Der var engang, da Made in Denmark var et stempel, man satte på smør, vindmøller og gode intentioner.
Da vores selvfortælling handlede om et lille fredeligt land, der ikke havde så mange fjender, at det gjorde noget. Og hvor vi mødte dem, vi trods alt havde, med kritisk dialog.
Og våben var ikke noget, der skulle komme fra Danmark, hvis de kunne falde i de forkerte hænder, eller hvis de kunne blive brugt til noget forkert.
Det var virkelig en anden tid.
Men så skete der noget. Noget som vi ikke alle sammen opdagede. Et nyt Danmark tonede frem. Det kunne man læse om i DanWatch og Information.
Jeres mange – virkeligt mange – artikler om dansk våbeneksport har nemlig skrevet Danmarkshistorien om.
Og det har ikke været nogen lille bedrift. I har kæmpet jer igennem bunker af papirer, skove af paragraffer og enorme mængder af politisk tågesnak for at finde frem til en ubekvem sandhed.
At Danmark eksporterer våben til et land, der bomber civile og står under anklage for folkemord. At regeringen vildledte Folketinget om det der skete. Og at kasserne med våbendele blev ved med at strømme fra Danmark, da alle vidste, hvad de blev brugt til.
Hvis man bad forsvarsministeren om en forklaring sagde han, at vi "Ikke ville sende de forkerte signaler til vores allierede”.
Og det kan man jo godt mene.
Man kan også mene, at der – selv når man fører krig – er regler. At der – selv når man sælger våben til sine venner – er regler.
At der – selv når man siger, at man gør det for at beskytte Danmark – er regler.
Men uanset, hvad man mener, står det nu klart, at vi ikke længere er det land, vi var engang.
I har holdt et spejl op for vores øjne. Og overladt det til os at finde ud af, om vi kan lide det, vi ser.
Tak for det. Og tillykke med nomineringen...
Da vores selvfortælling handlede om et lille fredeligt land, der ikke havde så mange fjender, at det gjorde noget. Og hvor vi mødte dem, vi trods alt havde, med kritisk dialog.
Og våben var ikke noget, der skulle komme fra Danmark, hvis de kunne falde i de forkerte hænder, eller hvis de kunne blive brugt til noget forkert.
Det var virkelig en anden tid.
Men så skete der noget. Noget som vi ikke alle sammen opdagede. Et nyt Danmark tonede frem. Det kunne man læse om i DanWatch og Information.
Jeres mange – virkeligt mange – artikler om dansk våbeneksport har nemlig skrevet Danmarkshistorien om.
Og det har ikke været nogen lille bedrift. I har kæmpet jer igennem bunker af papirer, skove af paragraffer og enorme mængder af politisk tågesnak for at finde frem til en ubekvem sandhed.
At Danmark eksporterer våben til et land, der bomber civile og står under anklage for folkemord. At regeringen vildledte Folketinget om det der skete. Og at kasserne med våbendele blev ved med at strømme fra Danmark, da alle vidste, hvad de blev brugt til.
Hvis man bad forsvarsministeren om en forklaring sagde han, at vi "Ikke ville sende de forkerte signaler til vores allierede”.
Og det kan man jo godt mene.
Man kan også mene, at der – selv når man fører krig – er regler. At der – selv når man sælger våben til sine venner – er regler.
At der – selv når man siger, at man gør det for at beskytte Danmark – er regler.
Men uanset, hvad man mener, står det nu klart, at vi ikke længere er det land, vi var engang.
I har holdt et spejl op for vores øjne. Og overladt det til os at finde ud af, om vi kan lide det, vi ser.
Tak for det. Og tillykke med nomineringen...