Kære alle
Jeg har noget på hjerte, jeg gerne vil fortælle jer alle sammen. Jeg er født og opvokset i dette land, hvor de stille bakker, det rolige landskab og de læhegn der sprætter over landskabet, er i centrum. Hvor ”der er et yndigt land” er indlejret i vores hjerter, og som samler os over dette smukke land. Sangen, som er en sang om det land vi alle elsker og kalder for hjemmet. Og selvom jeg aldrig har været statsborger i Danmark, er jeg på trods af mit hollandske statsborgerskab, hjemme her ligesom alle jer andre.
Problemet er bare, at de bakker, som vi alle elsker, bærer på en meget dyster sandhed. Graver man under overfladen, opdager man, hvordan en nationalpolitik har været med til at sætte en bevægelse så dybt ind i rødderne af landskabet, at landet næsten er giftigt at træde på. Uden at vi ved noget. Nationalpolitikken har såret en gift. Det er ikke pesticider, men en gift der hedder etnocentrisme. Det, at sætte den ene etnicitet over den anden.
Dengang jeg gik på efterskole, stod jeg i et af skolens mange, store og rumlige lokaler, da der var en, der spurgte mig: ”Hvorfor går du ikke hjem til dit eget land?”. Jeg var chokeret, fordi jeg har aldrig set mig selv som en, der ikke er hjemme i landet jeg er født i.
Jeg var på det tidspunkt fjorten år. Jeg var en uambitiøs dreng uden den store alvorssans. Nu er vi kommet fem år videre, og alvoren fra dengang har for alvor sat sig. Dét, som jeg ikke vidste, han for alvor mente, var: ”Du er ikke hjemme her. Det her hjem tilhører nogen andre end dig, og det baserer jeg på din etniske baggrund.”
Mange taler om, at farven på ens pas skal afgøre, hvilke rettigheder og betingelser man skal leve under. Det politiske klima i Danmark, men også i norden, er præget af en nationalpolitik, der prioriterer landets egne borgere, fremfor de mange andre, der er blevet forelsket i nordens fjorde, sprog og kultur. Med andre ord mennesker ligesom jeg, der er forelsket i et land, hvis statsborgerskab jeg ikke har.
Desværre er jeg selv vidne til meget af den etnocentriske retorik, der plager Danmark. Landskabet er ligesom det politiske system. Udefra ser det idyllisk ud, men indefra er der mange mørke sandheder.
I undrer jer måske, hvorfor jeg taler om etnocentrismen her i Danmark. Er vi Danmark ikke godt stillet? Det vil jeg ikke mene. Som sagt har jeg vidnet til mange af de udsagn, udsagn og udsagn, der har rykket Danmark i den forkerte retning. Politisk har det resulteret i mange tonedøve love. Grænsekontrollen agerer som filter, der ulemper udenlandske borgere, mens danske borgere får fri passage. Statsborgerskabet, der kun bliver sværere at få, fordi politikken vil holde Danmark homogent. Og ikke mindst det danske asylsystem, der på stribe udviser så ufattelig mange borgere, selvom de her i Danmark har en lovende fremtid. Politikken er fokuseret på at få folk ud, ikke ind.
Jeg fortæller jer det alle sammen, fordi det vedrører os alle sammen. Selvom jeg er hvid, bliver jeg forskelsbehandlet på min etnicitet, og jeg tør ikke tænke på, hvordan en, med en anden hudfarve oplever denne forskelsbehandling. Og hvis vi også skal være vidne til, at mange af de krigsramte borgere, loven afviser, senere lever under endnu mere kummerlige forhold end før, tror jeg, at mange danskere vil føle skyld. Jeg føler mig allerede nu skamfuld over stå med et ben i hver lejr. Jeg er både en, der er hjemme, men også samtidig en, der blot er et tal på udlændinge og integrationsministeriets liste. Politikken mener vi ikke er hjemme her. Men ændrer deres politik på, hvordan jeg føler mig hjem her? Nej! Jeg elsker hygge, jeg elsker Lego, og jeg ELSKER de danske Netflix-serier, der sætter Danmark på verdenskortet, og viser, hvad vi virkelig er i stand til at fremstille.
Det er også derfor, at jeg har lavet talen som I hører i dag. Fordi vi vidner om noget, der ikke giver mening. Fordi vi vidner om noget, hvor Danmark ikke er førende på et positivt punkt. Fordi vi vidner et kollaps af et sympatisk system, der skal være til gavn for alle. Jeg er kommet her for at rykke, fordi jeg elsker mine omgivelser. Det er ikke en tilbagegang at være i et samfund, der har mange folkefærd, blot vi er samlet om at være i et smukt land, der værdsætter alle på tværs af tilværelse.
Men, har vi overhovedet mulighed for at ændre systemets etnocentricitet? Hvordan ændrer vi noget, der har været på i så mange år? Jeg tænker, vi er nødt til at påvirke systemet til at bevæge sig på rette spor. Stem på partierne, der værdsætter et Danmark, som alle kan være en del af. Gå ud og vær aktiv, tal med jeres udenlandske venner, lyt til deres problemer om ikke må være del af det herlige Danmark, vi alle elsker. Lyt til, hvad vi som danskere kan betyde, og tag det in mente. Gør det for en fremtid, hvor alle kan elske Danmark. Tak for ordet.
Jeg har noget på hjerte, jeg gerne vil fortælle jer alle sammen. Jeg er født og opvokset i dette land, hvor de stille bakker, det rolige landskab og de læhegn der sprætter over landskabet, er i centrum. Hvor ”der er et yndigt land” er indlejret i vores hjerter, og som samler os over dette smukke land. Sangen, som er en sang om det land vi alle elsker og kalder for hjemmet. Og selvom jeg aldrig har været statsborger i Danmark, er jeg på trods af mit hollandske statsborgerskab, hjemme her ligesom alle jer andre.
Problemet er bare, at de bakker, som vi alle elsker, bærer på en meget dyster sandhed. Graver man under overfladen, opdager man, hvordan en nationalpolitik har været med til at sætte en bevægelse så dybt ind i rødderne af landskabet, at landet næsten er giftigt at træde på. Uden at vi ved noget. Nationalpolitikken har såret en gift. Det er ikke pesticider, men en gift der hedder etnocentrisme. Det, at sætte den ene etnicitet over den anden.
Dengang jeg gik på efterskole, stod jeg i et af skolens mange, store og rumlige lokaler, da der var en, der spurgte mig: ”Hvorfor går du ikke hjem til dit eget land?”. Jeg var chokeret, fordi jeg har aldrig set mig selv som en, der ikke er hjemme i landet jeg er født i.
Jeg var på det tidspunkt fjorten år. Jeg var en uambitiøs dreng uden den store alvorssans. Nu er vi kommet fem år videre, og alvoren fra dengang har for alvor sat sig. Dét, som jeg ikke vidste, han for alvor mente, var: ”Du er ikke hjemme her. Det her hjem tilhører nogen andre end dig, og det baserer jeg på din etniske baggrund.”
Mange taler om, at farven på ens pas skal afgøre, hvilke rettigheder og betingelser man skal leve under. Det politiske klima i Danmark, men også i norden, er præget af en nationalpolitik, der prioriterer landets egne borgere, fremfor de mange andre, der er blevet forelsket i nordens fjorde, sprog og kultur. Med andre ord mennesker ligesom jeg, der er forelsket i et land, hvis statsborgerskab jeg ikke har.
Desværre er jeg selv vidne til meget af den etnocentriske retorik, der plager Danmark. Landskabet er ligesom det politiske system. Udefra ser det idyllisk ud, men indefra er der mange mørke sandheder.
I undrer jer måske, hvorfor jeg taler om etnocentrismen her i Danmark. Er vi Danmark ikke godt stillet? Det vil jeg ikke mene. Som sagt har jeg vidnet til mange af de udsagn, udsagn og udsagn, der har rykket Danmark i den forkerte retning. Politisk har det resulteret i mange tonedøve love. Grænsekontrollen agerer som filter, der ulemper udenlandske borgere, mens danske borgere får fri passage. Statsborgerskabet, der kun bliver sværere at få, fordi politikken vil holde Danmark homogent. Og ikke mindst det danske asylsystem, der på stribe udviser så ufattelig mange borgere, selvom de her i Danmark har en lovende fremtid. Politikken er fokuseret på at få folk ud, ikke ind.
Jeg fortæller jer det alle sammen, fordi det vedrører os alle sammen. Selvom jeg er hvid, bliver jeg forskelsbehandlet på min etnicitet, og jeg tør ikke tænke på, hvordan en, med en anden hudfarve oplever denne forskelsbehandling. Og hvis vi også skal være vidne til, at mange af de krigsramte borgere, loven afviser, senere lever under endnu mere kummerlige forhold end før, tror jeg, at mange danskere vil føle skyld. Jeg føler mig allerede nu skamfuld over stå med et ben i hver lejr. Jeg er både en, der er hjemme, men også samtidig en, der blot er et tal på udlændinge og integrationsministeriets liste. Politikken mener vi ikke er hjemme her. Men ændrer deres politik på, hvordan jeg føler mig hjem her? Nej! Jeg elsker hygge, jeg elsker Lego, og jeg ELSKER de danske Netflix-serier, der sætter Danmark på verdenskortet, og viser, hvad vi virkelig er i stand til at fremstille.
Det er også derfor, at jeg har lavet talen som I hører i dag. Fordi vi vidner om noget, der ikke giver mening. Fordi vi vidner om noget, hvor Danmark ikke er førende på et positivt punkt. Fordi vi vidner et kollaps af et sympatisk system, der skal være til gavn for alle. Jeg er kommet her for at rykke, fordi jeg elsker mine omgivelser. Det er ikke en tilbagegang at være i et samfund, der har mange folkefærd, blot vi er samlet om at være i et smukt land, der værdsætter alle på tværs af tilværelse.
Men, har vi overhovedet mulighed for at ændre systemets etnocentricitet? Hvordan ændrer vi noget, der har været på i så mange år? Jeg tænker, vi er nødt til at påvirke systemet til at bevæge sig på rette spor. Stem på partierne, der værdsætter et Danmark, som alle kan være en del af. Gå ud og vær aktiv, tal med jeres udenlandske venner, lyt til deres problemer om ikke må være del af det herlige Danmark, vi alle elsker. Lyt til, hvad vi som danskere kan betyde, og tag det in mente. Gør det for en fremtid, hvor alle kan elske Danmark. Tak for ordet.
