Skip to content
BETA Hør min historie (Dansk)

EMNE B: Fordomme og uvidenhed (1)

Hvad lærer vi i dag? 

Eleverne introduceres til begreberne argumentation og opfordring til handling. Eleverne lærer at applicere begreberne i praksis og skelne dem fra hinanden ved fysisk at placere autentiske udsagn i hver sin bunke. Eleverne møder desuden udsagn om, hvordan det føles at være udsat for fordomme og uvidenhed inden for Rigsfællesskabet, samt forslag til hvordan vi kan overkomme dette. 

Forslag til struktur (45 min.) 

  1. Introduktion af dagens læringsmål og struktur (5 min.) 
  2. Gennemgang af tekster (15 min.)
  3. Introduktion af begreberne argumentation og opfordring til handling (5 min.)
  4. Gruppearbejde (15 min.) 
  5. Opsamling (5 min.)

Beskrivelse af øvelser

1. Introduktion til dagens lektion.
2. Eleverne får et eksemplar af Sara Thomsens tale og et af Sigrid Frohbergs tale. Talerne gennemgås ved højtlæsning, så talernes mundtlige potentiale forløses. En elev læser op, mens de andre følger med i teksten. 
3. Læreren introducerer to vigtige elementer i politiske (deliberative) taler: argumentation (påstand + belæg, fx ”det er dumt at smide mad ud, fordi det er spild af resurser”) og opfordring til handling (fx ”derfor håber jeg, I vil være med til at mindske madspild”).
4. Eleverne deles op i grupper, hver gruppe får tildelt en saks. 
5. Eleverne skal lede efter 1) argumenter for, hvorfor det er vigtigt at kende hinandens kulturer i Rigsfællesskabet, samt 2) opfordringer til handling, der kan løse problemet. Eleverne laver to bunker med udklip tilhørende hhv. 1 og 2. Læreren cirkulerer rundt og hjælper med at klassificere tekstbidderne. 
6. Kort opsamling i plenum. Hvad er et argument? Hvad er en opfordring til handling?