Livet efter sorg
Hej alle sammen. Jeg er spændt på at holde denne tale, fordi Jeg skal snakke om død og sorg. Jeg har ikke snakket om døden i cirka et halvt år. Så det kan være, jeg går lidt i stå, griner eller endda græder. Håber I forstår.
(pause)
”Anaana, ersivunga toqulerpunga.” Det var min lillesøsters sidste ord. Hun blev kun 10 år gammel. Hun hed Vinuuna, men vi kaldte hende Vaja.
(pause)
Jeg kan huske, jeg var hos min kæreste om aftenen, min mor ringer pludselig til mig kl. 2 om natten og siger, min søster har fået to hjerneblødninger, jeg skulle ned og sige farvel.
Jeg kommer ned til hospitalet, vi går ind i en afdeling, jeg aldrig har været i (intensiv afdeling), jeg er følelsesløs, fordi jeg er helt i chok. Det er første gang, jeg ser min far græde, min anden lillesøster sidder i chok, hun græder ikke, hun kigger bare på det hele ske.
(pause)
Vi siger farvel til min søster, efter det går tiden hurtigt for mig, vi tager til Ilulissat for at begrave hende og for at sige det allersidste farvel.
Jeg har en lillebror på 5 år, og jeg kan huske, vi alle skulle virke glade foran ham, jeg gjorde alt for ikke at græde, når jeg var med ham.
Jeg knækker dog, da min lillebror går hen til min søsters kiste og prøver at vække hende, jeg kan huske, han sagde: ”Vaja makigigit, sinikkunnaarlutit”.
(pause)
Vi flyver tilbage til Nuuk, og nu skulle livet tilbage til det normale, men det var svært. Vi mangler en i familien, stolen ved spisebordet er tom, og stemningen er ikke det samme.
Denne periode har været den hårdeste periode i mit liv. Jeg mistede min lillesøster, og oveni har jeg en allergi, som gjorde at jeg ikke kunne gå ud af huset, jeg mistede venner, og min hverdag gik med panikanfald og tårer.
(pause)
I dag har jeg det meget bedre. Jeg er taknemlig for dem, som er her for mig, og for livet.
Nu hvor I har hørt min baggrund, tænk på alle de mennesker her i lokalet, alle os her på GUX. Vi har alle oplevet sorg, tag hensyn til dine medmennesker, da alle går igennem noget hårdt i livet.
(pause)
Alle kæmper med noget, du er ikke alene, og sorg er ikke et tabu.
