Min papbror Lasse og jeg er begge to født i 1996. Vi har gået i samme folkeskoleklasse.
Efter 9.klasse gik Lasse i lære som smed og siden da har han arbejdet i metalindustrien. Jeg selv tog først forbi gymnasiet og senere universitetet. Jeg trådte først ud på arbejdsmarkedet, da jeg var 25 år gammel. 9 år efter Lasse.
Lasse og jeg elsker begge vores arbejde. Men de er vidt forskellige. Allerede nu kan Lasse mærke det i ryggen og skuldrene, for han arbejder i akavede stillinger med hænderne over hovedet hele dagen, når han svejser i skibscylindere eller landbrugssiloer. Mit arbejdsliv er helt anderledes stillesiddende og fleksibelt.
Hele den her tale skal ikke handle om, hverken Lasse eller jeg. Men vores historie illustrerer på bedste vis den enorme forskel og ulighed, der er, når det kommer til pension. For Lasse og jeg har samme pensionsalder, men statistisk set vil vores seniortilværelse se vidt forskellig ud.
Det er næsten hver 2. akademiker, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen. Det er under hver 5. ufaglærte og faglærte. Mange ufaglærte eller faglærte er nødt til at trække sig før folkepensionen, fordi kroppen simpelthen ikke kan holde til mere.
Og mens 20% af akademikerne har råd til at selvpensionere sig selv 5 år før folkepensionsalderen, så er de sidste år af arbejdslivet for alt for mange ufaglærte og faglærte fyldt med daglige smerter, et stort indtag af piller og usikkerhed omkring tilværelsen. Det er ikke retfærdigt.
Næste år fylder Lasse og jeg begge 30 år. 30 år markerer en frygtelig statistik, når vi taler om pension. For der er enormt stor forskel på, hvor længe vi kan se frem til at leve i Danmark. Er du en ufaglært mand på 30 år så kan du se frem til et liv, der er 8 år kortere end en 30-årig mandlig akademiker. 8 års forskel. I Danmark. Et af verdens mest lige lande.
Det kan vi simpelthen ikke leve med! Vi kan og skal skabe et mere retfærdigt pensionssystem, hvor alle uanset ens arbejdsliv har udsigt til en tryg og værdig seniortilværelse!!
Det passer ikke, når blå politikere prøver at bilde os ind, at der ikke er råd til både at skabe et stærkere forsvar og et mere retfærdigt pensionssystem. Danmark er et af verdens rigeste og økonomisk stærkeste lande. Og i øvrigt er det som at blande pære og bananer sammen, når vi taler forsvar og pension.
Forsvarsinvesteringerne skal foretages her og nu, mens en ændring i pensionssystemet først vil have betydning om 20 år. Pensionskommissionen har klart og tydeligt sagt, at vi kan sænke tempoet i stigningen af pensionsalderen uden, det vil have økonomiske konsekvenser for Danmark.
Men omvendt er vi også nødt til at være økonomisk ansvarlige – og derfor nytter det heller ikke noget, at partier som Enhedslisten siger, at vi bare kan stoppe pensionsalderen ved 70 år. Det vil få det danske velfærdssamfund til at bryde sammen. Men der skal være bedre balancer!
For det er også rimeligt, at os, der uddanner os i længere tid og først får debut på arbejdsmarkedet i en sen alder, skal arbejde længere end den smede – eller tømrerlærlingen, som startede med at snøre sikkerhedsskoene som 16-årig.
Vi kan og skal skabe et mere solidarisk pensionssystem, hvor vi i højere grad tager hensyn til alle dem, der har de hårdeste jobs. For at behandle folk lige skal man nogle gange behandle folk forskelligt.
Derfor skal vi styrke Arne-pensionen. Man skal stadig kunne træde tilbage som 64-årig på Arne-pensionen, selvom vi hæver pensionsalderen. Altså skal man fortsat have ret til at gå på tidlig pension, når man har været 43 år på arbejdsmarkedet, selvom vi hæver pensionsalderen. Det vil jeg kæmpe for, hvis jeg bliver valgt til Folketinget.
Vi skal også sikre et markant bedre arbejdsmiljø med investeringer i teknologier og hjælpemidler, der kan hjælpe med at forebygge nedslidning. Vi skal give endnu bedre muligheder for at skifte spor senere i livet. Og så skal vi have de 338.000 voksne danskere, der ikke sparer op til pensionen med. For ingen skal leve en tilværelse som fattig pensionist.
I 2019 da Socialdemokratiet igen fik danskernes tillid til at lede vores land, så var det på grund af Arnepensionen. Det var fordi, at vi endelig adresserede den enorme utryghed, der er for mange mennesker, når de kigger frem mod deres pensionstilværelse. Vi håber på at få danskernes tillid igen engang, når der kommer et nyt folketingsvalg og en af de vigtigste mærkesager bliver at tage de næste skridt for at skabe et mere retfærdigt pensionssystem.
Vi skal passe langt bedre på dem, der hver eneste dag går på arbejde for at bygge vores land. Dem, der sørger for, at vi andre kan gå på arbejde eller i skole i rene bygninger. Dem, der passer de ældste på plejehjemmene. Dem, der sørger for, at der er kød og mælk i køledisken. Alle dem, som har de hårdeste, mest fysisk krævende arbejdsliv med skæve arbejdstider, løft, nattearbejde og varme-kuldepåvirkning.
Det fylder for lidt i vores bevidsthed, at der er så stor forskel på vores arbejdsliv. Men det skal frem i lyset og alle landets ufaglærte og faglærte skal anerkendes langt mere for deres store indsats for vores samfund.
I fremtiden skal det være sådan, at uanset om man hedder Katrine eller Lasse – om man er ufaglært eller akademiker – uanset om man er mand eller kvinde, så kan man trygt se frem mod et værdigt og godt seniorliv.
Tak for ordet her på 1. maj!