For 81 år siden klokken 20.35 lød befrielsesbudskabet, som vi hørte for lidt siden, fra radioen i hvert et lille dansk hjem.
De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned og brændt i gadebilledet.
Danskerne tog lyset tilbage efter fem års mørke.
Kram. Jubel. Tårer.
Spontan folkefest fyldte gaderne.
Det var forår og Danmark frit.
***
Men ikke alle kunne fejre friheden med deres nærmeste.
Blot 16 dage inden befrielsen blev ti modstandsfolk her fra egnen dømt til døden.
Ni af dem blev skudt.
Den tiende – Ib Schalz på bare 19 år - blev benådet efter at have set sine ni kammerater dø.
Han var psykisk brændemærket af traumet frem til sin tidlige død som 42 årig.
Nazisternes sadisme kendte ingen grænser.
Sabotørerne fra Fredericia og Taulov blev i modsætning til de andre dødsdømte modstandsfolk nægtet at skrive afskedsbreve til deres nærmeste.
Samme dag de blev stillet for den tyske krigsret, blev de henrettet i Ryvangen.
En af de mænd var 28-årige Ferdinand Andersen.
Vi finder aldrig ud af, hvad der gik gennem hans hoved, da han blev stillet for den tyske krigsret og henrettet samme dag.
Men vi ved, hvad… eller rettere, hvem… han havde i tankerne, da han seks dage forinden skrev et brev fra Vestre Fængsel i København hjem til Fredericia.
Nemlig hans familie.
Hvordan har børnene det? De nyder vel det gode vejr, skrev han til sin elskede hustru.
Jeg savner dem meget. Ligesom jeg også savner dig, Lillemor.
”Hvordan har Mormor det?”
Det er godt, I har Far og Mor. Og gode venner til at hjælpe jer.
Hils dem.
Pas nu godt på børnene, kære Lillemor.
De er jo vores et og alt.
Hils dem mange gange fra Far.
***
Ferdinand sad i en kold og ensom fængselscelle vel vidende om, at han muligvis ville blive dømt til døden.
Men det som han tænkte på, var om hans børn nød det gode vejr.
Måske kunne han høre deres grin for sig, mens de legede udenfor i det varme forårsvejr.
Intet i verden kan stå i vejen for den kærlighed, der er mellem børn og deres forældre.
Ikke krig. Ikke fangenskab. Ikke død.
De danske modstandsfolk under anden verdenskrig kæmpede ikke blot for deres egen frihed.
De kæmpede for, at alle dem, de holdt af, kunne bevare deres.
De kæmpede for alt, hvad de havde kært.
***
For 81 år siden fik Danmark sin frihed.
I dag kæmper Ukrainerne for deres.
Og ikke nok med det.
De kæmper også for vores. De kæmper for hele Europas frihed fra Ruslands tyranni.
For 81 år siden viste modstandsfolkenes breve fra fængslet os, hvordan krig river forældre og børn væk fra hinanden.
I dag ser vi de samme hjerteskærende øjeblikke foreviget på sociale medier.
Rørende telefonoptagelser af soldater, der bliver genforenet med deres familier… står i skærende kontrast til skræmmende optagelser fra hjelmene på de faldne soldater, som aldrig vendte hjem.
Teknologisk er der stor forskel mellem anden verdenskrig og krigen i Ukraine.
Men de menneskelige lidelser ved krig er de samme, som de altid har været.
Intet sted står det mere klart end i en viral video af en ukrainsk soldat…
der ringer til sin mor som det allerførste…
efter han kom tilbage til hjemlandet efter at have været krigsfange i Rusland.
Soldaten bryder straks i gråd, da han hører sin mors stemme for første gang i årevis.
Selvom man kun hører den ene del af samtalen, er soldatens ord – og især pauserne mellem dem - noget af det mest rørende, jeg nogensinde har hørt.
Den lyder sådan her oversat til dansk:
Hej mor.
Hej, min kære mor.
Du skal ikke være bekymret.
Alt er godt.
…
Er I alle i live? Har alle det godt?
…
…
…
Please, hold ud, mor.
Jeg beder dig.
…
Hold ud, jeg kommer snart hjem.
Jeg skal nok passe på dig.
Jeg skal nok tage mig af dig, mor.
…
Du må ikke være bekymret.
Hils alle sammen fra mig.
***
I mange årtier troede vi i Europa, at frihed og demokrati ville sejre af sig selv.
At frihedens og demokratiets fjender med tiden ville tilslutte sig vores idealer.
At vi ikke behøvede at være stærke, så længe vi havde de stærkeste værdier.
Det var en fejltagelse.
Putin ønsker ikke frihed og fred i Europa.
Derfor skal vi ikke bare have friheden kær.
Vi skal kæmpe for friheden.
Og i sidste ende skal vi være villige til at dø for den.
Det er Ukrainerne.
Men de har brug for os.
Derfor skal vi hjælpe dem alt, hvad vi overhovedet kan.
Lad os bruge denne 4. maj til at minde hinanden om, at det for alt i verden skal være friheden, freden og det Ukrainske folk som sejrer.
***
Jeg vil afslutningsvis rette et budskab direkte til de unge mennesker fra 1.g på Fredericia Gymnasium, som jeg ved, er til stede her i aften.
Ligesom der under besættelsen var modstandsfolk på jeres alder, som døde i kamp for Danmarks frihed, er der unge ukrainere i dag som må kæmpe for deres.
Det kunne lige så godt have været jer.
Mit budskab til jer er ikke, at i skal leve i frygt for, at Danmark igen bliver invaderet af tyranner.
Tværtimod.
Historien er ikke skæbnebestemt til at gentage sig - så længe vi lærer af den!
Den gode nyhed er, at det er op til os selv.
Det er op til os selv at sikre, at Danmark aldrig igen skal være forsvarsløs.
Det er op til os selv at kæmpe for alt det, vi har kært.
***
Og gør vi det, så vil I unge mennesker fra Fredericia Gymnasium en skønne dag kunne rejse til et frit Ukraine.
Tillad mig her til allersidst at oversætte de sidste fire linjer i det allerede berømte digt, som en ukrainsk soldat og familiefar ved navn Pavlo Vyshebaba har skrevet til sin datter fra frontlinjen:
Lad Ukraine blive landet, alle vil udforske
Invitér venner fra andre lande og alle du møder
Lad os vise alle og enhver efter krigen
Hvor taknemmelige vi er for vores børns fred.
Tak for ordet.