Paa Dansk Kvindesamfunds Aarhuskreds’ Vegne har jeg den Ære at byde den store Forsamling velkommen, som i Dag fylder Aarhus Teater. — Vi takker Repræsentanterne for Byens Øvrighed, for Kirke og Skole, for Byraad og Teater, for Pressen og for de mange Hjem, som gæstfrit har aabnet sig for vore Gæster, fordi De er kommet til Stede. — I særlig Grad vender jeg mig dog til Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse med dens Formand Astrid Stampe Feddersen til vor kære gamle Æresformand Jutta Bojsen Møller, som har gjort os den Glæde at komme til Aarhus, og til de mange tilrejsende Gæster fra D. K.s forskellige Kredse. Vi ønsker Dem alle, at De foruden det Udbytte, De venter Dem af selve Fællesmødet, tillige vil have Glæde af Opholdet i Aarhus By med dens smukke Omgivelser.
Vi føler det som en stor Ære, at D. K. i Aar har rejst sit Banner i Aarhus, det Banner, som jeg tror, alle vore Medlemmer er kommet til at holde af - ikke blot, fordi det i sig selv er saa smukt, men tillige, fordi det saa rammende udtrykker Kvindesagens Udvikling og dens fremtidige Opgave:
Den unge Pige med Guldhornet, Skatten, som hun har draget frem af Jorden, det er Kvinden, der har faaet Øje for den overordentlige Betydning, det vilde have for hende selv og for hendes Land, om hun vandt den Ret, der tilkom hende som Menneske, Retten til som Mandens jævnbyrdige at udvikle sig efter sine Evner uden at hæmmes af Skranker, der ikke var rejst af Naturen selv, men som Tidernes Ugunst og snævre Fordomme havde rejst paa hendes Vej, og Retten til ved Mandens Side, men ud fra sin ejendommelige Natur, at dele Omsorgen og Ansvaret for Landets Styrelse.
For at opnaa denne Ret har „Kvindesagens Kvinde” kæmpet mere end et halvt Aarhundrede, for den har hun — for at bruge Forfatterens Ord — „baaret Byrder” og døjet „Haan og Latter — for sig og for sin Datter og for den hele Slægt.” Ad Veje, der var mørke, fordi der kun faldt et sparsomt Forstaaelsens Lys fra hendes Samtid paa dem, som var krogede og slyngede, som Bjergbestigernes Veje plejer at være det, men som aldrig var Krogveje, aldrig behøvede at skjule sig i Mørket, arbejdede hun sig frem, indtil den ene — Mathilde Fibiger, Kvindesagens Martyr — var blevet efterfulgt af et Tog af Kvinder, hvis Krav ikke kunde overhøres, og som efterhaanden vandt Forstaaelse hos mange af Samtidens gode Mænd og Kvinder.
Grundloven af 1915 er vel ikke traadt i Kraft endnu, men ved den naaede danske Kvinder dog den Tinde, hvorfra de kan se ind over det Land, som de vil vinde: Ved den har de faaet Midlet i Hænde til at gennemføre, hvad der endnu staar tilbage i Retning af Mands og Kvindes Ligestilling herhjemme.
Den unge Kvinde paa Banneret knæler ned, idet hun holder Guldhornet op mod Lyset. Hun er greben af Ærefrygt for den Skat, hun har faaet i Eje. Som hun vogter sin Skat, saaledes ved vi, at det bliver vor Sag at tilegne os den Ret, Grundloven hjemler os, i Ærbødighed for den Opgave, den stiller os, og i fuld Erkendelse af vort Medansvar for kommende Tiders Udvikling.
Som Bannerbilledets unge Kvinde er omgivet af Symbolerne paa den danske Natur: Bølgelinierne, Bøgegrenene, saaledes maa vort Arbejde bygges paa hjemlig Grund, om det skal kunne finde Jordbund herhjemme, og som Billedet er nøje forenet med det Dannebrog, der danner Bannerets Revers, saaledes ved vi, at vort Arbejde, hvorledes det end former sig, dog altid i sin dybeste Grund maa stilles i Fædrelandets, og derigennem i Menneskehedens Tjeneste.
Vi har i Fællesstyrelsens Formand, Astrid Stampe Feddersen, et lysende Eksempel paa en trofast Arbejder: Fra Ungdommens Dage har hun Været blandt Førerne i den hjemlige Kvindebevægelse, hun har været med blandt dem, som gjorde de brydsomme Veje farbare.
Hendes klare Blik, hendes ubestikkelige Retsind og hendes varme Fædrelandsfølelse lod hende altid se, hvor Vejen gik: Jeg samler, hvad jeg her har haft at sige, i en Tak til vor Formand for, hvad hun har været for Dansk Kvindesamfund, og i et Ønske om, at hun ogsaa i den kommende Tid maa have Kræfter til at staa som D. K.s øverste Leder.