Peder Pedersen Winstrup

Peder Winstrup, Peder Pedersen Winstrup (Vinstrup),  30.4.1605-28.12.1679, biskop. Født i Kbh, død i Lund, begravet sst. (Domk.). W. blev uddannet under omhyggelig vejledning af sin stedfar, Hans Poulsen Resen, og gik i skole i Kbh., Roskilde og Sorø hvorfra han blev student 1623. 1625 tiltrådte han en syvårig studierejse med længere ophold i Rostock, Wittenberg, Leipzig og Jena. Denne udenlandsfærd gjorde ham for livet til en tilhænger af den lutherske ortodoksi som han allerede havde mødt i sit hjem, og i så henseende var det ikke mindst af betydning at han i Jena trådte i nær personlig forbindelse med Johan Gerhard i hvis hus han blev optaget. Efter studietiden i Tyskland var det hans agt også at berejse Europas vestlige lande, men da han forinden (1632) tog tilbage til Danmark for at hilse på sine forældre førte dette til at rejsen blev opgivet da et kongebrev pålagde universitetet at lade ham disputere "pro cathedra", og ikke længe efter blev han udnævnt til professor i fysik.

1633 tog han magistergraden og fik samtidig overdraget at føre tilsyn med Niels Heldvads skrifter. Hans universitetsbane blev dog ikke af lang varighed for allerede i begyndelsen af 1635 blev han af Christian IV kaldet til hofprædikant, en stilling han ved sin veltalenhed og åndssmidighed var ypperligt skikket til. 1636 kreeredes han til dr.teol., og 1638 blev han M. J. Medelfars efterfølger som biskop i Lund. Han fik desuden i disse år tillagt kanonikater i Århus og Lund. Som hofprædikant optrådte W. bl.a. som kongens repræsentant i de teologiske stridighder om Holger Rosenkrantz' (1574-1642) standpunkt. I det store og hele indtog han en forsonlig og anerkendende holdning over for Rosenkrantz om end han kritiserede enkeltheder i hans retfærdiggørelseslære. Kun 33 år gammel var W. blevet biskop, og i over 40 år beklædte han dette høje embede. Gennem denne lange periode stod han som en magtfuld prælat, som en af baroktidens mest karakteristiske bispeskikkelser. Af naturen var W. en glimrende begavelse, især en klog og behændig diplomat og en rhetor hvis mægtige veltalenhed, understøttet af en sjælden klangfuld røst, atter og atter henrev samtiden til begejstrede udtalelser. Han rådede desuden over en kundskabsfylde der var både dybtgående og omfattende, og han besad i ikke ringe grad initiativ og administrationsevne. Hertil kom at han allerede ved sit ydre virkede imponerende: det fine, kløgtige ansigt, det ærværdige lange skæg og den hele pompøse skikkelse, i hans ældre år på riddervis prydet med en svær gylden kæde der faldt ned over den brede bug, kunne i al sin svulmende magtfylde ikke undlade at gøre indtryk. Mod hans karakter har derimod både sam- og eftertid ofte rejst alvorlige anklager. Man har opholdt sig over hans fremtrædende selvfølelse, over hans hovmod og herskesyge, man har fremhævet hans udprægede sans for denne verdens glans og herlighed, og den griskhed efter gods og guld som klædte en biskop ilde, men især har man dog dadlet hans blakkede holdning under tidens politiske omskiftelser.