Sólbjørg Jakobsens tale på Folkemødet på Bornholm

Åbning: Den adelige modstand mod demokratiet
Foråret og sommeren er en højtid i dansk politik. 

Og som danskere elsker vi alle de helligdage, der nærmest kommer som en glædelig overraskelse hvert år - selvom der desværre er én mindre end tidligere. 

Heldigvis kan vi stadig fejre grundlovsdag. 

Og da jeg skrev min grundlovstale, gik jeg og tænkte på tiden op til grundloven. 

For sandheden om det danske demokrati er jo, at det ikke opstod pludseligt over natten. 

Bevægelsen var for længst i gang. Faktisk længe før vi fik papir på vores demokrati. 

Og hvorfor tog det så lang tid? 

Jo, befolkningen skulle være moden til det, selvfølgelig. Et velfungerende demokrati kræver myndige og dannede borgere. 

Men en anden og måske vigtigere årsag var, at mange jo pludselig stod til at miste deres privilegier. 

De kongelige. 
De adelige. 
Og alle dem, der havde nydt godt af at have tætte bånd til adelen. 

Den adelige klasse var ikke dumme. De kunne godt se, at samfundets tilstand begyndte at blive bedre og bedre for bønderne. 

Men de kunne samtidig se, at det jo ikke var dem, der sørgede for, at helt almindelige danske bønder fik det markant bedre. 

Åh nej… 

Hvad gør man så? 

Fordi spørgsmålet om, hvor længe befolkningen mon accepterer, at man stadig sidder solidt plantet der i elfenbenstårnet og har al magten, melder sig. 

Man kan gøre to ting: 

Man kan kæmpe imod forandringen. Stille sig på bagben og udskyde udviklingen så længe som muligt. 

Eller man kan spille med - lade som om, at man er ven af revolutionen, så man ikke får folkets vilje mod sig. 

*** 

I dag står Socialdemokratiet i lidt samme situation. 

Selvfølgelig kan vi ikke lave en direkte parallel - men hvis vi skal være helt ærlige, passer den sammenligning da meget godt… og de er passende også begyndt at tage imod kongelige ordener… 

At være adelig handler om at nyde godt af privilegier og særordninger. 
Det handler om at lave regler, der gavner en selv og ens allierede. 

Det handler om at føle sig berettiget til at bestemme over andre folks liv - og selvfølgelig også at føle, at man er født til at sidde på magten. Lyder det bekendt? 

Og hvad er det så i dag, der minder om tiden før grundloven? Hvilken bevægelse er det, jeg snakker om? 

Jeg taler om bevægelsen for et friere og mere fleksibelt velfærdssamfund. 

Danskerne gider ikke kassetænkning og at politikere skal overtage alt ansvaret for dem. 

Så én ting står i hvert fald mere klart frem nu end nogensinde før: Den socialdemokratiske velfærdsstat er trådt ind i sin terminale fase. 

Og ligesom det var uundgåeligt, at vi fik vores demokrati, er det også kun et spørgsmål om tid før vi får et nyt velfærdssamfund. 

Og bevægelsen for dét, er allerede i gang. 

Socialdemokratiet kan ikke længere bare regne med at alle arbejdervælgere og de store, ældre generationer stemmer på dem. 

Befolkningen har for længst gennemskuet, at skattelettelser og velfærd ikke er hinandens modsætninger. 

Og det skræmmer dem. 

Systemets særinteresser *fagbevægelsen* og adelige socialdemokrater allerede ryster i bukserne. 

Og det, der får dem til at ryste allermest i bukserne, er, at deres gamle angreb ikke længere virker. 

Skræmmehistorierne om borgerlig og liberal politik er bare ikke overbevisende længere. 

Engang fik Mette Frederiksen eksempelvis sagt i folketingssalen, at hvis Liberal Alliance fik held med at få vores politik igennem, ville Danmark helt ophøre med at være Danmark. 

Men ved I hvad? 

Hvis Socialdemokratiets Danmark er vakuumpakket mad, en skole hvor børnene ikke lærer at læse og skrive, sygehuse med årelange ventelister, hvor den borgernære velfærd skrænter mens bureaukraterne spinner guld, så har jeg det sgu meget fint med at de siger, at det med vores politik vil ophøre med at være sådan. 

*** 

Misforstå mig ikke. 

Danskerne elsker stadig velfærd - og det gør Liberal Alliance også - men vi er ikke håbløst forelskede i den socialdemokratiske velfærdsstat, der har udviklet sig til en bureaukratisk samlebåndsløsning. 

Så utilfredsheden, den vokser. 

Danskerne har fået nok af, at skulle tage sig til takke med vakuumpakket mad og ét bad om ugen, når man betaler nogle af verdens højeste skatter. 

Vi knokler et helt liv med løftet om, at vi får mere igen. Det er idéen med den socialdemokratiske samfundskontrakt. 

Men vi frygter selv at havne på det kommunale plejehjem. 

Vi frygter, at vi ikke kan få en tid i sundhedsvæsnet, fordi ventelisten er flere år lang. 

Og vi frygter, at vores børn bruger hele dagen i en folkeskole med vold og hvor de ikke lærer nok. 

Verdens bedste velfærdssamfund? Det lyder ikke helt sådan, vel? 

Men jeg tror på, at vi kan få det. Det mener jeg helt oprigtigt. 

Men jeg tror kun på det, fordi jeg kan se, at der er en slags folkebevægelse i gang. 

Ikke en folkebevægelse MOD velfærd, men en folkebevægelse for en NY slags velfærd. En bevægelse af borgerne. For borgerne. Og imod dét system, der holder dem tilbage. 

Og det sætter socialdemokraterne i en ubekvem situation. En situation ligesom de adelige, der godt kunne se skriften på væggene. 

*** 

Danskerne vil have valgfrihed – ikke detailstyring (folkemødeprogram)
Nu har jeg talt om bevægelse - om en samfundstendens. 

Og ofte kan man i tidens debatter spore, hvad der rør sig. Hvilke begreber, tendenser og ord fylder? 

Og vi har alle lært nye ord at kende. 

Work/life-balance. 

Fire dages arbejdsuge. 

Generationsledelse. 

Samlebånd. 

Arbejdsudbud. 

Underskudskvinder. 

Nogle af de ord hader jeg hver dag - andre har jeg det lidt varierende med, alt efter sammenhæng, men pointen er vigtig: 

For jeg tror, at de nye ord, vi alle har lært at kende, har noget at gøre med den nye folkelige bevægelse, jeg har talt om. 

At vi er på vej mod et sted, hvor danskerne drømmer om et samfund, der tillader forskellighed, fleksibilitet og det frie valg. 

Nu er vi jo på folkemødet. Det plejer jo at være et ret godt sted for at kigge på samfundstendenser. 

Så jeg tænkte, at jeg ville afprøve min tese. 

Derfor kiggede jeg på folkemødeprogrammet for i år. 

Og hør lige, hvad jeg fandt: 

I morgen kl 12:30 er der debat med titlen: “Hvordan begejstrer vi generation Z i arbejdslivet?”, hvor der er “fokus på krav om fleksibilitet, mening og balance mellem arbejde og fritid.” 

Og om et par timer kan du se debatten: “Skal politikerne blande sig I hvor mange børn vi får?”, som handler om balancen mellem arbejds- og familieliv. 

Men hvad er der til gengæld ikke noget af? 

Forsvarstaler for at stå længere ved samlebåndet. 

Ønskelister med flere helligdage, regeringen skal fjerne. 

Kærlighedserklæringer til politikere, der skælder ud på danskernes arbejdsmoral. Og skriver lange bøger om det. 

*** 

Ja, danskerne er trætte af et politisk system, der kun har systemets velbefindende for øje, og hvor borgerne bare er brikker, der skal få det til at ske. 

Eksemplerne er mange. Afskaffelsen af store bededag, for at tvinge os til at arbejde mere. 

Koranloven, hvor vores ytringsfrihed blev indskrænket. 

PET-loven, hvor alle uskyldige danskere skal masseovervåges. 

Og en af mine absolut mest hadede. 

Øremærket barsel, hvor familiernes muligheder for at indrette sig fleksibelt indskrænkes, fordi de danske forældre ikke træffer de valg, som de formynderiske politikere foretrækker. 

Og i dag vil jeg gerne sige det fuldstændig klart og tydeligt. 

Hvis Liberal Alliance kommer i regering, vil vi kæmpe for at sætte barslen 100% fri til de danske familier! 

Vi VIL gøre barslen fri, så det er familien selv, der bestemmer - og ikke bureaukrater fra Bruxelles, eller den socialdemokratiske adel. 

Familierne skal ikke tages til gidsel i ligestillingens navn. 

Og straks hører jeg adelen klamre sig til stråmændene: “Det er et tilbageslag for ligestillingen, at nogle mænd så måske tager mindre barsel” 

Hold nu op! Gu’ er det ej. 

Vi skal være et frit samfund - både mænd og kvinder. Politikere skal hverken tvinge mænd og kvinder til at være mere ens - eller til at være mere forskellige. De skal bare lade dem være! 

Fortidens kønslænker hører fortiden til! 

Og jeg har sagt det mange gange: Vi bliver ikke friere af at lave nye lænker. 

Lad mig lige rette en direkte appel til jer, der kalder jer “progressive”, men går ind for at vejen til ligestilling er kønskvoter, øremærket barsel og hvad I ellers finder på af tvang. 

I er IKKE progressive. At afløse fortidens lænker med nye, lyserøde lænker, er ikke progressivt. 

Det er idioti. 

Der var for pokker en årsag til, at de lænker skulle smides. 

Den årsag, var frihed. 

____ 

Derfor er mit ønske ikke at favorisere én bestemt familietype eller fortælle, at mor, far i arbejde og børn i institution er det bedste i verden. Det er det for rigtig mange af os - men ikke alle. 

Mit ønske politisk er at skabe mest mulig frihed, så folk kan indrette sig og tage ansvar på dén måde, de selv synes er rigtig. 

*** 

Og jeg er optimist. 

Fordi jeg tror på, at bevægelsen mod det frie velfærdssamfund er en uundgåelig profeti. 

Og jeg glæder mig til adelens sølle modstand, der forsøger at klamre sig til fordums-tidernes privilegier og storhed. 

Og jeg glæder mig til, at vi borgerlige endelig skal tage os lidt mere sammen og formulere egne visioner for fremtidens velfærdssamfund. 

Jeg er klar. Liberal Alliance er klar. 

Friheden kommer til at sejre! Friheden skal altid sejre! 

Og hav et fantastisk folkemøde, uanset hvordan I indretter jeres liv. 

Tak for ordet.