Skip to content

Matilde og Fredrik Bajer

Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamlingMatilde og Fredrik Bajer tilføjet deres slogan: “Ligeret for Mand og Kvinde, Hun tjene ham, Han tjene hende.” 
Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling
Matilde og Fredrik Bajer tilføjet deres slogan: “Ligeret for Mand og Kvinde, Hun tjene ham, Han tjene hende.” 
Matilde Bajer (1837-1922) og Fredrik Bajer (1840-1934) var 1800-tallets progressive powercouple. Fredrik sad i folketinget og Matilde var medstifter og medlem af en lang række kvindeorganisationer. Deres politiske arbejde og aktivisme skabte store fremskridt,  særligt inden for for kvindesagen og for fredssagen. 

Kvindesagen

De stiftede Dansk Kvindesamfund i 1871, hvor Matilde var formand, og Fredrik var sekretær. Året efter blev Fredrik medlem af Folketinget for Venstre. Her blev han siddende i over 20 år, i løbet af hvilke han fremsatte adskillige lovforslag til forbedring af kvinders vilkår. 
 
Parret mente ikke, at Dansk Kvindesamfund kæmpede nok for valgretten, så Matilde og Fredrik oprettede i 1885 Kvindelig Fremskridtsforening, der arbejdede benhårdt på at opnå stemmeret og valgbarhed for kvinder. I en tale ved Kvindevalgretsforeningsmøde i 1889 udtrykte Fredrik parrets holdning således:
 
”Spørgsmaalet om Kvindens Valgret, kan ikke skilles fra Navnet Folkerepræsentation. Navnet Folketing betegner Repræsentationen af hele Folket. Men hører da Kvinderne ikke til Folket?” 

Fredssagen

Udover ligeret for mand og kvinde var ægteparret også optaget af fred i verden. Begge rejste som Danmarks repræsentanter til flere internationale fredskongresser og var med til at stifte internationale og danske fredsorganisationer. 
 
Matilde mente, at kvinder havde en særlig mulighed for at påvirke til fred gennem børneopdragelse, hvilket hun bl.a. formulere i en tale på Nordisk Kvindesagsmøde 1888:

”Hvad kan der gøres for at hæmme dette Uvæsen, hvorledes kan vi værne om Menneskeliv, om Kunsten og Industrien? Det kan alene ske ved at arbejde hen til Fred mellem Nationerne. Og her har Kvinden en stor Opgave at løse; som Moder, som Opdragerinde, kan hun nedlægge en Sæd, som bærer Fredens Frugt.” 

Både Matilde og Fredrik blev præmieret for deres arbejde for fredssagen; Fredrik modtog en halv Nobels Fredspris i 1908 og Mathilde modtog Fortjenstmedaljen i guld (det kvindelige ridderkors) 1931. 

 Fælles mål

 De var politiske samarbejdspartnere og forbilledlige ægtefæller og arbejde sammen under sloganet “Ligeret for Mand og Kvinde, Hun tjene ham, Han tjene hende.” 

I sin mindetale over Matilde Bajer i 1934 sagde Thorvald Stauning om parret: 
”De to, Fredrik og Mathilde Bajer, var paa en sjælden Maade som en Enhed i Forholdet til de store opgaver, hvormed de beskæftigede sig, og om det end var Manden, der fremsatte Ideerne for offentligheden, i Tale og i Skrift, saa blev det aldrig rigtig opklaret, om ikke Mathilde Bajer netop havde en meget stor Andel i Ideernes tilblivelse og Udformning, thi de to, de talte sammen og havde for Alvor fælles Maal.”