er hel-hel." Og derfor ser jeg mig heller ikke selv som kvart-trekvart men hel-hel og måske derfor er jeg afklaret med, hvem jeg er som nogle af de få.
Hør her! Det her er en kritik til mig, dig, dig og dig.
Jeg vil gerne slutte af med et digt jeg har skrevet i forsøg på at være et knudepunkt for jer og dem mig og dig. I er så fucking gode til at give os minoriteter en fortaler. For jeg er ikke nogen fortaler og fordi jeg skriver digte, er jeg ikke en Yahya Hassan … med mit digt skal I ikke kunne mærke mig men hinanden, for jeg skriver ikke for at blive forfatter, jeg skriver foratdufatter. I skal stoppe med at lade en minoritet hos minoriteten definere os. I skal fatte at vi ikke har samme historie og aldrig har haft det. Det her er digt har jeg kaldt ”Hvis i bare gad se det fra femtende sal”, som skal forsøge at vise tingene ovenfra:
"Hvis I bare gad se det fra femtende sal"
Hvorfor skal portrættet anskues sådan?
Vi er blevet malet af dem, som ikke er brødre os iblandt – hvordan?
I lange sorte penselstrøg med hvide streger og brune klumper.
Sorte arrige ansigter med korte lunter.
Ingen af dem kan se blikkene fra femtende sal.
Bag betonblokkens kulisser råbes der: "Fuck alle autoriteter
Anklages vi, må vi lære at anke sagen på deres præmisser.
Ranken er sat, for når det gode i billedet skal males, er det kun i skitser.
Enevældigt har de med et arrogant suk slukket vores gnister.”
Tak.
