Tak, formand. Normalt når vi debatterer herinde, bruger vi vist mere tid på at forberede, hvad vi selv vil sige, end på egentlig at lytte til hinanden, så under statsministerens åbningstale forleden besluttede jeg mig for at gøre det modsatte. Jeg lyttede, noterede og forsøgte oprigtigt at fornemme og forstå det samlede budskab. Men bagefter sad jeg tilbage med i hvert fald én overvældende følelse, nemlig at verden omkring os er mørk, farlig og fuld af ting, som vi skal frygte. Omkring 30 gange talte statsministeren om farer, trusler og noget, vi skal bekymre os om, om krig og invasion, sabotage og cyberangreb, kriminalitet, kunstig intelligens, klima, misinformation – fare på fare, trussel på trussel, bekymring på bekymring. Det er næsten, som om frygten er blevet statsministerens politiske grundtone. Først var det mink og corona, så Putin, Trump, Kina og droner. Den næste trussel står altid klar, når den forrige forlader forsiden.
Og jo, verden er usikker, det skal vi ikke tale os fra. Ruslands angrebskrig mod Ukraine er blodig alvor. Og når et russisk krigsskib affyrer signalblus mod en dansk militærhelikopter, bliver vi mindet om, at truslen ikke er teoretisk. Den vedrører vores allierede, den vedrører Europa, og den vedrører Danmark. De trusler skal naturligvis mødes, og de skal løses, og problemerne med islam, indvandringen, sharia, folkevandringen og det, at dødsvold kun kan give 1 års fængsel, skal håndteres. Men de skal ikke gøres til en permanent sindsstemning for et helt folk, for hvordan kan et land ranke ryggen, hvis det hele tiden bliver bedt om at dukke hovedet? Hvordan kan vi bevæge os fremad, hvis vi først og fremmest lærer at frygte det, der kommer? Derfor vil jeg bruge min taletid her i dag på noget andet. Jeg vil bruge den på håbet, på mulighederne, på fremtiden.
Jeg vil tale om det Danmark, som vi kan skabe frem mod 2035, hvis vi igen tør at sætte os store mål. Jeg vil tale om det Danmark, hvor familierne har mere frihed og mere tid til hinanden, hvor vores børn forlader skolen med kundskaber i hovedet, dannelse i rygsækken og mod på livet, hvor de, der har brug for hjælp, ikke mødes af et nyt ansigt hver morgen, men af et menneske, de kender, og som har tid til dem. Jeg vil tale om landsbyer og købstæder, hvor unge familier tør købe hus, fordi skolen ikke står foran en lukning, fordi der er arbejdspladser i nærheden, og fordi familielægen stadig findes. Jeg vil tale om det Danmark, hvor bilen ikke er en luksus for de få, og hvor vi tager ansvar for, at benzin- og dieselpriserne holdes nede, hvor vi holder vores løfter og møder den teknologiske revolution med nysgerrighed og selvtillid. For fremtiden kommer, det kan vi ikke ændre på, men vi kan selv bestemme, hvordan vi gør os klar til den, tager imod den og lærer at leve i og med den. Opgaven er ikke at gemme sig frygtsomt for fremtiden, opgaven er at gribe og forme den. Det er også tanken bag fremtidens Danmark, som jeg for nylig lanceret. Det er en række konkrete visioner for Danmark i 2035, hvor vi sammen med danskerne drømmer og former, hvordan Danmark kan blive stærkere, friere og mere levende.
Nogle af visionerne vil være store, nogle vil sikkert også blive kaldt urealistiske, men det er jeg ikke så bange for, for dansk politik har efter min mening rigeligt med internationale kommissioner og politikere og eksperter, der fortæller os om alt det, vi ikke kan, vi ikke må, ikke tør. Jeg savner politikere, der siger, at vi godt må, og at det, vi drømmer om, godt kan blive til virkelighed, at vi godt kan efterlade et endnu bedre Danmark til vores børn end det, vi selv fik betroet, hvis vi tør.
Min første vision for fremtidens Danmark begynder lige der, hvor ethvert lands og ethvert menneskes liv begynder, nemlig i familien. Vi taler herinde på Christiansborg rigtig meget om tid, om arbejdstid, åbningstid, skærmtid, mødetid, men vi taler alt, alt for lidt om familietid, om tiden med de mennesker, der betyder mest. Der er partier herinde, som har italesat arbejdstid som moderne politiks nye valuta. Dem om det! For mig er familietid den vigtigste politiske valuta. Vi skal give familierne mere frihed til selv at indrette deres liv. Lad os lave et familiefradrag, så børnerige danske familier igen tør sætte endnu flere børn i verden, og hvor familierne selv kan bestemme, hvordan deres penge skal bruges – på nedsat arbejdstid, forlænget ferie eller en au pair eller anden hjælp i hjemmet. Lad familierne selv bestemme.
Hvorfor skal Christiansborg bestemme, hvordan mor og far fordeler barslen. Hvorfor ikke give familierne en reel mulighed for at gå ned i tid, mens børnene er små, og hvorfor ikke give en kvinde en håndsrækning, så hun ikke bliver stillet ringere i sin pensionsordning, fordi hun har født de børn, vi som samfund har så meget brug for? Hvorfor indretter vi ikke vores boligpolitik og skatteregler, så generationerne lettere kan leve tættere på hinanden, så bedstemor måske kan hente i børnehaven, eller så børnebørnene kan cykle hen til det bedstefar efter skole, så familien igen bliver en naturlig del af hverdagen og ikke noget, der skal presses ind mellem arbejde og institutioner og kalenderaftaler? Det er mit fremtidens Danmark. Det er bare et af den slags spørgsmål, som jeg drømmer om vi kan diskutere. Derfor er jeg også så glad for, at allerede rigtig mange danskere er gået ind på hjemmesiden fremtidensdanmark.dk og er begyndt at sende idéer og drømme, visioner om, hvordan vi giver nyt håb om en fremtid præget af selvtillid og optimisme frem for frygt og pessimisme.
Det er ikke, fordi verden udenfor er ufarlig, men fordi politik skal handle om mere end blot det at administrere den næste krise. Det skal handle om, hvad vi kæmper for og drømmer om, og det er måske i virkeligheden her, at den dybeste forskel mellem statsministerens og mit syn på politik skal findes. For mig må magt aldrig blive et mål i sig selv, for så er der ikke langt fra magtfuld til magtfuldkommen, som når man afskaffer fri- og helligdage, sletter sms'er, bruger hastelovgivning i flæng, stikker en nødløgn eller indgår handler med politiske mandater. Magt er kun legitim, når den bruges til noget, der er større end magten selv. For mig er målet ikke at bevare det bestående. Vores mål er at skabe noget bedre, et Danmark med stærkere familier, dygtigere børn, mere værdighed for vores ældre og handicappede, levende byer og landsbyer, ny teknologi og nye virksomheder og måske allerallervigtigst et folk, der igen tror på sig selv.
Den bedste nyhed, det vigtigste af det hele er, at det godt kan lade sig gøre. Vi kan godt klare det, hvis vi tør. Hvis vi finder modet til ikke at lade os styre af truslerne, men kræfterne til, at det er os, der styrer dem. For Danmarks fremtid skal ikke skrives i frygt, den skal skrives med mod, med selvtillid, med virkelyst og med troen på, at det bedste stadig ligger foran os. Tak, formand.