Skip to content

Søren Pape Poulsens tale ved pressemøde om det danske forsvarsforbehold

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Søren Pape Poulsen
Formand for Konservative

Dato

Sted

Statsministeriet

Tale

Og tak for det! [svar på statsministerens præsentation]
For mig vil den 6. marts 2022 fremover altid være en særlig dag.
Vi går fra at være et land, der beder andre om at beskytte os. Til at være et land, der fuldt og helt indgår i et fællesskab, hvor vi beskytter hinanden. Jeg er bevæget over, at vi nu endelig kommer til at holde, hvad vi har lovet vores allierede. At vi endelig kommer til at betale vores forsikringspræmie for at kunne leve i tryghed og sikkerhed. Og jeg er stolt af dansk politik i dag.
Her er det lykkes med at gøre det rigtige, selvom det er svært.
Alle er gået på kompromis med noget, men sikkerheden bliver bedre for os alle sammen.
Ordet historisk, det bliver ofte brugt i politik, nok også for ofte. Denne gang der er den god nok. Jeg har lyst til at sige, måske viser det også, at alt på et tidspunkt bliver moderne, selv konservativ forsvarspolitik.
Jeg håber, at vi får afskaffet forbeholdet, så vi frit kan vælge at deltage i missioner. Jeg synes faktisk, det er naturligt, at vi får muligheden for at deltage i missioner, der stabiliserer områder, hvor vi får mange flygtninge fra, eller hvor Danmark har meget store kommercielle interesser – i dag  er vi nogle gange sat uden for døren. Jeg synes, vi skal give Danmark chancen for at vælge, som vi ønsker.
NATO vil altid være kernen i vores sikkerhed. Lad os nu melde os fuldt og helt ind i den frie Verden. Det eneste klædelige som land, det er at bidrage til den sikkerhed, vi selv nyder godt af.
Vi skal ikke tage vores sikkerhed for givet, og derfor så skal vi øge udgifterne til Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik. Og dét skal vi gøre nu.
Finansieringen har været det muliges kunst. For os har det været vigtigt, at vi blev enige om noget, der er ansvarligt og uden skattestigninger. Og det er det her.
Når man læser de udtalelser, der har været fra bl.a. vismændene, så bliver man jo forsikret om, at dansk økonomi er holdbar, også efter denne aftale.
Jeg blåstempler ikke alt muligt nyt offentligt forbrug, men jeg accepterer, at vi står i en situation, hvor et underskud i nogle år er med til at gøre Verden mere sikker. Og det jeg står bag, det er, at forsvaret får flere penge. Og det gør jeg med stolthed.
Frihed er ikke gratis.
Tak!

Kilde

Kilde

stm.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret