Skip to content

Den nordiske velfærdsmodel

Foto: Leif Jørgensen. Wikimedia Commons
Den nordiske velfærdsmodel
Den nordiske velfærdsmodel er kendetegnet ved et stort sikkerhedsnet og en høj miminumslevestandard, der opnås gennem forskellige sociale ydelser og -rettigheder. For at opretholde velfærdsstaterne betaler indbyggerne i de nordiske lande typisk en stor del af deres indkomst i skat, ligesom virksomheder, formuer og arv typisk også beskattes højere end i lande med andre velfærdsmodeller. 

Niveauet og omfanget af borgernes velfærdsrettigheder og -ydelser samt den skatteprocent, de skal betale, er forskelligt landende imellem, ligesom de løbende undergår ændringer inden for landene.

Diskussionen om de nordiske velfærdsstater
I de nordiske lande er diskussionen om velfærdsstatens størrelse, ydelser, udbredelse og økonomiske omkostning omdrejningspunktet i den politiske debat. Her har vi samlet taler fra debatterne i de skandinaviske lande, Danmark, Sverige og Norge, fra begyndelsen af 2000-tallet til i dag.  

Danmark


I Danmark har spørgsmål om velfærdspolitikken i 2000-tallet særligt drejet sig om tre emner: 

Hvilke sociale ydelser skal tilbydes?

I Danmark er langt de fleste hospitaler, skoler, daginstitutioner mv. offentlige institutioner under staten. En løbende diskussion er, hvilke områder velfærdsstaten skal dække, og hvilke områder der skal fungere på markedsvilkår. Typiske eksempler er, hvorfor sygevæsenet og skolerne er gratis, mens tandlæge og daginstitutioner ikke er.

I 2024 holdt gymnasieelev Malthe de Leschzky Kofoed Caspersen tale ved Nordisk Talefest, hvor han argumenterede for, at "Fri tandpleje underlagt sygesikring er ikke blot en fordel for individet, det er en investering i vores fælles velfærd og helse."

I 2020 holdt Henrik Dahl fra Liberal Alliance nytårstale til kulturen, hvor han argumenterer for, at kulturen skal kunne klare sig på markedsvilkår. Han mener, at der er brug for kultur, men ikke kultur "der er marineret i statsstøtte". 

I anledningen af 1. maj holdt formanden for socialdemokratisk ungdom, Katrine Evelyn Jensen tale om en differentiering af pensionsladeren, så dem, der "får debut på arbejdsmarkedet i en sen alder, skal arbejde længere end den smede – eller tømrerlærlingen, som startede med at snøre sikkerhedsskoene som 16-årig."

Hvem har ret til sociale ydelser? 


En anden stor diskussion går på, hvem der er berettiget til at modtage sociale ydelser. I den danske diskussion bliver særligt indvandrere og flytninge udpeget som grupper, der er mindre berettiget end andre, men diskussioner om "dovne førtidspensionister" og studerende, der bruger deres SU på café, fylder også ofte i debatten. Derfor er der også en antagelse om, at det for disse grupper er et valg at være arbejdsløse, og der bliver løbende lavet ny lovgivningr, der skal lokke og/eller tvinge disse grupper ud på arbejdsmarkedet.

I 2025 holdt Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti en grundlovstale, hvor hun sætter spørgsmålstegn ved legitimiteten af den førtidspension, som den gruppe, hun betegner "indvandrere", modtager. Hun har fået "den mistanke, at der sidder en del socialrådgivere med indvandrerbaggrund og lader det passere igennem."

I 2025 holdt formanden for det Konservative Folkeparti Mona Juul tale ved partiets årlige landsråd. Her tordnede hun mod bl.a. mod modtagerne af førtidspension. Ifølge Mona Juul, findes der tre grupper af førtidspensionister, hun vil gøre noget ved: de unge – de skal hjælpes, indvandrere – dem skal der stilles krav til, og de kriminelle – der slet ikke skal have førtidspension. 

I sin grundlovstale fra 2021 talte næstformand i Socialdemokratiet Mogens Jensen bl.a. om vigtigheden i at "alle får en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet" for at kunne finansere velfærdssamfundet. Han præciserede, at "Det gælder ikke mindst de alt for mange borgere og efterkommere med indvandrerbaggrund, som desværre stadig er uden for arbejdsmarkedet, og dermed ikke kan sikre egen forsørgelse." 


Hvilket menneskesyn afleder velfærdsstaten?

Den tredje store diskussion går på, hvorvidt det er sundt og godt for mennesker, at blive understøttet af en stat, og hvorvidt velfærdsstaten reducerer sine borgere til udgifter og indtægter. 

I 2024 taler Fransiska Mannerup på Ungdommens Folkemøde i sin rolle som forkvinde for De Anbragtes Vilkår. Her fortæller hun om, hvordan anbragte børn måles som en udgift i velfærdsstaten, og derfor ikke modtager SU og endda bliver modregnet i deres "udgifter", hvis de tjener penge på et fritidsjob. Selvom hun ikke siger det eksplicit, er talen et eksempel på en kritik af, hvordan mennesker tingsliggøres og bliver omdannet til tal i velfærdsregnestykket. 

I en grundlovstale i 2025 taler politikeren Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance om, hvordan hun mener, at velfærdsstaten gør de borgere, der modtager velfærdsydelser, en bjørnetjeneste ved ikke at stille krav til dem. Hun mener, det er uværdigt, da værdighed i følge hende udspringer af at få tildelt ansvar. 

































Norge


Siden 2000 har velfærd været et centralt tema i norsk politisk retorik. Talerne fra denne periode viser blandt andet et samfund, som stadig vender tilbage til tre hovedspørsmål: Hvor kommer velfærden fra, hvordan skal den fordeles, og hvad er truslen mod velfærden?

Hvor kommer velfærden fra?

Kong Harald fremhæver tillid og arbejde som bærende elementer i det norske velfærdssamfund. "Det er kanskje tilfeldigheter som gjør at hver og en av oss lever her og nå. Men det er ikke tilfeldigheter som har skapt det samfunnet vi alle nyter godt av. Det skyldes våre holdninger og den tillit vi har til hverandre. At vi har vært villige til å arbeide og dyktige til å skape arbeidsplasser."

I en tale ved fejringen af Norges 50-årsjubilæum som olienation i 2016 knyttede daværende statsminister Erna Solberg samtidens velfærd til olieeventyret: “I år er det et halvt århundre siden boreplattformen Ocean Traveler gjennomførte den aller første leteboringen på norsk kontinentalsokkel. Brønnen viste seg å være tørr. Men de neste årene ble det gjort en rekke store funn. Norge ble en oljenasjon. Det la grunnlaget for styrkingen av velferdsstaten slik vi kjenner den i dag.”

Hvad er truslen mod velfærden?

I en tale 1. maj 2019 taler Sofie Marhaug om presset på velfærdsstaten, der i følge hende skyldes øget ulighed og kapitalflugt. “Den største trusselen mot velferden er nemlig ikke arbeiderne som skaper den. Det er heller ikke flyktninger som kommer hit på grunn av klimaendringer, krig og konflikter -- forhold som Norge har vært med å skape gjennom massiv oljeutvinning og nådeløs bombing av land som Libya og Afghanistan. Nei, den største trusselen mot velferden er tvert imot skatteflyktningene.”

I Hanne Bjurstrøms tale til Velferdskonferansen 2011 udlægger hun to modsatte syn på fremtiden for Norges velfærdssamfund. “Den første observasjon er av NHO som startet året med å beskrive Norge som å være i en såkalt velferdsfelle. De gir et krisescenario hvor det norske velferdssamfunnet nærmest vil drive inn i undergangen på tre dystre bølger: en eldrebølge, en immigrasjonsbølge og en trygdebølge (...) Den andre observasjonen er at World Economic Forum har akkurat nå sin årlige samling av kjendiser og finansfyrster i Davos. Der diskuterer de hvorfor det går så bra med Norden. Med det føyer de seg til forskningen som viser at stor skattefinansiert offentlig sektor, velferdsordninger som omfatter hele befolkningen og en sterk fagbevegelse, ikke undergraver konkurranseevne og verdiskapning.”

















Sverige


En af de store debatter om velfærdspolitik i Sverige har siden 90’erne været spørgsmålet om privatisering og profit af velfærd. Privatiseringen af offentlige velfærdstjenester indledtes i begyndelsen af 90’erne, da den daværende borgerlige regering åbnede op for friskoler og andre aktører inden for pleje og omsorg. Selve debatten om profit af velfærd skulle dog lade vente på sig til 00’erne, og i dag er den som en af de mest fremtrædende politiske konflikter. 

Profit af velfærd

Profit af velfærd tages fx op i 1. maj-talen af Magdalena Andersson fra 2023, Lars Ohlys tale på folkemødet i Almedalen fra 2011 – ja, i næsten alle slags politiske taler. Statsminister Stefan Löfven meddelte i sit regeringsgrundlag i 2017, at hans regering samme år ville fremlægge forslag til, hvordan profitterne skulle begrænses. 

Disse diskussioner sker ofte på baggrund af medieskandaler, om private velfærdsvirksomheder, som har misrøgtet borgere. Den måske mest omdiskuterede er Carema-skandalen, som omtales i mange taler, bl.a. Jonas Sjöstedts sommertale fra 2014 og Göran Grejders 1. maj-tale fra 2012 . Trods dette er den svenske velfærd stadig i ret høj grad privatiseret, hvad angår skole, sundhed og omsorg.

I de senere år er holdningen til profit af velfærd delvist vendt, og en voksende del af den svenske befolkning ønsker at begrænse muligheden for at tage profit ud af fx skoler. I denne periode er også et andet problem med profit af velfærd blevet fremhævet: at kriminelle aktører har startet velfærdsvirksomheder såsom plejehjem. Dette problem tages op af venstrepartiets leder Nooshi Dadgostar i hendes tale på folkemødet i Almedalen fra 2025.


*Dette tema er en del af vidensprojektet Norden og Verden og er udviklet i samarbejde med Foreningen Ta' Ordet og Uppsala Universitetet.