For 10 år siden var jeg på besøg i en butik for at forsøge at tegne overenskomst. Her møder jeg salgsassistenten Elina. Hun er enlig mor, midt i 40’erne og har aldrig indbetalt en krone til en pensionsopsparing.
Elina ville gerne. Men hun havde aldrig haft et arbejde med overenskomst - og som enlig mor var det forståeligt nok svært at finde luft i budgettet.
Elina og et par kolleger valgte at melde sig ind hos os, vi sendte et overenskomstkrav til deres arbejdsgiver, og under en måned efter var der indgået overenskomst, og Elina fik den første indbetaling på sin pension.
Det var en kæmpe åbenbaring for dengang 20-årige Sofie, hvad HK kan.
Tænk sig, hvor Elina og alle os andre havde været uden.
Fagbevægelsen kan meget, men vi skal endnu mere.
Vi skal skabe et arbejdsliv med mere glæde. Hvor vi passer vores arbejde, selvfølgelig. Men hvor vi også skaber plads til de vigtige ting i livet.
Hvor vi skaber den fleksibilitet, hver enkelt familie har brug for.
Alt for mange må finde feberredninger når de selv eller deres børn er syge. Alt for mange børnefamilier spiller kalender-Tetris for at balancere hentning i daginstitution med skiftende arbejdstider.
Som I kan se, er det et emne, der nok bliver ret væsentligt for mig sådan rent personligt lige om lidt. Eller i hvert fald om ca. 14 dage, hvor jeg har termin.
På kandidatmøderne blev også det meget tydeligt, at vi er nødt til at tale om udfordringerne ved overgangsalder, hvor vi har en masse arbejdspladser – og politikere – der slet ikke er klar over, hvor stor en bølge der render igennem Danmark lige nu, af seje kvinder som deler deres oplevelser, og som desværre ikke alle steder bliver taget alvorligt.
Og man skal ikke have mødt mange stress-ramte for at vide, hvor store konsekvenser det har – ikke blot for den enkelte men for hele familien.
Sådan behøver det ikke at være. Vi kan skabe et arbejdsmarked, hvor der er plads til at være menneske.
Og hvor der er plads til at være det menneske, du er. Vi er nået langt i kampen for mangfoldighed. Flere bliver rummet i vores fællesskab end før. Danmark har lært nye bogstavkombinationer. Men der er alt for lang vej til, at arbejdsmarkedet rummer alle mennesker og alle familieformer.
Tidligere i år blev vi i min afdeling kontaktet af vores medlem, Remi, der havde brug for vores hjælp.
Remi lever i en regnbuefamilie med far, mor, medfar og børn. Moren til hans børn var desværre blevet uhelbredeligt syg.
Remi havde derfor ringet ind til sin HR-afdeling for at spørge, hvilke rettigheder, han har, når moderen til hans børn går bort. Altså både hvad angår selve dødsdagen og dagen for begravelse.
HR svarede, at eftersom de ikke var gift eller levede i et – ifølge HR – ægteskabslignende forhold, havde han ikke ret til at få fri på dødsdagen og til begravelsen. Men han kunne bede sin nærmeste leder om fri. Her får HR i øvrigt i en parentes understreget, at det er uden løn.
For medlemmer som Remi er kampen for mangfoldighed jo ikke en kamp om bogstaver og tiltaleformer. Det er en arbejdskamp. Det er kampen for, at din arbejdsgiver ikke skal have mere hånd- og halsret over dig, end at du med sikkerhed ved, at du kan komme til begravelsen, når moren til dine børn dør.
En anden arbejdskamp, hvor vi i HK skal gå forrest, er kampen for respekt for det administrative arbejde.
Det har i lang tid været moderne at sige, at man vil spare på administration i stat, regioner og kommuner. Især hvis man kalder det bureaukrati eller kolde hænder, så er det noget, vi skal af med, så kan man åbenbart spare en masse penge. Hvis du krydrer den opskrift med noget AI – og gerne før vi overhovedet har fundet ud af, hvordan det skal bruges – så kan man ligefrem spare titusindvis af stillinger væk.
Vores politikere er nødt til at komme ud af busken: Fortæl os, hvilke arbejdsopgaver, vi ikke skal lave mere.
For jeg vil nødigt undvære at kunne ringe til Mathias, når jeg har spørgsmål til min årsopgørelse ved SKAT.
Og hvad hvis Karina stoppede med at fordele vuggestuepladser, når vores børn skal have institutionsplads?
Eller skal Lene lade være med at sikre, at vi får taget de rigtige blodprøver før en CT-scanning af hjertet?
Gå da endelig til valg på det. Så kan vi i øvrigt stemme på nogle andre. Men lad være med bare at køre en grønthøster ud over Mathias, Karina og Lenes arbejde og fortælle, at det er overflødigt. Du ødelægger deres arbejdsmiljø, og du mangler respekt for deres indsats.
Respekt handler også om, at man skal kunne trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet.
I rimelig tid. Vi kan blive nødt til i fagbevægelsen at sige, at pensionsalderen ikke kan blive ved med at stige og stige indtil solen brænder ud, hvis ikke politikerne og arbejdsgiverne snart tager et bedre arbejdsmiljø alvorligt.
Og husk det her: Når vi kæmper for en retfærdig tilbagetrækning, så kæmper vi for, at vores medlemmer kan få den mulighed, som dem på samfundets solside altid har haft.
For dem, der har tjent nok, har jo altid kunnet trække sig tilbage, når det passede dem. Du har ikke brug for en ret til tilbagetrækning, hvis du i årevis har tjent en direktørløn. Du kan bare stoppe og leve af dine penge.
Det, jeg vil have, er, at folk, der har tjent en nede-på-gulvet-løn får samme ret til at lege med deres børnebørn.
Og jer der går og tror, at mange står i kø for at hoppe på Arnepensionen. Altså nu siger jeg det bare: Det er jo ikke noget, man ligefrem bliver millionær af.
Retten til en værdig tilbagetrækning er et spørgsmål om tryghed. Og netop tryghed er noget, vi mangler, når vi ser ud i verden omkring os.
I en tid, hvor både vores luftrum, vores farvande og vores digitale infrastrukturer angribes, har vi ikke brug for at skabe mere utryghed for danske lønmodtagere. Vi har brug for at stå sammen og passe på hinanden.
Når der flyver droner rundt, og vi er truet fra flere dele af verden, er der ikke brug for at slå revner i velfærdssamfundet. Der er brug for at rykke sammen i bussen.
For der er intet velfærdssamfund at passe på uden frihed og fred. Det kommer til at kræve både krisepakker og krigsskibe.
Det handler ikke om, hvorvidt der kommer en regning. Det gør der. Det vigtige er, at den skal fordeles socialt retfærdigt.
At det ikke – igen – skal være de nedslidte og de hårdtarbejdende, der skal holde for, når krisen banker på.
For vi har set de borgerlige lave det nummer før. Hvor enhver krise i verden bliver en kærkommen lejlighed til at lade dem holde for, der har mindst at stå imod med.
Til gengæld kan det tælles på en savværkarbejders hånd, hvor mange gange, de borgerlige har villet lade arbejdsgivere, kvotekonger og finanssektoren holde for.
Sådan må det ikke blive den her gang. Det er ikke kun et spørgsmål om social retfærdighed. Det er også et spørgsmål om vores sikkerhed.
For vi kan kun få befolkningen med på den her regning, hvis vi fordeler den retfærdigt.
Hvis vi finansierer missilforsvar ved at fjerne den sociale tryghed, eller hvis vi betaler for brigader ved at fyre halvdelen af alle social- og sundhedsassistenter, så kommer befolkningen til at sige stop.
Så kan vi godt glemme alt om flere folk i grønne uniformer. Det, vi vil få, er gule veste i stedet.
Den diskussion. Den skal vi i HK turde træde ind i.
Nå.
HK er en fantastisk forening. Når man skal melde sig ind på hjemmesiden, har vi mere end 2000 forskellige stillingsbetegnelser. Vi har intet mindre end 10.979 medlemmer, der har valgt at have HK som sit rygmærke – fordi de er tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter – eller klubbestyrelsesmedlemmer.
Vi har [208.000] medlemmer. Af alle slags. Unge, erfarne, eller videnstunge, som nogen kaldte det på et af kandidatmøderne. Og selv om folk ikke tænker over det, så møder alle danskere et af vores 208.000 medlemmer hver eneste dag.
Når vores medlemmer så har brug for deres fagforening, så møder de os enten i form derestillidsrepræsentant eller deres afdeling. Det er afdelingerne, jeg selv er rundet af, og det er det, der er afgørende for at fastholde og organisere medlemmer. Derfor vil jeg ikke glemme, at HK består af syv afdelinger, der har et forbund. Ikke af et forbund, der har syv afdelinger.
Og derfor, fordi HK allermest findes i mødet med medlemmer, skal vi ikke hoppe med på den gavebod, jeg synes der hersker i andre ”foreninger”, nemlig dem vi kender som ”de gule”.
Jeg tror nu engang det er sådan, at hvis man melder sig ind for at få to biografbilletter
Så smutter man også et nyt sted hen for en gratis powerbank.
Hvis jeg kun må sætte mig ét mål for den kommende kongresperiode, så er det, at vi i HK lykkes med at få medlemsfremgang.
Og det skal gøres med respekt for mit mantra siden jeg første gang satte fødderne i vores skønne forening:
Det at være medlem af en fagforening må aldrig blive et mål i sig selv. Det skal være et middel til at få et bedre arbejdsliv.
Vi skal være det stærkeste talerør for de mennesker, der viser os den tillid. Det skal vi være i deres arbejdsliv. Men vi skal også være det i resten af deres tilværelse. Vores ansvar og interessevaretagelse stopper ikke når vores medlemmer har fyraften.
Og der er nok at tage fat på:
Vi skal være der for medlemmer som Ditte, der blev syg af at gå på arbejde, og så blev fyret på 120-dages reglen - altså med forkortet opsigelsesvarsel. Tænk, at vi har lovgivning, som tillader, at hvis din arbejdsgiver eller arbejdsplads, gør dig syg, så kan de også fyre dig med forkortet varsel.
Først pisser de på os, og så siger de, at vi lugter.
Eller vores egen HK’er, Christina, der på kandidatmødet her hjemme i Nordjylland fortalte, at når hun tog til lægen for at fortælle om smerter i underlivet, så blev hun sendt hjem med beskeden om at tage panodiler – og først efter knap fem år og en akut indlæggelse, fandt de ud af den reelle årsag: Nemlig at Christina har den meget udbredte kvindesygdom endometriose.
Vi skal være det sted, hvor Remi, Ditte og Christina går hen for at opnå de forandringer, de ikke på egen hånd har en chance for at skabe.
Fordi vi kan meget mere, når vi er sammen.
Fordi hver og en af 208.000 medlemmer har valgt vores fællesskab til. Fordi vi har truffet det helt grundlæggende valg. At vi vil være noget for flere end os selv.
Jeg vil rigtig gerne være noget for jer.
Tak for ordet.