Hvor mange gange har du sagt ”Jeg har det fint”, selvom du slet ikke havde det sådan? Vi har alle maskeret os på et tidspunkt, måske for at undgå at blive afvist af ens nære eller at gøre det for ens ”eget bedste”.
Måske har du grublet over spørgsmålet - hvorfor bærer vi en maske selv overfor dem, vi elsker? Svaret er, at den er en slags beskyttelse. Problemet med det er at vi skaber afstand fra dem vi elsker, uden at vi mener det ondt.
At bære en maske fjerner muligheden for ægte forbindelser. Fordi når vi bærer en maske, er det som at holde døren låst for dem der banker på. Du tror det er den eneste måde du kan beskytte dig selv mod afvisning eller skuffelse.
Jeg opfordrer jer til at tale med hinanden, selv i de svære tider.
Jeg ved det fordi jeg selv har prøvet at stå alene bag den låste dør, uden at vide, hvad der var på den anden side. Jeg kan huske et tidspunkt i starten af januar 2024, hvor jeg sad inde på mit værelse, da jeg pludselig hørte mine forældre kalde på mig. Jeg åbnede døren til køkkenet og hørte en lille knirke fra døren. Da jeg træder ind, lægger jeg hurtig mærke til at min store søster også sidder derinde. Stemningen var intens og jeg fik den mavefornemmelse af at det ikke skulle være nogen god nyhed.
Den aften fandt jeg ud af at mine forældre havde besluttet sig for at skille sig. Jeg kunne føle en klump i halsen og mine øjne blev sløret på grund af, at jeg fik tårer i øjnene. Dog prøvede jeg at holde det inde. Mine forældre gentog flere gange at det var okay at blive ked af det, og at det var vigtigt at tale om sine følelser.
Det underlige var, at jeg gjorde det helt modsatte - jeg sad der og ville græde, men jeg prøvede virkelig at vise at jeg ikke var påvirket. Jeg prøvede at tage en glad maske på.
Få uger efter vidste jeg at jeg havde brug for at tale med nogen, selvom jeg troede jeg var kommet videre.
Når vi ikke siger sandheden, er det som at bære en tung rygsæk fuld af sten. Hver gang vi skjuler vores følelser og bider dem i os, lægger vi en ny sten i tasken. Til sidst bliver den så tung på vores skuldre, at vi næsten ikke kan bevæge os frit.
Her kommer den lidt overraskende del - når vi tør tage masken af og lægge rygsækken fra os, begynder der at ske noget helt fantastisk. Vi opdager, at vi ikke er alene. De mennesker omkring os begynder at spejle sig i ærligheden og det gør vores relationer stærkere.
En dag, lukkede jeg alligevel min veninde ind ad den låste dør, på trods af at jeg følte mig sårbar og usikker. Jeg indså at jeg havde forsøgt at beskytte mig selv for at blive dømt, men det efterlod mig kun med en følelse af ensomhed og uforståenhed, bl.a. fordi jeg et eller anden sted, havde en urealistisk forventning om, at de skulle kunne se igennem mine tanker på magisk vis.
Jeg fik det meget bedre eftersom hun åbnede op, og i noget af det jeg sagde kunne hun spejle sig selv i. Siden er vi blevet meget tættere veninder, men det er kun fordi drivkraften i vores venskab er tillid og at turde tage masken af. Selv i de hårde tider.
Så tænker du måske, hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke bliver afvist, hvis jeg åbner op? Jeg kan forstå din frygt. Det er ikke let at være sårbar, men det er i disse omstændigheder ægte tillid opstår. Når vi åbner os op og viser hvem, vi i virkeligheden er, fjerner vi masken.
Tillid til os selv er fundamentet for tillid til andre. Når vi begynder at lære at udtrykke, hvordan vi har det, begynder vi sandsynligvis at opleve at verden er så meget større, og rummelig nok til at der altid vil være plads til vores følelser og forståelse.
Så, min opfordring er - prøv næste gang at tage masken af. Åbn døren selvom du er bange for, hvad du finder på den anden side. Når vi tør vise, hvem vi virkelig er, opdager vi, at vi allerede er så meget mere værd at stole på.
Måske har du grublet over spørgsmålet - hvorfor bærer vi en maske selv overfor dem, vi elsker? Svaret er, at den er en slags beskyttelse. Problemet med det er at vi skaber afstand fra dem vi elsker, uden at vi mener det ondt.
At bære en maske fjerner muligheden for ægte forbindelser. Fordi når vi bærer en maske, er det som at holde døren låst for dem der banker på. Du tror det er den eneste måde du kan beskytte dig selv mod afvisning eller skuffelse.
Jeg opfordrer jer til at tale med hinanden, selv i de svære tider.
Jeg ved det fordi jeg selv har prøvet at stå alene bag den låste dør, uden at vide, hvad der var på den anden side. Jeg kan huske et tidspunkt i starten af januar 2024, hvor jeg sad inde på mit værelse, da jeg pludselig hørte mine forældre kalde på mig. Jeg åbnede døren til køkkenet og hørte en lille knirke fra døren. Da jeg træder ind, lægger jeg hurtig mærke til at min store søster også sidder derinde. Stemningen var intens og jeg fik den mavefornemmelse af at det ikke skulle være nogen god nyhed.
Den aften fandt jeg ud af at mine forældre havde besluttet sig for at skille sig. Jeg kunne føle en klump i halsen og mine øjne blev sløret på grund af, at jeg fik tårer i øjnene. Dog prøvede jeg at holde det inde. Mine forældre gentog flere gange at det var okay at blive ked af det, og at det var vigtigt at tale om sine følelser.
Det underlige var, at jeg gjorde det helt modsatte - jeg sad der og ville græde, men jeg prøvede virkelig at vise at jeg ikke var påvirket. Jeg prøvede at tage en glad maske på.
Få uger efter vidste jeg at jeg havde brug for at tale med nogen, selvom jeg troede jeg var kommet videre.
Når vi ikke siger sandheden, er det som at bære en tung rygsæk fuld af sten. Hver gang vi skjuler vores følelser og bider dem i os, lægger vi en ny sten i tasken. Til sidst bliver den så tung på vores skuldre, at vi næsten ikke kan bevæge os frit.
Her kommer den lidt overraskende del - når vi tør tage masken af og lægge rygsækken fra os, begynder der at ske noget helt fantastisk. Vi opdager, at vi ikke er alene. De mennesker omkring os begynder at spejle sig i ærligheden og det gør vores relationer stærkere.
En dag, lukkede jeg alligevel min veninde ind ad den låste dør, på trods af at jeg følte mig sårbar og usikker. Jeg indså at jeg havde forsøgt at beskytte mig selv for at blive dømt, men det efterlod mig kun med en følelse af ensomhed og uforståenhed, bl.a. fordi jeg et eller anden sted, havde en urealistisk forventning om, at de skulle kunne se igennem mine tanker på magisk vis.
Jeg fik det meget bedre eftersom hun åbnede op, og i noget af det jeg sagde kunne hun spejle sig selv i. Siden er vi blevet meget tættere veninder, men det er kun fordi drivkraften i vores venskab er tillid og at turde tage masken af. Selv i de hårde tider.
Så tænker du måske, hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke bliver afvist, hvis jeg åbner op? Jeg kan forstå din frygt. Det er ikke let at være sårbar, men det er i disse omstændigheder ægte tillid opstår. Når vi åbner os op og viser hvem, vi i virkeligheden er, fjerner vi masken.
Tillid til os selv er fundamentet for tillid til andre. Når vi begynder at lære at udtrykke, hvordan vi har det, begynder vi sandsynligvis at opleve at verden er så meget større, og rummelig nok til at der altid vil være plads til vores følelser og forståelse.
Så, min opfordring er - prøv næste gang at tage masken af. Åbn døren selvom du er bange for, hvad du finder på den anden side. Når vi tør vise, hvem vi virkelig er, opdager vi, at vi allerede er så meget mere værd at stole på.
