Et tåleligt liv?
Det er de ord, lovgivningen har til overs for handicappede i Danmark. Ikke værdigt eller meningsfuldt, men tåleligt.
Tænk lige over det et øjeblik. Er samfundets holdning til mennesker med handicap virkelig, at vi skal nøjes med at kunne tåle vores liv? Hvorfor skal vi acceptere så lav en standard? Hvorfor skal vi nøjes med at leve på kanten af det tålelige?
Vi taler om ældrebyrden, som om de mennesker, der har bygget vores velfærdssamfund, nu bare er en belastning. Men hvad med os, der er født med eller har fået et handicap? Er vi så en handicapbyrde?
Forestil dig at vågne hver dag og føle dig mindre værd. Det lyder voldsomt, men det er virkeligheden, når man konstant skal kæmpe for helt basale ting, andre tager for givet.
Tillid er ingen selvfølge!
Som handicappet er jeg dybt afhængig af tillid. Jeg er nødt til at stole på fremmede mennesker hver dag. På chaufføren, der kører mig sikkert hjem. På assistenten, der doserer min medicin. På klassekammeraten, som venligt spørger, om jeg skal have noget med fra kantinen.
Alle disse mennesker gør en kæmpe forskel i mit liv, og jeg er dem dybt taknemmelig.
Men systemet?
Hvordan skal jeg stole på et system, der ikke lytter? Hvordan skal jeg stole på et system, der svigter? Og hvordan skal jeg have tillid til et system, der ser mig som en udgift og ikke som et menneske?
Tillid er noget, jeg kæmper for hver eneste dag.
Jeg har haft tre førerhunde. Tre vidunderlige hunde, der gav mig tryghed og frihed. Men hver gang en ny hund skulle bevilges, måtte jeg kæmpe. Da min tredje førerhund døde af kræft kun seks år gammel, nægtede kommunen at give mig en ny. Det føles som et kæmpe svigt. Ja, faktisk et direkte brud på tilliden.
Jeg står nu uden hund og uden den tryghed og sikkerhed, som en førerhund giver mig, når jeg færdes alene ude i trafikken på vej til og fra mit studie.
Jeg har været blind hele mit liv. Jeg ved, hvad der gør mit liv nemmere og mere sikkert. Alligevel skal jeg gang på gang kæmpe for den hjælp, jeg er afhængig af. Hvordan kan systemet forvente min tillid, når det ikke har tillid til mig?
Statistikken lyver ikke!
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd lever mere end 30 procent af voksne med handicap under fattigdomsgrænsen. Når man konstant skal prioritere mellem medicin, varme og mad, bliver drømme og håb til luksus.
Det handler ikke kun om penge eller ressourcer. Det handler om menneskesyn. Vil vi acceptere, at nogle mennesker er mindre værd? Eller vil vi kæmpe for værdighed for alle?
Hvis vi kun ser økonomien bag et handicap, mister vi mere end vores menneskelighed. Vi mister potentialet i mennesker.
Handicappede er ikke en belastning. Vi er mennesker med drømme, håb og ressourcer. Vi kan og vil gerne bidrage til samfundet. Men det kræver, at vi får muligheden. At vi får tilliden.
Tillid er noget, vi bør forvente. Tillid skal bygges. Tillid kræver handling.
Lad os starte her og nu. Lad os ændre diskursen om de svageste i samfundet. Lad os kræve et system, der ser alle som ligeværdige medborgere, ikke som udgifter. Lad os insistere på, at ingen skal nøjes med et tåleligt liv.
Lad os sammen kæmpe for et godt og værdigt liv for alle!
Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan forme fremtiden. Lad os skabe et samfund, hvor tillid er fundamentet, og hvor alle får mulighed for et værdigt liv!
Det skylder vi hinanden!
TAK!
Det er de ord, lovgivningen har til overs for handicappede i Danmark. Ikke værdigt eller meningsfuldt, men tåleligt.
Tænk lige over det et øjeblik. Er samfundets holdning til mennesker med handicap virkelig, at vi skal nøjes med at kunne tåle vores liv? Hvorfor skal vi acceptere så lav en standard? Hvorfor skal vi nøjes med at leve på kanten af det tålelige?
Vi taler om ældrebyrden, som om de mennesker, der har bygget vores velfærdssamfund, nu bare er en belastning. Men hvad med os, der er født med eller har fået et handicap? Er vi så en handicapbyrde?
Forestil dig at vågne hver dag og føle dig mindre værd. Det lyder voldsomt, men det er virkeligheden, når man konstant skal kæmpe for helt basale ting, andre tager for givet.
Tillid er ingen selvfølge!
Som handicappet er jeg dybt afhængig af tillid. Jeg er nødt til at stole på fremmede mennesker hver dag. På chaufføren, der kører mig sikkert hjem. På assistenten, der doserer min medicin. På klassekammeraten, som venligt spørger, om jeg skal have noget med fra kantinen.
Alle disse mennesker gør en kæmpe forskel i mit liv, og jeg er dem dybt taknemmelig.
Men systemet?
Hvordan skal jeg stole på et system, der ikke lytter? Hvordan skal jeg stole på et system, der svigter? Og hvordan skal jeg have tillid til et system, der ser mig som en udgift og ikke som et menneske?
Tillid er noget, jeg kæmper for hver eneste dag.
Jeg har haft tre førerhunde. Tre vidunderlige hunde, der gav mig tryghed og frihed. Men hver gang en ny hund skulle bevilges, måtte jeg kæmpe. Da min tredje førerhund døde af kræft kun seks år gammel, nægtede kommunen at give mig en ny. Det føles som et kæmpe svigt. Ja, faktisk et direkte brud på tilliden.
Jeg står nu uden hund og uden den tryghed og sikkerhed, som en førerhund giver mig, når jeg færdes alene ude i trafikken på vej til og fra mit studie.
Jeg har været blind hele mit liv. Jeg ved, hvad der gør mit liv nemmere og mere sikkert. Alligevel skal jeg gang på gang kæmpe for den hjælp, jeg er afhængig af. Hvordan kan systemet forvente min tillid, når det ikke har tillid til mig?
Statistikken lyver ikke!
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd lever mere end 30 procent af voksne med handicap under fattigdomsgrænsen. Når man konstant skal prioritere mellem medicin, varme og mad, bliver drømme og håb til luksus.
Det handler ikke kun om penge eller ressourcer. Det handler om menneskesyn. Vil vi acceptere, at nogle mennesker er mindre værd? Eller vil vi kæmpe for værdighed for alle?
Hvis vi kun ser økonomien bag et handicap, mister vi mere end vores menneskelighed. Vi mister potentialet i mennesker.
Handicappede er ikke en belastning. Vi er mennesker med drømme, håb og ressourcer. Vi kan og vil gerne bidrage til samfundet. Men det kræver, at vi får muligheden. At vi får tilliden.
Tillid er noget, vi bør forvente. Tillid skal bygges. Tillid kræver handling.
Lad os starte her og nu. Lad os ændre diskursen om de svageste i samfundet. Lad os kræve et system, der ser alle som ligeværdige medborgere, ikke som udgifter. Lad os insistere på, at ingen skal nøjes med et tåleligt liv.
Lad os sammen kæmpe for et godt og værdigt liv for alle!
Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan forme fremtiden. Lad os skabe et samfund, hvor tillid er fundamentet, og hvor alle får mulighed for et værdigt liv!
Det skylder vi hinanden!
TAK!
