Skip to content

Charlotte Broman Mølbæks tale ved demonstrationen "Nok er nok"

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Charlotte Broman Mølbæk
Politiker, Socialistisk Folkeparti

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads

Omstændigheder

Talen blev holdt ved demonstrationen 'Nok er nok', hvis formål var at opildne til at fjerne forældelsesfristen og ændre bevisbyrden for anbragte børn og unge. 

Tale

Kære medborgere, kære børn og unge, pårørende, fagfolk, ildsjæle og medkæmpere

Tak fordi I står her i dag.

Tak fordi I bruger jeres stemme for dem, der alt for længe ikke er blevet lyttet til.

Vi står her i dag, fordi Danmark svigter. Fordi vores fællesskab – det fællesskab, der skulle bære og beskytte de mest udsatte børn og unge – i alt for mange år har kigget den anden vej. Fordi vi stadig ser eksempler på børn, der bliver fjernet fra hjem med vold og misbrug – og placeret et andet sted, hvor volden og svigtet fortsætter i nye klæder.

Vi ved det jo godt: Det er ikke nyt. Det er ikke første gang.

Vi har historien med os – og den er desværre fyldt med mørke kapitler.

Vi kender historierne fra Godhavn-drenge, som i årevis blev slået, ydmyget, medicineret og gjort tavse. Drengene, der i årtier blev ladt i stikken – og først alt for sent fik en undskyldning. Og i dag ved vi, at det ikke kun var Godhavn. 

Vi kender historierne fra kvindehjemmene og pigehjemmene, hvor unge piger blev tvangssteriliseret, kontrolleret og nægtet skolegang. Hvor systemet blev til en trussel – ikke en hjælp.

Når et barn må anbringes væk fra mor og far er det i sig selv en ulykkelig situation. Det er et barn der har en masse svære oplevelser med sig og derfor er det afgørende, at barnet oplever varme, omsorg og tryghed baseret på stærk faglighed det nye sted, man skal bo. At man stille og roligt kan finde ro og tillid til de mennesker, der skal passe på en. Alt andet er fuldstændig uacceptabelt!

Desværre er svigt, vold og overgreb ikke kun er noget, der hører fortiden til.

Vi ser døgninstitutioner, hvor overgreb stadig finder sted. Hvor unge bliver isoleret, fastholdt og mødt med uberettiget magtanvendelse – ikke omsorg. Vi har eksempler på anbringelser, hvor unge piger udnyttes af en voksen, der er ansat til at passe på dem. 

Vi ser anbringelser, hvor ingen har tid til at lære barnet at kende. Hvor personalet ikke er uddannet til at håndtere traumer. Hvor det, der skulle være en ny begyndelse, bliver endnu et svigt.

Det her er ikke kun en enkeltstående fejl. Det er også strukturelt svigt. Det er et system, der sætter økonomi over omsorg. Der sætter standarder uden at sikre kvalitet. Der sender børn væk – og glemmer at følge op.

Og det stopper ikke, medmindre vi gør noget. Det stopper ikke, medmindre vi kræver det.

I SF siger vi: Nok er nok.

Vi kræver
  • At forældelsesfristen fjernes, så dem der blev udsat for overgreb før i tiden kan tage kampen i vores retssystem, når de er klar til det!
  • At børn og unge får reelle klagemuligheder, og at de bliver taget alvorligt – hver gang. Også når man er blevet voksen og klar til at klage. Bevisbyrden ændres, så vi ikke pålægger sårbare børn, der var i en meget svær situation om at løfte hele bevisbyrden.
  • At vi sikrer mere kvalitet i anbringelse. At der indføres nationale kvalitetsstandarder for ALLE døgninstitutioner og opholdssteder – så det ikke er postnummeret, der afgør, hvilken barndom du får.
  • At der føres uvildigt og uanmeldt tilsyn – ikke bare hvert 3. år, men regelmæssigt, og med børnene i centrum.
  • At vi investerer i uddannet personale, der kender til traumer, omsorgssvigt og pædagogik – og at der er tid og hænder nok til det menneskelige arbejde.
 
Det handler om værdighed. Det handler om rettigheder. Det handler om børn – og retten til en tryg barndom.

Vi i SF vil have, at alle anbragte børn og unge får det, alle børn har brug for: Tryghed og omsorg. Tilstedeværende voksne. En stabil hverdag. En fremtid.

Og lad os sige det helt klart: En anbringelse skal aldrig være en straf. Det skal være et nyt kapitel. En chance for at blomstre. For at blive mødt som menneske – med respekt og kærlighed.

Vi kan ikke ændre fortiden – men vi kan tage ansvar for nutiden. Og vi kan sikre, at fremtidens børn ikke skal stå til demonstration og råbe på hjælp.

Så lad os råbe det herfra: Stop svigtet. Skab tryghed. Nu.

Tak fordi I står sammen i dag.

Tak fordi I kæmper – for børnene, for retfærdigheden og for et anstændigt samfund.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags

Relateret