Kære alle
Vi er meget glade og beærede over at få den her pris. Det er en anerkendelse af væsentligheden af en historie, som vi har oplevet, at vi har stået ret alene med i danske medier.
Danmark bidrager med dele og reservedele, som holder de israelske kampfly på vingerne. Det sker med myndighedernes og regeringens eksplicitte godkendelse. På trods af bindende internationale regler, der forbyder regeringen at godkende eksport af militært udstyr, når der er en klar risiko for krigsforbrydelser. Og på trods af en adfærd fra det israelske militærs side, som har fået regeringen til at indføre det, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har kaldt en “meget restriktiv linje” for militær eksport til Israel.
Den meget restriktive linje gælder bare ikke for de kampflydele, som udgør Danmarks største og væsentligste bidrag til det israelske militær.
Vi er også glade for at blive belønnet for et projekt som er meget principielt, men som desværre ikke kommer specielt tæt på de mange ofre, der har været i de israelske bombardementer. Gaza-striben har under hele krigen været totalt lukket land for udenlandske journalister. Og de lokale journalister er blevet dræbt i et antal, som aldrig er set tidligere i de mere end tre årtier, hvor den amerikanske organisation Committee to Protect Journalists har ført statistik.
Herhjemme er emmet både kontroversielt og splittende. Folk i debatten på sociale medier har på den ene side ment vi var Israel-fjendtlige og ensidige. På den anden side har vi fået nærmest lige så meget kritik fra folk, som har ment, at vi har dækket det alt for lidt eller brugt de forkerte ord. Den anden dag var der en, der skrev, at vi var nogle »zionistiske rotter«. Vi har gjort vores bedste for at være så nøgterne og faktuelle som muligt. Nogle vil sikkert mene, at det har gjort at vores artikler til tider er blevet en lille smule tørre. Men det er lykkedes vores to relativt små medier at nå ganske bredt ud. Også til folk, som ikke normalt har tillid til medierne. Det opfatter vi selv som en journalistisk bedrift.
En stor del af vores arbejde har været at afdække, hvor kreative embedsmændene har været for at undgå at skulle lave en reel risikovurdering af Israel som modtager af militært udstyr. Det har de været gode til, og det har gjort at regeringen har kunnet holde fast i eksporten uanset hvor kritiske eksperter og andre har været.
Det siger noget om Danmarks reelle holdning til den regelbaserede verdensorden. Når USA vil tage Grønland, så henviser man til respekt for indgåede aftaler, men når Danmark selv har noget i klemme og kan miste noget på den internationale scene, som kontrakter til våbenindustrien og stærke relationer til USA, så går man langt at omgå det regelværk – de internationale våbentraktater – som man selv kæmpede aktivt for at få indført.
Den israelske krigsførsel i Gaza har fungeret som en form for fremkaldervæske. I vores del af verden siger vi stadig, at vi er tilhængere af en regelbaseret verdensorden. Men er vi egentlig det? Eller gælder det kun, når det er opportunt for os selv?
Vi er meget glade og beærede over at få den her pris. Det er en anerkendelse af væsentligheden af en historie, som vi har oplevet, at vi har stået ret alene med i danske medier.
Danmark bidrager med dele og reservedele, som holder de israelske kampfly på vingerne. Det sker med myndighedernes og regeringens eksplicitte godkendelse. På trods af bindende internationale regler, der forbyder regeringen at godkende eksport af militært udstyr, når der er en klar risiko for krigsforbrydelser. Og på trods af en adfærd fra det israelske militærs side, som har fået regeringen til at indføre det, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har kaldt en “meget restriktiv linje” for militær eksport til Israel.
Den meget restriktive linje gælder bare ikke for de kampflydele, som udgør Danmarks største og væsentligste bidrag til det israelske militær.
Vi er også glade for at blive belønnet for et projekt som er meget principielt, men som desværre ikke kommer specielt tæt på de mange ofre, der har været i de israelske bombardementer. Gaza-striben har under hele krigen været totalt lukket land for udenlandske journalister. Og de lokale journalister er blevet dræbt i et antal, som aldrig er set tidligere i de mere end tre årtier, hvor den amerikanske organisation Committee to Protect Journalists har ført statistik.
Herhjemme er emmet både kontroversielt og splittende. Folk i debatten på sociale medier har på den ene side ment vi var Israel-fjendtlige og ensidige. På den anden side har vi fået nærmest lige så meget kritik fra folk, som har ment, at vi har dækket det alt for lidt eller brugt de forkerte ord. Den anden dag var der en, der skrev, at vi var nogle »zionistiske rotter«. Vi har gjort vores bedste for at være så nøgterne og faktuelle som muligt. Nogle vil sikkert mene, at det har gjort at vores artikler til tider er blevet en lille smule tørre. Men det er lykkedes vores to relativt små medier at nå ganske bredt ud. Også til folk, som ikke normalt har tillid til medierne. Det opfatter vi selv som en journalistisk bedrift.
En stor del af vores arbejde har været at afdække, hvor kreative embedsmændene har været for at undgå at skulle lave en reel risikovurdering af Israel som modtager af militært udstyr. Det har de været gode til, og det har gjort at regeringen har kunnet holde fast i eksporten uanset hvor kritiske eksperter og andre har været.
Det siger noget om Danmarks reelle holdning til den regelbaserede verdensorden. Når USA vil tage Grønland, så henviser man til respekt for indgåede aftaler, men når Danmark selv har noget i klemme og kan miste noget på den internationale scene, som kontrakter til våbenindustrien og stærke relationer til USA, så går man langt at omgå det regelværk – de internationale våbentraktater – som man selv kæmpede aktivt for at få indført.
Den israelske krigsførsel i Gaza har fungeret som en form for fremkaldervæske. I vores del af verden siger vi stadig, at vi er tilhængere af en regelbaseret verdensorden. Men er vi egentlig det? Eller gælder det kun, når det er opportunt for os selv?