Tidligere på måneden fejrede vi 80 årsdagen for Danmarks befrielse.
Vi ved alle, hvorfor det er vigtigt, for det markerer fred, uafhængighed og afslutning på grusomheder. Det betyder ikke, at krigen ikke skete - det betyder blot, at vi fik frihed.
Vi ved, hvad krig og luftbombardementer er, og hvad det gør ved mennesker. Men har vi glemt, at der også kan være krig og luftbombardementer i sjæle?
Krig, der udrettes af voksne, mens børn bliver til ofre. Voksne, hvis moralske kompas er gået i stykker, så de ikke længere kan vise vej for de børn, der fortjener mere end det bedste.
Lovgivninger og lovændringer, der gør det nemmere at være voksen end at være barn.
Lige nu behandles en lovændring om socialtilsynet samtidig med, at vi har øget brugen af magt overfor landets anbragte børn og unge i revision af lov om voksenansvar. Uden at skulle belemre jer med teknikaliteter, så betyder det mere magt - mindre tilsyn - flere magtanvendelser i alverdens afskygninger - flere mørkeliv – flere sjæle i krig.
Nogen vil forsøge at holde mig for munden for ikke at tale om dét, der gør lidt ond. Men verden bliver nødt til at forstå. Verden bliver nødt til at vide besked. Og jeg kommer aldrig til at sidde på mine hænder – Magtmisbrug, vold, overgreb er noget, som nogle børn vokser op med - i deres anbringelseshjem! Er det ubehageligt at tale om, ja. Er det fuck-op, helt bestemt. Luk ikke øjnene, når historien går, som den igen gør. Det mindste vi kan gøre er, at fjerne forældelsesfristen og ændre bevisbyrden for anbragte børn og unge.
For det er søgt og forfejlet at tro, at anbringelser ikke sætter spor, for det gør de. På den ene eller anden måde.
Anbringelsen bør være en redningskrans, et sikkerhedsnet - men den kan også blive en betonblok, der får mennesker til at synke til bunds. Et bur med panserglas, hvor hver slag på ruden, lyder som afdæmpede slag i en pude.
Anbringelser er ikke en redningsaktion, hvor vi redder børn fra dårlige børneliv, hvis vi ikke kender kvaliteten af, hvad vi rykker barnet hen til. Og når kvaliteten er helt dernede, hvor den ikke længere kan forsvares, ikke længere eksisterer og strafferetlige ting sker, så opstår krigen i sjælen.
Jeg bliver nødt til at fortælle jer, at denne krig kan vare hele livet. Det er Svends, Jimmys, Jan krig. Chenette, Michael, Jesper, Ibens krig. Poul, Majbrit og Jannis krig. Det er Kurts krig. Det er min krig.
Det er i sig selv paradoksalt, for de her mennesker, som engang var børn, har nogle af de mest veldokumenterede liv. Stakke op og stakke ned med stempler fra kontorer og med kommunale våbenskjolde. Men de afgørende tidspunkter og episoder, der æder sjæle og kradser hud i stykker er streget ud - eller aldrig blevet beskrevet, eller blevet væk.
Hvordan stopper man krigen, når forældelsesfristen er latterlig afstumpet, og mennesket selv skal kunne bære bevisbyrden på sine skuldre? Er det for meget at bede om at få fred og frihed?
Jeg drømmer om, at mennesker der vokser op i statens varetægt, bliver anerkendt som mennesker uden besættelsesmagt og får en afslutning på grusomheder fra deres barndom.
Det er på tide, at vi markerer frihed og uafhængighed for hvem, der er vokset op med en personlig krig. En systemisk krig.
Ved at fjerne bevisbyrden og ændre forældelsesfristen betyder det ikke, at krigen ikke skete - det betyder blot, at vi får frihed og fred.
Tak