Glemte kvindestemmer
Danske Taler har samlet taler fra møderne i og omkring Dansk Kvindesamfund fra 1890’erne frem til 1920’erne.
Før og efter beslutningen om at give kvinder valgret i 1915 kæmpede kvinder i hele landet en sej kamp for at få ørenlyd for det, vi i dag betragter som helt basale rettigheder.
Talerne er udvalgt, fordi de har åbenlyse retoriske kvaliteter ift. genre, argumentation eller sproglig udformning. Det er ytringer fra kvinder, der ikke har fået en plads i historien, men som måske fortjener det.
Mange af temaerne i talerne er stadig aktuelle, og de principielle spørgsmål omkring kønnenes rolle i vores samfund vil og skal blive diskuteret i fremtiden også.
Vi har ikke meget data på disse talere, og ofte mangler vi også fotos. Hvis du ved mere om nogle af disse kvinder, må du meget gerne kontakte os på redaktion@dansketaler.dk.
Kathinka Bjerre var formand for Dansk Kvindesamfunds Aarhuskreds, og i denne svulstige velkomsttale får man en fornemmelse af den følelsesmæssige forløsning, som valgretssejren året forinden havde skabt.
Talen starter med en analyse af banneret (se foto ovenfor), som kort forinden er blevet præsenteret fra scenen til tonerne af korsang og strygermusik. Her betoner Bjerre det naturstridige i kvindens nuværende rolle i samfundet og fraværet af “den Ret, der tilkom hende som Menneske”.
Fortællingen om guldhornene bliver i denne udlægning symbolsk for kvindesagen. Den simple, men arbejdsomme bondepige, der ærefrygtigt løfter guldskatten frem for sig er modig og stærk. “Skatten” er de nyvundne rettigheder, som lyser og skinner i den knælende kvindes hænder.
Den nærmest religiøse patos understøttes også, da Bjerre nævner forfatteren Mathilde Fibiger, som allerede i 1850’erne skrev om kvinders rettigheder. Her ophøjes hun simpelthen til “kvindesagens martyr”.
Grundloven af 1915 er vel ikke traadt i Kraft endnu, men ved den naaede danske Kvinder dog den Tinde, hvorfra de kan se ind over det Land, som de vil vinde: Ved den har de faaet Midlet i Hænde til at gennemføre, hvad der endnu staar tilbage i Retning af Mands og Kvindes Ligestilling herhjemme.
Karen Johansen var skolebestyrerinde, aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund og den første kvindelige byrådspolitiker i Holstebro.
I denne marathontale sætter Johansen ord på en følelse af både stejlende mistro og jublende optimisme, efter at kvinder har fået stemmeret året forinden. For hvordan skal denne nyvundne magt bruges på den mest gavnlige måde?
Er de politiske partier overhovedet et sted for kvinder, eller risikerer man blot at blive hjernevasket med viden “farvet af partiopfattelsen”? Johansen har ikke meget tilovers for de politiske partier, men hun opfordrer kvinder til at melde sig ind i partierne for at hverve nye medlemmer til Dansk Kvindesamfund; En ret særpræget opfattelse af kommandovejene i et demokrati.
Johansen beskriver med vrængende mistro et trægt politisk system, som har fejlet, fordi det ikke gav kvinder stemmeretten fra starten, og som er befolket af mænd, der ikke vil reelle fremskridt. Men det er inden for dette politiske system, at kvinder nu er nødt til at bruge deres stemme - også selvom de får "smuds på hænderne". Argumentationen skal også ses i lyset af, at Johansen selv var byrådsmedlem i Holstebro for partiet Venstre - og derfor selv var godt smudset til af partipolitik.
Vi kan nemlig være sikre paa, at der nok skal komme Kvinder, mange Kvinder indenfor de forskellige Partier, selv om vi Medlemmer af D. K. af Frygt for at vore rene Hænder skal blive berørte af det Smuds, vi synes, der klæber ved alle Partier, holder os langt borte fra disse.
Alma Hartvig var kommunelærerinde og støttede Landsforbundet for kvinders valgret. Til landsmødet i 1909 havde hun skrevet denne ‘verstale’ - en genre, der befinder sig et sted mellem lejlighedssang og slam poetry - om kvinders valgret.
Både paven i Rom og tidens politikere får på hattepulden i satirisk form her. Der skal grines og skåles på en alvorlig baggrund.
Enhver, der er her til Stede i Dag, vil jeg be’ om at tømme et Glas for vor Sag; den er saa enkel, saa klar og ren: Vi vil ha’ Valgret alle som een.
Johanne Fløe var skolelærer fra Taars og medlem af lokalafdelingen af Dansk Kvindesamfund. Hun er et eksempel på de mange kvinder, der engagerede sig i den fortsatte kamp for kvinders rettigheder efter valgrettens indførelse i 1915. Talen fra et jysk distriktsmøde i foreningen adresserer de problemer, der stadig mangler at blive løst, selvom "næsten alt det ydre" er i orden. Hvad tænker samfundet om kvinder på talerstolen? Og hvad tænker kvinderne selv?
I denne tale indledes argumentationen med et eksempel fra en genkendelig, jysk hverdag, som publikum hurtigt kan identificere sig med. Den lille fortælling om Tammes og Stine er næsten en lille novelle, men den viser sagen klart og danner billeder i modtagernes hoveder. I den argumenterende del af talen bruger Fløe en gendrivelse: “Kvinderne er selv noget Skyld i dette …” så sagens kompleksitet kan få lov til være med i publikums overvejelser. I talen er også en stribe referencer til Biblen og græsk mytologi, som er med til at opbygge troværdighed hos en taler, der ikke er så kendt for publikum.
Men møder man i Samfundsarbejdet en mindre heldig Forgrundsfigur af Kvindekønnet, saa bliver alle Kvinder og alt Kvindevirke udenfor Hjemmet tit bedømt efter netop hende: »Saadan er nu en Gang Kvinderne.
Louise Astrup var afdelingschef i Illums Hatteafdeling. Talen her giver et indblik i et lille hjørne af arbejdsmarkedet i starten af 1900-tallet, som er i færd med at ændre sig med turbofart. Astrup er pragmatisk i sin analyse af kvinders arbejdsvilkår og undrer sig f.eks. over, at ikke flere kvinder starter selvstændige virksomheder, når nu de har retten til det. Hun nævner ikke de strukturelle forhindringer, der kunne være i en mandsdomineret kultur.
Astrup er en moderne businesswoman, og hendes argumentation rummer også en optimistisk fremtidstro: Kvinderne bør tage de muligheder, der ligger foran dem og dygtiggøre sig, så de kan konkurrere med mændene på markedsvilkår. I dag ville Astrup givetvis heller ikke være tilhænger af kønskvoter og klynk. Hun repræsenterer et moderne standpunkt, og hendes tale viser bredden i de stemmer, der formede kvindesagen i en brydningstid, hvor man drypvis fik formelle rettigheder, man før kun havde drømt om.
Gennemsnitsgagen for unge Kvinder, der har ekspederet 4-5 Aar, er vel nok 60-70 Kr. maanedlig, medens den unge mandlige Ekspedient efter endt 4-5 Aars Læretid faar 20-25 Kr. mere.
