En tur i Tivoli, ikke langt herfra, koster nogle hundrede kroner. Nogle vil sige, at det ikke er meget. Men det er det, hvis man ikke har nogle hundrede kroner sidst på måneden.
Der er et barn i en klasse her i København, som ved, at hun ikke tager med klassekammeraterne i Tivoli. Det har hun vidst i nogle uger. Hun har måske sagt, at hun er ligeglad. At Tivoli er dumt. Eller også bliver hun nok “syg” på dagen.
Hun skåner sine forældre og lader være med at spørge dem om lov. For hun ved, at så står mor og far med valget imellem karruseller eller kødsovs. Det valg vil hun ikke give dem. Så hun vælger for dem.
Det er ikke hendes opgave at få det til at hænge sammen.
Det er samfundets opgave.
Det er vores opgave.
Vi lever i et af verdens rigeste lande. Alligevel vokser 50.000 børn op i fattigdom. Her i Danmark, lige nu. Vi udelukker børn fra vigtige fællesskaber, når der ikke er råd til at gå til spejder, fødselsdage eller sport. Og det værste er, at vi gør det med åbne øjne.
Børnefattigdom i Danmark er ikke en naturlov – det er et politisk valg.
Der er et barn i en klasse her i København, som ved, at hun ikke tager med klassekammeraterne i Tivoli. Det har hun vidst i nogle uger. Hun har måske sagt, at hun er ligeglad. At Tivoli er dumt. Eller også bliver hun nok “syg” på dagen.
Hun skåner sine forældre og lader være med at spørge dem om lov. For hun ved, at så står mor og far med valget imellem karruseller eller kødsovs. Det valg vil hun ikke give dem. Så hun vælger for dem.
Det er ikke hendes opgave at få det til at hænge sammen.
Det er samfundets opgave.
Det er vores opgave.
Vi lever i et af verdens rigeste lande. Alligevel vokser 50.000 børn op i fattigdom. Her i Danmark, lige nu. Vi udelukker børn fra vigtige fællesskaber, når der ikke er råd til at gå til spejder, fødselsdage eller sport. Og det værste er, at vi gør det med åbne øjne.
Børnefattigdom i Danmark er ikke en naturlov – det er et politisk valg.
Forestil jer, at I ikke er født endnu.
I ved ikke, om I bliver født ind i verden som rig eller fattig, syg eller rask.
Stil jer selv spørgsmålet: Hvilket samfund vil I gerne fødes ind i?
Når man er født privilegeret, er der jo ikke noget nemmere end at kræve topskattelettelser betalt med dårligere dagpenge. Ville man mon mene det samme, hvis man ikke vidste hvad man blev født som?
For mig er et retfærdigt samfund, et samfund man tør at blive født ind i uden at kende sine livsvilkår på forhånd.
Og sådan et retfærdigt samfund kræver, at der er et sikkerhedsnet til at gribe os når vi skal bruge det. Men lige nu er der nogen, der ønsker at rive store huller i det net.
I valgkampen foreslog Liberal Alliance at halvere dagpengeperioden. Og de Konservative, ja de ønsker at udhule dem.
De siger, at vi ikke har brug for dagpengene, fordi der er lav arbejdsløshed. Og når der er lav arbejdsløshed, kan man jo bare finde sig et arbejde.
Men lur mig, om ikke den dag, der er høj arbejdsløshed, så vil de foreslå at skære i dagpengene, fordi vi ikke har råd til dem.
Jeg kunne næsten få den tanke, at de bare leder efter en undskyldning for at skære i dagpengene.
For den blå logik er jo: at jo mere man presser mennesker, desto hurtigere finder de et arbejde.
Hvis det passede, skulle vi jo tage fodboldstøvlerne fra landsholdet, for så ville de nok løbe stærkere. Så kunne det også være, at de havde kvalificeret sig til VM.
Det giver ingen mening. Jeg tror ikke på, at mennesker bliver stærkere af, at nogen spænder ben for dem.
Tænk, at man kan stå der med sit på det tørre og lede efter muligheder for at presse håndører ud af mennesker, der lige har mistet sit arbejde.
Men lad os være ærlige:
Vi, i Socialdemokratiet, er heller ikke selv gået helt fri af den blå logik.
I den seneste regeringsperiode har vi købt ind på ideen om, at en lavere kontanthjælp skulle få unge, som af mange forskellige grunde står uden for arbejdsmarkedet, til pludseligt at komme i arbejde.
Ligesom studerende nu skal skynde sig igennem deres uddannelse – alt imens vi har gjort det sværere at vælge om, hvis man er begyndt på det forkerte studie.
I stedet for at lade os smitte af den blå logik, så lad os sammen finde frem hvordan vi får hjulpet alle mennesker til at være en del af det arbejdsmarked, vi ser ind i. Med alt fra AI, Ukraine og til oliekrise –så har vi brug for alle stærke hænder og kloge hoveder.
Heldigvis er vi endnu ikke stødt på et problem eller har oplevet nogen uretfærdighed, som ikke kunne løses ved, at socialdemokratiet og fagbevægelsen satte sig ned sammen.
For selvom vi i partiet og i fagbevægelsen nok ikke altid ser helt ens på alle løsninger – så har vi brug for hinanden.
Og som Peter Belli sagde engang: Selvom det går op og ned ad bakke, så går vi samme vej.
For Danmark fortjener en stærk og levende fagbevægelse.
Og Danmark fortjener en regering med Socialdemokratiet i spidsen.
Vi socialdemokrater ved, at vi kan vælge en vej, hvor fællesskabet ikke er noget, man skal have råd til – men noget, man får i dåbsgave.
Og i et rigtigt fællesskab, der skal vi have alle med. Derfor vil jeg ikke acceptere, at dem der har mindst, får endnu mindre. Og det endda samtidig med, at toppen i det her samfund er ved at stikke fuldstændigt af.
På de 20 minutter det tager en topdirektør at drikke dagens første kop kaffe, tikker der 7.000 kroner ind på lønkontoen.
Og ham, jeg mødte bag kassen i supermarkedet her til morgen? Det er en uges arbejde for ham.
Engang tjente en topchef i Danmark omkring 10 gange så meget som dem på etagerne under direktionsgangen. I dag er det 50 gange så meget.
Det er jo nødvendigt med de høje lønninger, får vi at vide. Fordi vi konkurrerer globalt. Fordi vi skal kunne tiltrække de dygtigste.
Fint nok.
Men prøv lige at lægge mærke til noget:
Når det handler om direktører, så skal lønnen bare op – ellers taber vi konkurrencekraft.
Når det handler om helt almindelige lønmodtagere, så er selv små lønstigninger pludselig et kæmpe problem for vores konkurrenceevne.
Det er lige præcis dér kæden hopper af for mig. Når vi presser dem i bunden og lader toppen stikke af, så får vi et samfund, hvor flere og flere står uden for fællesskabet og færre børn kan komme med klassen på tur.
Og hvis nogen så vover at foreslå, at de superrige skal bidrage med bare en lille smule mere, for eksempel med en formueskat på sølle 0,5 procent …ja så bliver det pludselig så alvorligt, at direktørerne truer med at pakke rullekufferten og flytte til Schweiz.
Det er eddermame arrogant.
I dag er det 1. maj, vores kampdag. Og nu hvor det også skulle have været en vis helligdag i dag – så vil jeg bare sige, at helligdage er jo tiden hvor tilgivelse er en stor dyd.
Så den vil jeg allernådigst forsøge at udvise.
Men jeg vil også sige, kære partifæller: Jeg håber dælme ikke, at I kommer ud fra Marienborg og pludselig har afskaffet pinsen.
Heldigvis er der stadig noget, der er helligt.
Og det kan ingen tage fra os. Kære venner – her hos os er hjerterne røde.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad der sker lige nu på Marienborg, hvor partierne kommer med ønsker til den kommende regering.
Jeg ønsker mig et samfund, som sikrer en retfærdig pensionsalder – i stedet for at give skattelettelser til de allermest velhavende.
Et samfund, der tager stress alvorligt – i stedet for at dyrke mere kontrol og minut-tyranni.
Et samfund, der prioriterer flere voksne i skoler og børnehaver – i stedet for at øge mistrivsel og ensomhed.
Vi bestemmer selv, hvilket samfund vores børn skal vokse op i.
Og det er netop pointen i de kloge ord, jeg engang hørte, og som har fulgt mig lige siden:
’Ulighed er ikke et produkt af udefrakommende kræfter, men et spørgsmål om politik. Derfor kan vi også ændre retning.’
TAK for ordet
Rigtig glædelig 1. maj.
I ved ikke, om I bliver født ind i verden som rig eller fattig, syg eller rask.
Stil jer selv spørgsmålet: Hvilket samfund vil I gerne fødes ind i?
Når man er født privilegeret, er der jo ikke noget nemmere end at kræve topskattelettelser betalt med dårligere dagpenge. Ville man mon mene det samme, hvis man ikke vidste hvad man blev født som?
For mig er et retfærdigt samfund, et samfund man tør at blive født ind i uden at kende sine livsvilkår på forhånd.
Og sådan et retfærdigt samfund kræver, at der er et sikkerhedsnet til at gribe os når vi skal bruge det. Men lige nu er der nogen, der ønsker at rive store huller i det net.
I valgkampen foreslog Liberal Alliance at halvere dagpengeperioden. Og de Konservative, ja de ønsker at udhule dem.
De siger, at vi ikke har brug for dagpengene, fordi der er lav arbejdsløshed. Og når der er lav arbejdsløshed, kan man jo bare finde sig et arbejde.
Men lur mig, om ikke den dag, der er høj arbejdsløshed, så vil de foreslå at skære i dagpengene, fordi vi ikke har råd til dem.
Jeg kunne næsten få den tanke, at de bare leder efter en undskyldning for at skære i dagpengene.
For den blå logik er jo: at jo mere man presser mennesker, desto hurtigere finder de et arbejde.
Hvis det passede, skulle vi jo tage fodboldstøvlerne fra landsholdet, for så ville de nok løbe stærkere. Så kunne det også være, at de havde kvalificeret sig til VM.
Det giver ingen mening. Jeg tror ikke på, at mennesker bliver stærkere af, at nogen spænder ben for dem.
Tænk, at man kan stå der med sit på det tørre og lede efter muligheder for at presse håndører ud af mennesker, der lige har mistet sit arbejde.
Men lad os være ærlige:
Vi, i Socialdemokratiet, er heller ikke selv gået helt fri af den blå logik.
I den seneste regeringsperiode har vi købt ind på ideen om, at en lavere kontanthjælp skulle få unge, som af mange forskellige grunde står uden for arbejdsmarkedet, til pludseligt at komme i arbejde.
Ligesom studerende nu skal skynde sig igennem deres uddannelse – alt imens vi har gjort det sværere at vælge om, hvis man er begyndt på det forkerte studie.
I stedet for at lade os smitte af den blå logik, så lad os sammen finde frem hvordan vi får hjulpet alle mennesker til at være en del af det arbejdsmarked, vi ser ind i. Med alt fra AI, Ukraine og til oliekrise –så har vi brug for alle stærke hænder og kloge hoveder.
Heldigvis er vi endnu ikke stødt på et problem eller har oplevet nogen uretfærdighed, som ikke kunne løses ved, at socialdemokratiet og fagbevægelsen satte sig ned sammen.
For selvom vi i partiet og i fagbevægelsen nok ikke altid ser helt ens på alle løsninger – så har vi brug for hinanden.
Og som Peter Belli sagde engang: Selvom det går op og ned ad bakke, så går vi samme vej.
For Danmark fortjener en stærk og levende fagbevægelse.
Og Danmark fortjener en regering med Socialdemokratiet i spidsen.
Vi socialdemokrater ved, at vi kan vælge en vej, hvor fællesskabet ikke er noget, man skal have råd til – men noget, man får i dåbsgave.
Og i et rigtigt fællesskab, der skal vi have alle med. Derfor vil jeg ikke acceptere, at dem der har mindst, får endnu mindre. Og det endda samtidig med, at toppen i det her samfund er ved at stikke fuldstændigt af.
På de 20 minutter det tager en topdirektør at drikke dagens første kop kaffe, tikker der 7.000 kroner ind på lønkontoen.
Og ham, jeg mødte bag kassen i supermarkedet her til morgen? Det er en uges arbejde for ham.
Engang tjente en topchef i Danmark omkring 10 gange så meget som dem på etagerne under direktionsgangen. I dag er det 50 gange så meget.
Det er jo nødvendigt med de høje lønninger, får vi at vide. Fordi vi konkurrerer globalt. Fordi vi skal kunne tiltrække de dygtigste.
Fint nok.
Men prøv lige at lægge mærke til noget:
Når det handler om direktører, så skal lønnen bare op – ellers taber vi konkurrencekraft.
Når det handler om helt almindelige lønmodtagere, så er selv små lønstigninger pludselig et kæmpe problem for vores konkurrenceevne.
Det er lige præcis dér kæden hopper af for mig. Når vi presser dem i bunden og lader toppen stikke af, så får vi et samfund, hvor flere og flere står uden for fællesskabet og færre børn kan komme med klassen på tur.
Og hvis nogen så vover at foreslå, at de superrige skal bidrage med bare en lille smule mere, for eksempel med en formueskat på sølle 0,5 procent …ja så bliver det pludselig så alvorligt, at direktørerne truer med at pakke rullekufferten og flytte til Schweiz.
Det er eddermame arrogant.
I dag er det 1. maj, vores kampdag. Og nu hvor det også skulle have været en vis helligdag i dag – så vil jeg bare sige, at helligdage er jo tiden hvor tilgivelse er en stor dyd.
Så den vil jeg allernådigst forsøge at udvise.
Men jeg vil også sige, kære partifæller: Jeg håber dælme ikke, at I kommer ud fra Marienborg og pludselig har afskaffet pinsen.
Heldigvis er der stadig noget, der er helligt.
Og det kan ingen tage fra os. Kære venner – her hos os er hjerterne røde.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad der sker lige nu på Marienborg, hvor partierne kommer med ønsker til den kommende regering.
Jeg ønsker mig et samfund, som sikrer en retfærdig pensionsalder – i stedet for at give skattelettelser til de allermest velhavende.
Et samfund, der tager stress alvorligt – i stedet for at dyrke mere kontrol og minut-tyranni.
Et samfund, der prioriterer flere voksne i skoler og børnehaver – i stedet for at øge mistrivsel og ensomhed.
Vi bestemmer selv, hvilket samfund vores børn skal vokse op i.
Og det er netop pointen i de kloge ord, jeg engang hørte, og som har fulgt mig lige siden:
’Ulighed er ikke et produkt af udefrakommende kræfter, men et spørgsmål om politik. Derfor kan vi også ændre retning.’
TAK for ordet
Rigtig glædelig 1. maj.