Fra Formynderi til Frihed: Hvorfor gymnasieelever har brug for tillid
”Læg lige telefonen i kassen”. ”I må kun have 5% fravær”. ”Luk computerne, også selvom I tager noter”. ”Nej, I kan ikke sidde i et andet rum - der skal være en lærer til stede, så vi er sikre på I arbejder”. Dette er blot nogle af de ting, mine klassekammerater og jeg hører hver dag fra vores lærere. Hvad har disse ting til fælles? Jo, de er et forsøg fra lærerne på at kontrollere deres elever, fordi de ikke har tillid til os.
Hej, jeg hedder Isabelle og går i 1.g.
Ja, kun i 1.g. Det er nok derfor, lærerne ikke har så meget tillid til os endnu, tænker nogle af jer måske.
Men de fleste i 1.g er altså ifølge Danmarks Statistik 16 eller 17 år. Vi må tage kørekort, vi må købe alkohol, vi må arbejde som tjener på en fin restaurant. Vi færdes jo frit, men når det kommer til skole, så skal vi sættes i snor.
Det er ikke sådan, at jeg vil fjerne alle regler og enhver form for orden fra gymnasierne. Jeg vil bare gerne have, at lærerne viser lidt mere tillid til deres elever.
For hvordan lærer vi selvkontrol, hvis vi aldrig får mulighed for at træffe vores egne valg? For eksempel er der på min skole meget strikse regler for fravær. Og det er desværre blevet den mest fremherskende grund til, at mange af mine studiekammerater møder op til timerne. De er der ikke fordi de ved, at det er vigtigt for deres fremtid og personlige udvikling, men fordi deres lærere har sagt, at de skal være der. Og det virker som et stort problem for mig, for hvad sker der så, når disse elever bliver ældre, og der ikke længere er nogen, der kontrollerer deres fremmøde? Hvad sker der, når de i stedet skal udøve selvkontrol?
Det er samme princip med telefonerne. Der bliver talt meget om, at unge ikke kan lade være med at kigge på deres telefoner, og at de derfor skal tages fra dem. Men hvis vi konstant bliver frataget fristelsen, hvordan skal vi så lære selv at lægge telefonen væk?
Mere tillid til eleverne ville også spare ressourcer og tid. Hvert fjerde gymnasium indsamler for eksempel telefoner til timerne, hvilket nødvendiggør “mobilhoteller” - og de koster penge. Penge der ikke vokser på træerne. Samtidig tager det omkring 3 minutter at samle telefonerne ind og dele dem ud igen til hver time. 3 minutter. Det virker måske ikke som særlig meget, men tid er som mælk i kaffe – selv en lille smule kan gøre en stor forskel.
Og så er der relationen mellem lærer og elev. Hvis lærerene havde mere tillid til os, ville vi også have mere tillid til dem. Jeg husker tydeligt den dag i grundforløbet, hvor vi skulle interviewe vores sidemakker og skrive en portrætartikel om dem. Jeg spurgte min lærer, om jeg måtte optage interviewet på min telefon - selvfølgelig ville jeg også stadig tage noter undervejs. Jeg havde slet ikke tænkt, at svaret kunne være andet end ‘ja’, indtil min lærer smilte utilpas. “Nej,” sagde hun hurtigt og hårdt, “helst ikke”. Varmen spredte sig i mine kinder. Det var første gang i lang tid, at jeg oplevede, at en lærer ikke havde tillid til mig. Og jeg følte, at det gik ud over mit projekt og derfor - måske uden at jeg selv opdagede det – ud over min lyst til at følge med i hendes timer. På den måde er tillid altså så vigtig, for den går begge veje og er ligesom et viskelæder: den bliver mindre og mindre efter hver fejl.
Så lad os opsummere: gymnasierne skal have mere tillid til deres elever, fordi det vil skabe en generation af unge, der kan udøve selvkontrol; det vil spare ressourcer og tid, som er essentielle i uddannelsessystemet; og det vil give eleverne nogle positive forventninger at leve op til, derved vil de følge mere med i undervisningen og lærer-elev relationen vil blive stærkere.
Så gymnasieelever, snak med jeres lærere om at prøve en mere tillidsfuld undervisning af, skriv til elevrådet om det, og vis skolen at I er værdige.
Og lærere, så håber jeg, at I vil lytte. At næste gang mine klassekammerater og jeg har time, er mobilkassen og fraværsregistreringen borte. At vi må tage noter på vores computere uden at skulle lukke dem konstant. At til gruppearbejde må vi sidde i et andet klasseværelse, selvom der ikke er en ekstra lærer til at overvåge os. Og at næste gang jeg spørger min lærer om lov til noget, bliver svaret ‘ja’.
Tak.
Tak.