Alma Hartvigs verstale ved Landsforbundet for Kvinders Valgrets landsmøde

Enhver, der er her til Stede i Dag, 
vil jeg be’ om at tømme et Glas for vor Sag;

den er saa enkel, saa klar og ren: 
Vi vil ha’ Valgret alle som een 
fra Bornholmeren lige til Jyden, 
skønt Paven si’er: Du skal røre i Gryden, 
passe dit Hus — og passe din Lur —
den Fordring er Følgen af Overkultur. — 
Saa svarte jo Paven de franske Kvinder. 
Men ogsaa i Danmark man Paver finder. 
Vi har en Pave, som hedder — Birch, 
og endnu er ikke smedet den Dirk, 
der aabner Laasen for hans Forstand, 
saa han ser, det var ikke Ruin for hans Land,

om Kvinden politisk Valgret nu fik 
og med den et videre aabent Blik, 
saa hun smed resolut al Smaalighed væk 
og optog Arbejdet frigjort og kæk, 
delte med Manden Ansvar og Ære, 
thi saadan kan ene hans Medhjælp hun være. —

Klaus Berntsen er ogsaa no’et af en Pave: 
Valgrettens skønne, kostelige Gave, 
den, der er vor naturlige Ret, 
den si’er han vi fortjener kun slet; 
vi har ikke vist Interesse nok, 
og alt for lille for ham var den Flok, 
der den 12. Marts til Valgbordet kom, 
saa han mener, vi selv har fældet vor Dom.

Og Statistiken viser dog klart — 
Hvad der for os er ganske rart — 
at Mændenes Flok var ikke større, 
da DE fik Valgret i 49; 
men VI skal i aarevis dokumentere, 
hvad vi kan i Kommunernes Raad præstere. 
Han skænker os ikke den gyldne Frugt, 
før vi har vist ham artigt og smukt, 
alt, hvad vi har af Mændene lært. 
»Det er nu for at gøre det mere svært: «
Men vi haaber — alle Paver til Trods — 
at Sejren snart vil smile til os, 
og at Manden maa, af vort Arbejde lære 
at holde Valgretskvinden i Ære.