Kære alle sammen.
Hvor er det dejligt at se jer. I er mange. Det er skønt. Og hvor er det livsbekræftende at tænke på, at selvom I lige nu sidder på lige rækker og ser lidt ens ud her i mørket. Så er I alle forskellige.
Hver og en af jer har lige præcis jeres livshistorie. Lige præcis jeres drømme. Alle har sikkert kæmpet med noget. Og jeg tror også godt, vi kan regne med, at når I sidder her – så har I stræbt efter at passe jeres arbejde, tjene jeres egne penge. Tage jer af jeres nærmeste.
Og I har betalt jeres skat.
Selvom vi nok godt kan blive enige om, at den er for høj.
I er ordentlige mennesker med styr på jeres. Og I forventer med rette også, at staten har styr på sit.
Mine damer og herrer: I er kommet til det rigtige sted.
Velkommen til Det Konservative Folkepartis Landsråd.
***
Jeg vil gerne fortælle lidt om en mand, der hedder Henning.
Henning blev født på en gård i Føvling i Østjylland som den ældste af tre brødre. Han kom til verden året før Danmarks befrielse. Voksede op i efterkrigsårene og var på mange måder en helt almindelig dreng.
Han fik en hel del tørre tæsk. Og i skolen sagde de, at det der med bøger nok ikke lige var ham.
Men Henning lod sig ikke sådan slå ud. Han fik en læreplads som gartner. Siden kom han i forsvaret og aftjente sin værnepligt.
1Henning var det man ville kalde en laps i de unge år. Han gik til bal om aftenen, hørte musik.
Og så mødte han sit livs store kærlighed … Karen.
Henning og Karen fik to børn. En pige og en dreng. Og så vidste Henning godt, at nu skulle der leveres, for det er ikke gratis at have ansvar for en familie.
Gartneriet, hvor han var ansat, kørte dårligt økonomisk. Så Henning tog en rask beslutning, tog det store kørekort og blev lastbilchauffør.
Men allerede tidligt i familiens liv kom der mørke skyer på himlen.
Hennings elskede hustru fik en alvorlig kronisk sygdom. Selvom der ikke var noget, Karen hellere ville end at passe sit arbejde, så var der til sidst ikke andre muligheder end en førtidspension.
Henning stak ikke halen mellem benene. Han smøgede ærmerne op og arbejdede lidt mere, lidt længere. For man passer på dem, man elsker, og man passer på de børn, man har sat i verden.
Et af de børn, Henning satte i verden, det er mig.
Henning Juul Kristensen er min far.
Og han sidder lige dernede.
***
Ingen er som min far. Og alligevel er Henning og hans historie et godt billede på et helt almindeligt menneskeliv i Danmark. Man går på arbejde, man betaler sin skat og passer på sin familie.
I den virkelige verden er der regninger, der skal betales. Børnene skal have nye sko. Budgettet skal gå op. Man giver en hånd med i den lokale fodboldklub eller tager en tjans i bestyrelsen i grundejerforeningen.
I den virkelige verden, mister man sine kære. Eller skal på plejehjem. Måske har man indbrud i sit hus, eller brug for en ny hofte.
I den virkelige verden er der nok at se til.
Hverdagen er fuld af helt almindelige – og ualmindelige – ting.
Lige som Henning har gjort dag efter dag, år efter år – er der masser af danskere, der står op om morgenen og tænker, at det da godt kunne gå hen og blive en dejlig dag.
Efterårssolen skinner. Kaffen er varm. Der er rent vand i hanen. Lidt endnu, ihvertfald.
I den virkelige verden er det at arbejde en del af hverdagen. En del af livet.
Jeg tror, at langt de fleste går på arbejde med glæde. Det giver mening i tilværelsen at arbejde.
Det kan give stolthed. Personlig udvikling. Fællesskaber. Og det giver penge på kontoen.
Men der er også sure dage. Hvor man spilder den varme kaffe på sin nyvaskede skjorte. Hvor cyklen er punkteret. Den lille vågner med feber, lige den dag man havde et vigtigt møde. Og når man alligevel frem til mødet, opdager man, at man havde et birkeskorn siddende mellem tænderne under hele ens præsentation.
Det er det, man på jysk kalder: Træls.
Men på trods af al den modstand, får vi det alligevel til at hænge sammen.
Vi har styr på vores rundt om i de små hjem ude i den virkelige verden. I Danmark.
Så har staten vel også styr på sit? I ved - staten, der opkræver over halvdelen af vores løn. Hver eneste måned. År efter år.
Og det er jo ikke fordi, staten mangler penge.
Finansministeren finder nye milliarder hele tiden.
Statens lommer bugner. Af dine penge.
Bliver jeres penge brugt godt nok?
Hvad tænker du, Henning?
Hvad tænker I?
***
Det synes jeg ikke altid, de gør.
Der er rigtig mange eksempler på, at dine skattekroner bliver brugt forkert.
Listen er lang. Der er mange eksempler, som kan få selv den mest loyale skattebetaler til at
miste modet:
Folkeskolen. En af vores samfunds vigtigste dannelsesinstitutioner. Men der er flere og flere elever, der ikke kan læse og regne, når de forlader folkeskolen. Knap 12 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasse dumpede enten dansk eller matematik ved afgangsprøverne for to år siden.
Der er beretninger om vold mod både elever og lærere. Der er uro. Fravær. For mange vikarer.
Og et stigende antal børn, der ikke kommer i skole i måneder eller år.
Flere forældre – og lærere – er så bekymrede, så magtesløse, at de vælger folkeskolen fra. Og tilvælger en privatskole.
Vi har en undervisningsminister, der profilerer sig på, at han vil genindføre den gode gamle bog i folkeskolen. 540 millioner kroner fra fælleskassen satte han af til indkøb af nye skolebøger.
Det jublede jeg over. Bøger betyder dannelse. Fordybelse. Og det kan vi lide.
Men min jubel stoppede. Brat. For det viser sig, at over halvdelen af de millioner gik til.
Ja, hvad tror I?
Administration.
Seks ud af ti kroner er forsvundet i administration, inden eleverne overhovedet ser skyggen af en bog ude i klasselokalerne.
Vi ville give børnene mere at læse i.
Men vi fik kun mere bureaukrati.
***
Også i retsvæsenet knager det. Ventetiden på retssager stiger og stiger. Vi ser mere selvtægt i samfundet. Fordi folk ikke har tillid til, at politiet kan hjælpe dem. Eller fordi døren til politiets opmærksomhed er for svær at skubbe op.
Og der er noget om snakken. Mere end halvdelen af betjente i politiet oplever, at sager henlægges uden reelt at være efterforsket. Næsten hver fjerde betjent siger, at det også sker i sager med kendt gerningsmand.
Hvordan er det kommet dertil?
Der bliver ansat flere og flere bureaukrater i det offentlige på bekostning af politiets ressourcer. Det betyder, at politiet simpelthen ikke har tid til at rykke ud, når du har indbrud i dit hjem. I stedet bliver sagen ”vasket”.
Jeg troede kun, det var de beskidte underbukser, man vaskede.
Vi ser også en grøn omstilling, som – lad os være ærlige – det kun er regeringen, der tror på.
For mig at se, er den gået i stå. Samtidig bruger vi efterhånden alt for meget tid hver dag på at sortere affald i et voksende antal skraldespande.
Vi ser på tv og i statistikkerne, at bandemedlemmer går på bistand, mens du går på arbejde.
Vi får mere og mere volapyk i vores eBoks om sejlende ejendomsvurderinger eller uforståelige mellemregninger om vores skatteforhold.
Virksomhederne bliver overskyllet med regler og benspænd. Jeg har selv kæmpet med det i mine år i erhvervslivet. Det er ikke noget, der gavner hverken bundlinjen eller motivationen, skulle jeg hilse at sige.
***
Og så er der vores forsvar! Behøver jeg sige: Hvad sagde vi? Det er over tre et halvt år siden, at et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om at øge forsvarsudgifterne markant og leve op til vores NATO-forpligtelser.
Ja tak!
Det har vi slået på tromme for lige så længe, jeg kan huske. Det Konservative Folkeparti har altid og til alle tider stået på, at vi skal styrke forsvaret. Også i fredstider.
Vi indgår aftale på aftale om anskaffelse af materiel, men tre år efter at den oprustning blev sat i gang, kan vi stadig konstatere, at det står dårligt til i vores forsvar.
Der bliver holdt fine pressemøder i Forsvarsministeriet, men der er stadig ikke produceret en eneste granat.
Intet tyder, at vi har forbedret vores evne til at forsvare os selv på en måde, der imødekommer trusselsvurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Og Statsrevisorerne har for nyligt beskrevet, hvordan Forsvaret dumper på elementære sikkerhedsforhold. De konkluderer endda, at det flere steder er gået i den forkerte retning - trods et tiltagende trusselsbillede. Det hjælper sådan et pressemøde i Forsvarsministeriet altså ikke på.
Det kan vi ikke byde danskerne. Og det kan vi ikke byde vores sønner og døtre som tak for, at de vil forsvare vores land og vores frihed!
***
Alle grundpillerne i velfærdssamfundet slår revner: Folkeskolen. Retsvæsenet.
Sundhedsvæsenet. Forsvaret.
En klog, ung prinsesse har engang sagt det meget præcist:
”Er du helt væk?”
Ja. Vi er simpelthen kommet for langt væk.
Vi er kommet for langt væk fra danskernes hverdag.
Vi er kommet for langt væk fra balancen mellem menneske og stat.
Vi er kommet for langt væk fra den virkelige verden.
Samfundskontrakten er gået i stykker.
***
Hvad går dine penge så til?
Ja, en tredjedel af de penge, du betaler til fælleskassen, går til overførselsindkomster.
Det er blandt andet førtidspension.
Og netop den overførselsindkomst vil jeg gerne gå lidt i dybden med i dag. For den er et tydeligt eksempel på, at pengene bliver brugt forkert.
265.000 mennesker i Danmark er på førtidspension. Det er mere end en kvart million mennesker, og ikke-vestlige indvandrere fylder uforholdsmæssigt meget i den statistik.
For eksempel er to ud af tre irakere over 50 år på førtidspension. Det er alt for mange.
Der er også en del kriminelle, der får førtidspension.
Jeg behøver vel kun at nævne Fasar. Han er jo nærmest blevet billedet på, hvor galt det er gået.
Og på trods af, at han er på førtidspension, kan vi se, at han fint er i stand til at begå grov kriminalitet. Han burde jo aldrig have fået tilkendt førtidspension til at starte med.
En anden gruppe er de unge under 40. På ti år er det antal eksploderet. Mere end 40.000 unge under 40 år er i dag på førtidspension. Og langt de fleste unge bliver parkeret på førtidspension på grund af psykisk sygdom. Angst. Depression.
Det gør ondt at tænke på.
Man parkerer en bil. Man parkerer ikke et ungt menneske.
***
Hvordan er vi kommet dertil, at vi bare har givet op?
Det kan ikke passe, at kriminelle kan gå på førtidspension, mens du skal gå på arbejde. Eller at et ungt menneske bliver opgivet for evigt, fordi de lider af en psykisk sygdom.
Det har aldrig nogensinde været meningen med vores velfærdssamfund.
Elastikken i vores sikkerhedsnet er blevet strukket så meget, at den er blevet for slap.
Der er mange mennesker, der virkelig har ramt bunden i deres liv. Der lever på gaden med ubehandlede psykiske sygdomme. Børn, der vokser op i hjem uden rindende vand, og hvor tæsk og overgreb er daglig kost. Mennesker med omfattende handicaps. Det er indlysende, at vi skal hjælpe dem.
Det er de mennesker, sikkerhedsnettet skal gribe. Men når der bliver overfyldt i nettet, er der jo ikke stærke hænder nok til at holde det oppe, så brister det net, vi har spændt ud.
Det er tid til, at vi får ryddet op i førtidspensionerne. Så det er de rette mennesker, der får samfundets hjælp.
Formålet med førtidspensionen er jo prisværdigt: At dem der er for syge til at arbejde - dem der ikke kan klare sig selv – dem tager fællesskabet hånd om.
Men én ting er formålet. Noget andet er virkeligheden. For hvordan kan det gå til, at en kvart million er på førtidspension i Danmark?
Hvordan kan det gå til, at vi bruger flere penge på førtidspension end på hele retsvæsenet. End på folkeskolen. End på hele forsvaret.
54 milliarder kroner i 2024.
Næste år vil vi bruge næsten 62 milliarder kroner. Det er et tal, man næsten ikke kan forstå.
Ligesom man ikke kan forstå, at regeringen bare ser til, mens tallet vokser og vokser.
***
I Det Konservative Folkeparti ønsker vi et opgør med et system, der er løbet løbsk.
Det er svært at tro på, at en kvart million mennesker i Danmark er ude af stand til at arbejde.
Derfor foreslår vi en ambitiøs reform af området. Flere skal gribes tidligere, flere skal løftes ind i et arbejdsfællesskab og færre skal sammenlagt være på førtidspension.
Løsningen er en blanding af krav og hjælp.
Når unge mennesker kæmper med tilværelsen, skal de have hjælp i stedet for at blive placeret på livslang overførselsindkomst.
Når mennesker med ikke-vestlig baggrund udgør knap hver femte førtidspensionist, så skal vi turde stille krav.
Og når mennesker på førtidspension forsøger at komme tilbage på arbejdsmarkedet gennem et fleksjob, så skal de ikke rammes af bureaukrati og indkomstlofter. Så skal de bydes hjerteligt velkommen.
Lige nu er systemet ved at løbe løbsk. Næsten hver tiende dansker i den arbejdsdygtige alder er på førtidspension. Det er alt, alt for mange.
Derfor foreslår vi også, at 5.000 tilkendelser af førtidspension skal gås igennem. Hvert år. I de grupper, hvor vi ved, at der findes potentiale og er sket fejl.
Og det lyder barskt, når jeg står her og siger det højt. Det er kontroversielt. Det ved jeg. Men vi skal turde at gå systemet igennem.
***
For min mor, Karen – var førtidspensionen den aller-allersidste udvej. I kan bare spørge Henning. Min mor kæmpede til det sidste for at passe et job. I det mindste bare nogle timer om ugen.
Jeg kan huske, at jeg sammen med min far tog hen i den vuggestue, hvor hun gjorde rent. Og hjalp hende med støvsugeren og gulvmoppen, fordi hun var for syg til at klare det selv.
Førtidspension er til for dem, der ikke har andre muligheder. Det havde min mor ikke. Og det er der mange andre, der heller ikke har.
Dem skal sikkerhedsnettet gribe. Her gør vores skattekroner gavn. Dét er et fællesskab.
***
Vi foreslår at starte med at genåbne sagerne for tre grupper:
- De unge. Det kan ikke passe, at man giver op på 40.000 mennesker under 40 år. De skal have bedre hjælp.
- De ikke-vestlige indvandrere. Det kan ikke passe, at så mange har brug for førtidspension. De skal mødes med flere krav.
- Dem med en fængselsdom. For det kan ikke passe, at personer, som har forbrudt sig mod fællesskabet, skal leve af fællesskabet penge.
Vi skal have lavet systemet om. Vi skal stramme reglerne og praksis for tildeling af førtidspension. Kurven skal knækkes.
Vi kan spare milliarder. Af dine penge. Som kan bruges på folkeskolen. Politiet. På grøn omstilling. På at hjælpe de mange unge, der er parkeret på førtidspension – til at leve et bedre liv.
***
Og nu vi taler om milliarder. Sådan nogle har finansministeren jo mange af.
Ja, faktisk bugner hans lommer.
Der kommer hele tiden flere og flere penge.
Men det er altså ikke et-eller-andet magisk pengetræ, regeringen plukker pengene fra.
Det er dig, der bliver plukket. Det er dine penge.
Og hvis der hele tiden bliver fundet flere penge. Så er det fordi, danskerne bliver overbeskattet.
Det har jo aldrig været meningen med at betale skat.
I Det Konservative Folkeparti, der er vi imod overbeskatning.
8Derfor har vi også peget på nogle områder, hvor vi kan lette skatten.
Vi vil i alt lette skatten med over 19 milliarder kroner. Så du får lov at beholde flere af dine egne penge.
***
Den der arveafgift. Synes I, den er retfærdig? Hvis nu man er så heldig, at der er en arv. Er det så okay, at penge, du har tjent og betalt skat af – igen skal beskattes, når dine børn skal arve
pengene?
Jeg synes, det er usympatisk. Staten skal da ikke også tjene penge på dig, når du dør!
Vi vil fjerne arveafgiften helt.
***
Så er der beskæftigelsesfradraget. Det er godt, vi har det. Men der er et problem med det. For der er altså lidt lavt til loftet i det fradrag.
Og det loft rammer man hovedet op i, hvis man er en, der arbejder meget eller har kvalifikationerne til at få en høj løn.
Hvis man vælger at lægge en ekstra indsats – måske for at kunne spare op, komme på en ekstra ferie eller købe et nyt køleskab. Så skal man da ikke straffes og bankes i hovedet af et loft.
Det er urimeligt. Og det er også demotiverende.
Derfor vil vi bryde loftet over beskæftigelsesfradraget helt ned.
Danmark har brug for, at hårdtarbejdende danskere bliver belønnet.
***
Og så er der de der priser på mad. På det, vi lægger i indkøbsvognen. Det er blevet dyrt. Dyrere og dyrere.
Jeg synes, dine penge skal række længere, når du går på indkøb. Ikke kun, når du køber kaffe og chokoladeskildpadder. Men også når du køber broccoli og kartofler til aftensmaden eller agurk til ungernes madpakker.
Derfor vil vi fjerne momsen på frugt og grønt.
***
Min far hedder Henning. Måske hedder din far Niels. Eller Frederik. Eller Elias. Det er sådan set ikke så vigtigt, hvad vi hedder. Det vigtige er, at når du går på arbejde. Når du passer din syge kone. Når du forsørger de børn, du har sat i verden. Når du skaber et godt liv for dig selv og din familie. Og når du betaler til fællesskabet med din skat.
Så kan du forvente mere.
Vi skal forvente mere. Og det gør vi i Det Konservative Folkeparti.
Vi skal have mere for vores penge. Vi skal kunne regne med, at når vi går på arbejde og overholder vores del af samfundskontrakten. Så bliver vores penge brugt ansvarligt.
Så er der en folkeskole, vi er trygge ved at sende vores børn i.
Så kommer politiet, når vi ringer efter dem.
Så arbejder alle, som kan arbejde.
Og så ved vi, at samfundet altid griber de mennesker, som mister fodfæstet og ikke kan klare sig uden hjælp.
Det fortjener alle I, som går på arbejde.
Det fortjener alle I, som gennem et langt liv har bidraget til fællesskabet.
Det er mit projekt. Det er det, jeg vil arbejde for.
Det er retfærdigt. Det er ansvarligt. Og det er konservativ politik.
***
Og konservativ politik – det er noget, vi har på hylderne til det kommunal- og regionsrådsvalg, der er lige om hjørnet.
Valgkampen er allerede i fuld gang. Noget, jeg noterer mig, er venstrefløjens udbredte brug af ordet ”gratis”.
Da en overborgmesterkandidat gik ud med et kæmpe fad valgflæsk om gratis daginstitutioner – ja, så videreformidlede medierne det budskab ukritisk i deres overskrifter.
Ordet gratis blev ikke en gang sat i citationstegn.
Enhedslisten vil også have gratis medicin. Gratis tandlæge. Gratis dut og dat.
Men hør lige her. Der er ikke noget i vores velfærdssamfund, der er gratis. Der er nogen, der betaler.
I kommer ikke til at høre os i Det Konservative Folkeparti stå og tale om gratis goder. Det garanterer jeg.
Det er jo ikke et lotteri, vi betaler skat til. Hvor det er tilfælde og held, der afgør, om man får gevinst.
Sådan en valgkamp fører vi ikke. Hos os skal pengene passe. I Det Konservative Folkeparti står vi ikke på torvet og deler ud af de penge, som andre har tjent.
Nej, vi har konkret, konsekvent og konservativ politik.
Klimasikring.
Beredskab.
Tryghed.
Gode vilkår for erhvervslivet.
Ånd og dannelse.
Nærhed og omsorg.
Sundhed og ældrepleje.
***
Men kommunal- og regionsrådsvalget er lige om hjørnet.
Og jeg glæder mig så meget til at komme rundt i landet til november. Og besøge vælgerforeningerne.
For vi er et sindssygt stærkt lokalpolitisk parti.
Jeg tror, I er enige. Er I ikke?
***
Vi har 14 borgmestre. Og det antal har vi tænkt os at kæmpe for at beholde!
Og vi stiller med 1.084 stærke byrådskandidater.
Giv dem lige en hånd.
***
Vi står sammen. Og vi står fast.
Jeg er en stolt partiformand. Jeg er fuld af håb.
Jeg ved godt, at der skal knokles. Vi skal ud at stemme dørklokker. Vi skal tale med folk i alle vores byer. Vi skal være tydelige. Om vores politik. Og vores prioriteringer.
I 2021 fik Det Konservative Folkeparti et helt ekstraordinært godt valgresultat. Det var et øjebliksbillede af en særlig tid.
Og det er ikke bare grebet ud af den blå luft, når jeg siger, at det VAR ekstraordinært.
Vi skal 40 år tilbage i tiden, for at finde et bedre kommunalvalg end det, vi havde i ’21.
Tilbage til 1985. Det var dengang, statsministeren var konservativ og hed Schlüter. Og iøvrigt genoprettede Danmarks økonomi.
Selvom vi gerne vil, så når vi nok ikke det niveau i år. Men når stemmerne er talt op 18.
november, så tror jeg på, at vi står med et resultat, der vil ligge et godt stykke over vores nuværende landsgennemsnit.
Det vil være et godt resultat.
***
Jeg vil gerne sige en stor, stor tak til alle, der deltager i vores lokale demokrati.
Alle de frivillige. Som giver dyrebare timer af jeres liv. Til fællesskabet. Til partiet. Til det, vi
sammen tror på. Tak for jeres utrættelige indsats. Uden jer, er vi intet.
***
Alle jer fra Konservativ Ungdom. I er bare fantastiske. Jeg ser, hvordan I stiller op, hvordan I smitter os alle sammen med gejst og kampånd. Jeg lover jer, at den indsats mærkes i hele partiet. Den inspirerer os.
Når vi går til kommunalvalg, går vi ikke alene – vi går sammen med jer, og det gør os stærkere i hver eneste by og på hver eneste gade.
Lad os lige give KU’erne et kæmpe bifald.
***
Tak til alle jer, der stiller op. Stiller jer til rådighed for demokratiet. I har min dybeste respekt.
Vi er et hold.
Vi gør det sammen.