Skip to content

Vibeke Abels tale ved afsløringen af Monument for Grevinde Danner

Om

Taler

Vibeke Abel
Forkvinde for Danners bestyrelse

Dato

Sted

Danners Stadsstue, Nansensgade 1

Omstændigheder

Monumentet, som er skabt af kunstneren Kirsten Justesen, hylder grevinde Danners liv og gerninger og sætter fokus på hendes betydning for nutiden. Grevinde Danner blev født uden for ægteskabet af en vaskekone, blev balletdanserinde på Det Kongelige Teater og blev Danmarks første modehandlerske. Hun blev gift til Frederik den 7.s venstre hånd og brugte sin formue på at hjælpe udsatte kvinder og børn. Monumentet blev afsløret på FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder den 25. november, og placeres på hjørnet af Vester Søgade og Gyldenløvesgade i København. Kilde: Danner.

Tale

Velkommen til H.M. Dronningen. Til Kulturministeren. Til Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester.
Velkommen til alle jer, der har medvirket til, at vi er her i dag.
Velkommen i Danners Stadsstue.
Jeg har glædet mig til i dag, hvor én af Danmarkshistoriens mest betydningsfulde kvinder. En af de mest bemærkelsesværdige kvinder. En af de største mønsterbrydere. Grevinde Danner. Hyldes med et monument.
Et monument, som er skabt billedhugger og feminist: Kirsten Justesen.
Mit navn er Vibeke Abel. Og jeg er forkvinde for den komité, som har stået bag ved Kirsten Justesens arbejde for at realisere monumentet. Komitéen består ud over Kirsten af: René Offersen; Morten Stræde; Mikkel Bogh; Camilla van Deurs; Mette Marciniak.
Tak til jer.
Men vi havde ikke været her i dag, hvis det ikke havde været for en række fonde, som kunne se idéen. Som kunne se potentialet. Som kunne se, at projektet gav mening.
På kunstneren og komitéens vegne: Tak til A.P. Møller Fonden. Tak til Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Tak til Augustinus Fonden. Tak til Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustrus, maleren Gerda Eickhoffs Fond.
Horeunge. Balletdanserinde. Modehandlerske. Gift til kongens venstre hånd. Pioner inden for socialt arbejde og velgørenhed. En kvinde af folket. En kvinde, som besluttede at bruge sin formue på at hjælpe udsatte kvinder og børn – og også på at se verden.
En kvinde, som aldrig glemte, hvor hun kom fra.
Grevinde Danner var en bemærkelsesværdig og inspirerende kvinde. Og hun har sat et bemærkelsesværdigt aftryk i Danmarkshistorien – fx i forbindelse med vedtagelsen af Grundloven – og i kvindekampens historie.
Når vi skilles i dag, så er det velvidende, at Grevinde Danner fremover står herovre ved Søerne i København med ansigtet vendt mod Dannerhuset. Det gør mig både glad og rørt.
Dannerhuset, som grevinden lod opføre, men aldrig så færdigt. 
Dannerhuset, som dengang blev opført til enlige, fattige kvinder fra arbejderklassen. Ikke borgerskabets enlige kvinder. 
Dannerhuset, som i dag hjælper og skaber forandring for voldsudsatte kvinder og børn – i Danmark. Og i verden. 
Helt i Grevindens ånd.
Jeg var én af de 300 kvinder, som besatte Dannerhuset en mørk og kold november-nat for ret præcist 45 år siden. Vi flyttede ind. Vi malede store kvindetegn på ruderne. Vi byggede sammen kvinde- og krisecenter her i huset. 
For vi opdagede, at der var noget, vi skulle tale om. Og stå sammen om.
Noget, der var hemmeligt. Noget, som vores søstre, mostre, veninder gik og holdt skjult. Noget, som skulle frem i lyset i Danmark.
Vold mod kvinder.
Monumentet er en stærk og vigtig påmindelse om, at kampen for kvinders rettigheder ikke er slut. Der er stadig masser at kæmpe for. Ikke mindst i dag.
Derfor giver det også mening, at Kirsten har valgt, at monumentet skal afsløres lige præcis i dag: På FN’s internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.
Nu vil jeg vende mig mod dig, Kirsten. For hvis der er én person, udover Grevinden, som fortjener hæder i dag – så er det dig.
For det er i allerhøjeste grad din fortjeneste, at projektet er blevet til noget. 
Du er en stædig og ihærdig kvinde. Med dig kan vi tale om en sand feminist.
Du ikke bare inspirerer. Du overrasker. Du skaber forandring.
I kvindeliv. I kvindekampen. I samfundet.
Du har lagt et kæmpe arbejde i at skabe monumentet for Grevinde Danner. 5 år har det taget. 
Du har ligget vandret for at indsamle viden om Grevinden – fra hendes fødsel til død. Og som altid, når du arbejder, med skarpt øje på kvindekampens historie.
Derfor modtager du naturligvis også Danners Ærespris senere i dag.
Kæmpestor tak for alt det, du har givet til Danmark. Kæmpestor tak for det, du har givet til kvindekampen. Kæmpestor tak, fordi du har skabt monumentet for Grevinde Danner.
Lige om lidt vil jeg give ordet til H.M. Dronningen. Derefter vores Kulturminister. Efterfulgt af monumentets skaber, Kirsten Justesen. Og så er det Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester.
Endnu engang tak til jer allesammen!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret