[Bjørn Christiansen]:
Når jeg står her oppe på scenen og kigger ud på alle mine bikebrødre, kan jeg ikke lade være med at blive rørstrømsk.
Det er så fantastisk at se den kæmpe opbakning, der er i bikerverdenen! Der er ikke mange steder i verden, hvor der er så stort et sammenhold som det, vi har i vores subkultur.
Tusind tak til jer alle sammen!
Og en særlig tak til de organisationer og foreninger, der støtter op om denne vigtige sag. For det er en vigtig sag.
Når jeg står her oppe på scenen og kigger ud på alle mine bikebrødre, kan jeg ikke lade være med at blive rørstrømsk.
Det er så fantastisk at se den kæmpe opbakning, der er i bikerverdenen! Der er ikke mange steder i verden, hvor der er så stort et sammenhold som det, vi har i vores subkultur.
Tusind tak til jer alle sammen!
Og en særlig tak til de organisationer og foreninger, der støtter op om denne vigtige sag. For det er en vigtig sag.
Det handler om de børn, der er anbragt, har været anbragt, og dem, der bliver anbragt. Det handler om deres grundlæggende rettigheder, som er på spil i dag. Deres rettigheder er desværre elendige, og i dag kræver vi forbedringer.
Vi taler ofte om, hvem der er de mest sårbare i vores samfund. Jeg vil vove at påstå, at et barn, der er blevet fjernet fra sit hjem og placeret af staten, absolut er blandt de mest sårbare i landet.
De har ikke selv valgt denne skæbne – de er født ind i den, og de får ikke den kærlighed, som alle børn har krav på.
Når staten tager ansvaret for disse børn, er det et stort ansvar, som de desværre ikke altid lever op til.
I dag kræver vi, at de tager ordentligt ansvar!
De har ikke selv valgt denne skæbne – de er født ind i den, og de får ikke den kærlighed, som alle børn har krav på.
Når staten tager ansvaret for disse børn, er det et stort ansvar, som de desværre ikke altid lever op til.
I dag kræver vi, at de tager ordentligt ansvar!
Vi kan ikke forvente, at et barn kun har fem år til at stille staten til ansvar for deres handlinger.
Derfor lægger vi nu pres på for at fjerne forældelsesfristen på 5 år helt for de anbragte.
Derfor lægger vi nu pres på for at fjerne forældelsesfristen på 5 år helt for de anbragte.
Jeres stemmer er så vigtige! De er med til at gøre en kæmpe forskel for vores mest sårbare børn i Danmark.
Siden demonstrationen sidste år er vi nået langt – men kun fordi vi står sammen – og det gør vi igen i dag.
Siden demonstrationen sidste år er vi nået langt – men kun fordi vi står sammen – og det gør vi igen i dag.
Siden sidste demonstration har vi haft møder inde på Borgen, fordi der er politikere, der er enige i, at vi skal forbedre de anbragtes rettigheder.
Den 22. i denne måned har vi fortræde for Social- og Retsudvalget, og i juni kommer vores høring, hvor vi har samlet et ekspertpanel, så vi kan synliggøre det enorme problem, vi har, når børn anbringes på institutioner.
Den 22. i denne måned har vi fortræde for Social- og Retsudvalget, og i juni kommer vores høring, hvor vi har samlet et ekspertpanel, så vi kan synliggøre det enorme problem, vi har, når børn anbringes på institutioner.
Desværre har den siddende regering valgt at skære ned på tilsynet.
I stedet for at besøge institutionerne én gang om året, skal de nu kun besøge dem hvert tredje år. Det er absurd at tænke på!
Mange af de børn, der er blevet anbragt, er allerede ude igen inden 3 år, men i den tid kan de have været igennem massivt omsorgssvigt.
I stedet for at besøge institutionerne én gang om året, skal de nu kun besøge dem hvert tredje år. Det er absurd at tænke på!
Mange af de børn, der er blevet anbragt, er allerede ude igen inden 3 år, men i den tid kan de have været igennem massivt omsorgssvigt.
"Børn har ret til at blive hørt," siger de. Men de lytter jo ikke!
Den siddende regering ønsker at tvangsfjerne flere børn – men til hvad? Til dårlige rettigheder?
Jeg vil vove at påstå, at folk, der sidder i fængsel, har bedre rettigheder end børn, der bliver anbragt på institutioner.
Det vil vi ikke finde os i!
Den siddende regering ønsker at tvangsfjerne flere børn – men til hvad? Til dårlige rettigheder?
Jeg vil vove at påstå, at folk, der sidder i fængsel, har bedre rettigheder end børn, der bliver anbragt på institutioner.
Det vil vi ikke finde os i!
Derfor vil jeg gerne give en kæmpe tak til alle jer, der er mødt op her i dag – organisationer, frivillige foreninger, bikere og alle de anbragte børn, både fortidens, nutidens og fremtidens.
Tak til mine brødre i Loud'N'Proud og De Anbragtes Alliance, som har givet mig æren af at stå i spidsen for denne sag.
Tak til mine brødre i Loud'N'Proud og De Anbragtes Alliance, som har givet mig æren af at stå i spidsen for denne sag.
En særlig tak til min elskede far, som også var anbragt og fik stjålet ni år af sin barndom på åndssvageanstalter og sinkehjem, til trods for at han blot var ørebarn.
Jeg synes, vi skal give hinanden en kæmpe klapsalve for alt det, vi står for!
Jeg vil gerne give en gammel ven, ordret ”Erik Clausen” – æret være hans minde – et særligt tak.
Han har skrevet forordet i min bog, jeg har skrevet om min fars liv: En redningskrans af bly.
Han har skrevet forordet i min bog, jeg har skrevet om min fars liv: En redningskrans af bly.
Men denne indspilning vil jeg give ordet til min far.
[Lydklip]:
Ingen af dem havde haft nogen at løbe hen til, når de havde brug for trøst. Der havde ikke været nogen, der tog dem op og krammede dem kærligt. Der havde ikke været nogen, der passede på dem. De måtte overleve så godt, de kunne. De fik hverken opmærksomhed eller berøring fra voksne, som andre børn fik, kun i form af straf. De voksne var der ikke til at guide dem i de rigtige retninger. Måske de andre børn også havde et stort sort hul indeni, et hul der aldrig blev fyldt med kærlighed, omsorg, anerkendelse, og alle de ar på sjælen, der blev påført ham af systemet, måtte nogle af de andre børn vel også have. Ja, hvordan kan Bjørn skrive så godt, når han i almindelighed ikke er forfatter, men tømrer? Det er fordi, Bjørn har været én af så meget, vrede af så meget kærlighed - netop den blanding der gør en kreativ. Og hvor er det, der vil ud, skal ud, på trods af omstændighederne, på trods af at det også er dramatisk, deprimerende, og chokerende stof. Hans far bliver født under nogle omstændigheder, der er så forfærdelige og sørgelige, og bliver anbragt - ja, ordet anbragt går igen. Han bliver usynliggjort, væk fra samfundet og den almindelige familie, ind på en hylde af smålighed; en tilværelse hvor man bedst kan klare sig med de bare næver for at finde en plads i hierarkiet. Bjørns fars kamp bliver en kamp for at komme væk fra usynligheden og blive synlig i det såkaldte almindelige samfund - at blive accepteret som et menneske. Hele udviklingen af denne historie er bragende godt fortalt, en fortælling der gør os allesammen klogere. Det er ikke altid sagsmapperne, der gør os klogere, der er mennesket, altid skildret som et problem og ikke nødvendigvis som en mulighed. Det er fortællingerne, der gør os klogere, fordi de indeholder det hele, og det gør Bjørns fortælling om sin far. Jeg ville ønske, der var flere, der gjorde det samme.
Ingen af dem havde haft nogen at løbe hen til, når de havde brug for trøst. Der havde ikke været nogen, der tog dem op og krammede dem kærligt. Der havde ikke været nogen, der passede på dem. De måtte overleve så godt, de kunne. De fik hverken opmærksomhed eller berøring fra voksne, som andre børn fik, kun i form af straf. De voksne var der ikke til at guide dem i de rigtige retninger. Måske de andre børn også havde et stort sort hul indeni, et hul der aldrig blev fyldt med kærlighed, omsorg, anerkendelse, og alle de ar på sjælen, der blev påført ham af systemet, måtte nogle af de andre børn vel også have. Ja, hvordan kan Bjørn skrive så godt, når han i almindelighed ikke er forfatter, men tømrer? Det er fordi, Bjørn har været én af så meget, vrede af så meget kærlighed - netop den blanding der gør en kreativ. Og hvor er det, der vil ud, skal ud, på trods af omstændighederne, på trods af at det også er dramatisk, deprimerende, og chokerende stof. Hans far bliver født under nogle omstændigheder, der er så forfærdelige og sørgelige, og bliver anbragt - ja, ordet anbragt går igen. Han bliver usynliggjort, væk fra samfundet og den almindelige familie, ind på en hylde af smålighed; en tilværelse hvor man bedst kan klare sig med de bare næver for at finde en plads i hierarkiet. Bjørns fars kamp bliver en kamp for at komme væk fra usynligheden og blive synlig i det såkaldte almindelige samfund - at blive accepteret som et menneske. Hele udviklingen af denne historie er bragende godt fortalt, en fortælling der gør os allesammen klogere. Det er ikke altid sagsmapperne, der gør os klogere, der er mennesket, altid skildret som et problem og ikke nødvendigvis som en mulighed. Det er fortællingerne, der gør os klogere, fordi de indeholder det hele, og det gør Bjørns fortælling om sin far. Jeg ville ønske, der var flere, der gjorde det samme.
Ja omsorgssvigt og omsorg, de ord minder lidt om hinanden, på den ene måde er man svigtet af samfundet og omsorg, ja det har man sgu ikke haft ret meget af, men i dag har jeg det sådan, så hvis jeg ikke tager min antidepressive medicin, så ryger jeg ind på den lukkede, sådan har jeg det i dag… lige pludselig kan man ikke huske hvad man… jeg har fået så mange elektrochok, så hjernen den er brændt af tror jeg… så … men jeg vil bare sige tak fordi jeg måtte komme på scenen og så vil jeg sige tak til alle dem som deltager i dag, jeg synes det er vigtigt, at staten og folketingsmedlemmerne og der bliver nogle flere der kan lave om på loven, så på forhånd tak