Kære venner.
For snart 10 år siden, der stod jeg på den her talerstol og bad om jeres tillid.
Jeg kunne med Churchills ord kun love jer blod, sved og tårer intet andet.
Partiet var i en nærmest umulig situation midt i et fuldtonet, politisk kollaps, omringet af fjender, folk forlod skuden, og det var en på alle måder svær situation for os alle sammen.
Men alligevel så var vi nogen, som ikke ville opgive håbet, ikke ville give op, selvom det var svært.
For natten er som bekendt mørkets, når solopgang er nærmest. Vi var nogen – endda ikke så få – som bed tænderne sammen og knyttede næverne. Vi ville klare det her sammen.
I dag er jeg stolt over at kunne sige til jer: Kære venner, vi gjorde det, vi fik Dansk Folkeparti på ret køl igen.
Og derfor vil jeg også gerne indlede min tale her i dag med at sige det, som man altid får sagt for lidt:
Tak. Tak fordi I troede på mig dengang.
Tak fordi I holdt fast og kæmpede, da alle de kloge spåede os døde. Da mange, der havde lovet os troskab, de gik.
Tak til jer, der blev og kæmpede og ikke mindst tak til jer, der er kommet til siden, fordi I så og ser den smukke og positive vision, vi har for Danmark.
En vision, jeg skal komme tilbage til, der står i en skærende kontrast til den dybe tåge af mismod og alvorstung metaltræthed, der indhyller Mette Frederiksens regering.
De står ikke op om morgenen og tænker på det gode, de vil gøre for danskerne.
De står op om morgenen og tænker, hvad de kan få danskerne til at gøre for Regeringen. Og i øvrigt – lader det til – resten af verden.
De tænker, hvordan de kan få folk til at blive ved samlebåndet. Fjerne vores fridage og helligdage, hæve pensionsalderen og bare presse citronen en lille smule mere.
Men nok om dem. I dag skal det handle om os. Om danskerne, om et måske lille folk, der dog igennem historiens mest vanskelige perioder fandt hinanden, fandt fællesskabet, fandt håbet, og deri fandt vejen ud af kriserne.
Det er det, jeg har lyst til at tale om i dag.
I sommer genså jeg filmatiseringen af Tolkiens Ringenes Herre, den episke fortælling om mennesker og dværge, om elverfolk og orker for slet ikke at glemme hobitterne. Og naturligvis et meget centralt moment, nemlig kampen mellem lyset og mørket.
Jeg elsker, hvordan Tolkien gemte den bedste magi, og den største styrke, i de mindste af sine væsener. Hvordan de små barfodede hobitter blev dem, der var de bedste til at gennemleve selv de hårdeste betingelser, ydmygelser og fristelser fra magtens ring. Hvordan de mindste blev de største, hvordan de underkuede, men retfærdige, vandt til sidst imod alle odds.
Måske kender I her i salen den følelse. Måske passer den faktisk lidt på os, der er samlet her i dag, eller også er det bare, som vi har sagt før, at intet er umuligt for dem, der bærer viljen i hjertet. Midt i ...
[publikum klapper]
Midt i Tolkiens eventyrverden, der står naturligvis ringen som symbolet på magt. Der kan ætse sig gennem enhver ærlig mands og kvindes sjæl. Og jeg ved godt, at det bare er et eventyr, men lidt ligesom med vores egen H.C. Andersens nogle gange sådan lidt enfoldige fortællinger, jamen så indeholder de tit mere sandhed og menneskelighed end selv de klogeste og tykkeste bøger, for pointen er jo, at magt, magt er noget vanskeligt noget. Magt har det med at korrumpere, og hvis magten bliver selve målet, ja, så ender man med at miste sig selv.
Det ser vi desværre ikke kun i eventyrene. Vi ser det rundt omkring i verden og ja endda også her i vores eget land, hvor magtfuldkommenhed og arrogance desværre er blevet synonym med vores egen regering. Ud af 21 ministre bor bare én i Vestdanmark. Store Bededag, som man afskaffede med et pindestrøg, lyver man nu om at genindføre. Vi ser hvordan man handler med folketingsmandater og med vælgernes stemmer. Vi hører om slettede sms'er og om hastelove og en grad af en nepotisme, så man skulle tro, at man befandt sig i Østeuropa.
Derfor, kære venner, hvis der i dag er en ting, som vi kan takke Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen for, så er det at have vist hvordan og hvorfor magten aldrig nogensinde må blive et mål i sig selv. Det må aldrig være sådan, at vi alene kæmper for den. Vi vil altid være kendt for at kæmpe for noget. For noget godt. Noget som danskerne kan tro på og håbe om.
Da de små hobitter gik ind i den store krig, så gjorde de det netop ikke for at vinde magt. Eller i beruselse over herskeringen. De gjorde det for friheden, for freden og for retten til at være sig selv på deres lille plet. For hvad var de små gutters største drøm og håb? Ikke verdensherredømmet eller evig magt og rigdom. Nej. Det var at vende hjem. Hjem til deres kærer. Hjem til deres almindelige liv. Hjem til Rosie med sløjferne i håret og hendes kys. Hjem.
Og når man kæmper for det, og for dem, man elsker, så kan man udholde alt. Så kan man stå alt igennem selv at dø. Så længe man dør for noget, man tror på, elsker og drømmer om at give videre, så andre kan leve i det.
Derfor bekymrede det meget forleden dag at læse, at kun 1/3 af danske unge er beredte til at kæmpe for Danmark, hvis vi bliver invaderet. Halvdelen svarede direkte nej. Var ikke villig til at give det største offer, for at dem efter os ville kunne leve i et frit Danmark.
Nu er truslen for invasion af Danmark heldigvis ikke nært forestående. Den er på ingen måde sandsynlig, men vi lever dog en urolig verden, og derfor er det også nu, at vi skal tage den her udvikling alvorlig.
For selvfølgelig er Danmark værd at dø for, og hvis ikke vi er klar til at yde det største offer for at generationerne efter os kan leve frit og stadig kalde Danmark deres fødeland. Jamen hvem skulle så?
Derfor er det en bunden opgave, at vi sammen med andre partier, civilsamfundet, Foreningsdanmark og alle andre, der elsker og holder af det her land, at vi tager ansvaret på os.
I dag, der tager vi hul på et nyt kapitel i Dansk Folkepartis historie og dermed et nyt kapitel for Danmark. For opbakning forpligter, og vi vil tage ansvaret på os. Når danskerne viser os tillid, så skal detkunne mærkes. Vi kommer ikke til at dukke hovedet eller skubbe ansvaret fra os. Vi kommer ikke til at takke nej til at gå i regering, tværtimod. Vi kommer til at gå hele vejen for at forme fremtidens Danmark.
[publikum klapper]
Og derfor vil jeg i dag tage jer med på en rejse. Ind i en drøm om et andet Danmark, et fremtidens Danmark, hvor vi genfinder sammenhængskraften og den fælles vision for i Danmark, der er værd at leve og at dø for. Hvor vi igen tør tro på, at fremtiden den er lys og god, og hvor vi genfinder modet og optimismen og tør gå ind i en ny tid med fremtidstro og selvtillid. For er det bare mig, eller er det som om at kriser for Mette Frederiksen, det ligesom er mere blevet en måde at holde sig til magten på, end det er noget, der bare skal håndteres. Om det er droner, om det er mink, eller om det er Corona, eller om det er truslen for Trump, Putin eller Kina? Det er som om, at hver dag bliver stadig mørkere og problemerne stadig større. Måske fordi det så er nærliggende at vælge den samme statsminister igen og igen og igen. Altså fordi man så satser på at ingen rigtig tør rokke ved båden, hvis bare truslerne bliver ved med at tårne sig op.
Jeg ved det ikke.
Men jeg ønsker en anden vision for Danmark. Selvfølgelig skal vi ikke tale virkeligheden væk. Ruslands angrebskrig mod Ukraine minder os om, at vi lever i en usikker verden, og når et russisk krigsskib uprovokeret affører flares mod en dansk militærhelikopter, så bekræfter det, at truslen fra Rusland er reel. Mod vores allierede og imod Danmark, og derfor så støtter vi helhjertet Ukraines forsvarskrig imod den trussel for Europa, som Putins aggression er udtryk for.
[publikum klapper]
Men lige så lidt som jeg vil bagatellisere de farer, vi står overfor, lige så lidt vil jeg lade frygten styre. Vi kan ikke genopbygge et stærkt Danmark på frygt eller ved at være bange. Man kan ikke både rejse sig og samtidig hensynke i bekymringen, så lad os fatte mod på, at fremtiden kan blive bedre. For historien har vist, at vi danskere, i selv de sværeste tider, har forstået at finde sammen. At vi har kæmpet og overvundet selv de værste kapitler i vores historie, der som bekendt ikke altid har været nogen dans på roser.
Vi har været besat, men befrielsen den oprandt altså ikke, fordi vi gik og bekymrede os over verdens gang, men fordi modstandsfolkene, den helt almindelige dansker tog ansvaret på sig, da Regeringen svigtede. Jeg voksede op under Den Kolde Krig. Og den ende som bekendt ikke på grund af højtidelige erklæringer om tolerance og gensidig forståelse, men fordi vi i Vesten tog førertrøjen på os med oprustning, tro på en ny teknologi, viljen til en stærkere økonomi, og fordi vi ikke dukkede nakken, men åbent så ondskabens imperium i øjnene.
De hårde tider gik væk, fordi vi stod fast i NATO, men også som et folk, der vidste hvem det var, som turde tro på sig selv og drømme om en bedre tid, om en bedre hverdag. Sådan må vi også leve i dag.
Det er tid til at stå sammen både politisk og som folk, og det er tid til igen at tro på fremtiden. Ikke at frygte den.
Vi må aldrig lade os styre af bekymringer. Et land kan også svækkes, uden at nogen krydser dets grænse. Derfor så handler min vision om, hvordan vi styrker fællesskabet, selvtilliden og finder vejen ind i den nye tid med troen på hinanden og på at fremtiden igen kan blive bedre end den tid, som vi lægger bag os.
Og den gode nyhed er: Alle vores drømme kan blive til virkelighed. Tænk bare. Tænk bare.
[publikum klapper]
Tænk bare på alt det, vi har fået at vide, ikke kunne lade sig gøre. Men som i dag er virkelighed. Alt det, som ikke var stuerent. Alt det som ikke var korrekt, men som blev virkelighed, fordi vi stod fast. Vi holdt fast i kronen og i Retsforbeholdet, fordi vi turde sige fra. I dag er det kun folk, som Stine Bosse og Lars Løkke, der drømmer om at fjerne forbeholdene. Alle kan se, at det var klogt at stå fast. Det kan vi takke den danske befolkning for, for danskerne har en ukuelighed over sig. En “ingen skal komme her og fortælle os”-identitet, som oftest viser sig at være rigtig.
Derfor har vi stadig vores krone og ikke euro, og derfor har vi ikke svenske tilstande, men danske tilstande. Tak for det.
Og det er præcis den ukuelighed, vi skal tilbage til.
Når jeg ser frem mod 2035, så ser jeg et Danmark, der har genfundet selvtilliden, ranket ryggen og igen tør forvente noget godt af fremtiden. Jeg ser familier med mere tid sammen, større frihed til selv at bestemme over deres hverdag. Jeg ser børn, der går ud af skolen med kundskaber i hovedet og mod på livet og en fornemmelse af, at de selv hører til i den historie, som de har lært om.
Jeg drømmer om et Danmark, hvor vores ældre kender ansigtet i døren, og hvor man bliver mødt af kærlige hænder, og af et menneske, der har tid til at sætte sig ned og lytte.
I fremtidens Danmark, der ser jeg landsbyer blomstre med mulighed for et arbejde til mor og far. En skole til børnene og en familielæge, man kan køre til i en bil, man har råd til at tanke op. Jeg ser ...
[publikum klapper]
Jeg ser købsstader, hvor et ungt par har mod til at slå sig ned og fæstne tro på en fremtid uden skolelukninger og døde forretningsstrøg. Et Danmark med mod på fremtiden, hvor vi ikke ignorerer truslerne, men hvor vi heller ikke lader dem styre vores hverdag.
Mange er bekymrede for den ny teknologi. Det skal vi tage alvorligt, men vi skal ikke vende ryggen til fremtidens teknologi, kunstig intelligens, og alle de landvindinger, som det kan skabe, for vores samfund.
Det handler ikke bare om robotter og algoritmer, men om helt konkrete forbedringer af vores sundhed, vores sikkerhed og tryghed.
Den ny teknologi hjælper allerede nu med at løse proteinernes gåde, som forsker har kæmpet med i årtier. Den hjælper med at opdage kræft tidligere og finder ny antibiotika mod resistente bakterier. Den hjælper forskere med at forstå vores gener og udvikle morgendagens medicin. Den gør vores forsvar stærkere, vores økonomi mere konkurrencedygtig, og den frigør ressourcer og tid i hverdagen, hvis vi bruger den rigtigt.
Hvis vi ikke overlader udviklingen til amerikanerne og til kineserne, men selv tør arbejde for at være i førersædet. Det er mit fremtidens Danmark, hvor vi tør tage hul på det, der kommer, samtidig med at vi står fast ved, hvem vi er. Vores sprog. Vores kristne arv. Vores helligdage og vores folkelige fællesskab, og vi glæder os over at kunne give netop det videre til vores børn, hånd i hånd med fremtidens teknologi. Det er det Danmark, jeg arbejder for. Fremtidens Danmark.
I den kommende tid, kommende måneder, måske år, vil jeg derfor fremlægge konkrete planer. Drømme. Om Danmark i 2035. Dristigere og ambitiøse mål, men også realistiske og mulige, hvis vi vil. Ikke et forsøg på at standse tiden, men et forsøg på at omfavne fremtiden. Hvis vi bruger det bedste af det, vi har fået, til at skabe det, vi endnu ikke har set, kan vi få en ny vision om et stærkt Danmark.
For er det bare mig, eller er vi danskere ikke ved at blive kvalt af mørke alvorstunge rapporter, der fortæller om en dyster fremtid, og af bureaukratiske ekspertkommissioner, der kan forklare alt det, vi ikke kan, og alt det, vi ikke må.
Det er på tide, at nogen fortæller danskerne, at de godt kan, at vi godt må, og at hvis vi vil, der venter en lys og fantastisk fremtid for os og vores børn derude.
Det er det løfte, jeg vil arbejde på at føre ud i livet, hvis danskerne giver os styrken til at danne en ny borgerlig regering. At vi rent faktisk løser problemerne, ikke bare taler dem op. Derfor har jeg for kort tid siden her i dag lanceret det, jeg kalder Fremtidens Danmark. En række konkrete visioner, der skal blive til for, hvordan Danmark kan se ud i 2035, hvis danskerne giver os opbakning. Et program for, hvad vi vil med Danmark, ikke alene, men med alle derude, som vil som et folk.
Løbende over den kommende tid. Uger, måneder, måske år. Der vil vi lancere nye drømme nye visioner i fremtidens Danmark, som vi vil tage danskerne med på. Og alle kan bidrage. Allerede nu er hjemmesiden fremtidensdanmark.dk åben for at alle danskere kan dele deres drømme om, hvordan vi gør vores land stærkere, rigere og friere til næste generation. Og jeg håber, I alle sammen vil drømme med.
Jeg voksede op i firserne. En af de taler jeg først husker, det er Ronald Reagans afskedstale i 1989. Her fortæller han, hvorfor han imod sine oprindelige planer endte med at gå ind i politik. “Der var noget dyrebart, jeg ønskede at beskytte”, siger han i talen og går så videre og taler om den amerikanske forfatning, der indledes med ordene “We the People”. Folket. Det var troen på folket og dens skaberkraft, som inspirerede Reagan, der endte med at føre Vesten sejrrigt ud af Den Kolde Krig. Lad os her i dag tage den inspiration til os. Lad os sammen med vores blå venner tage ansvaret på os. Når det danske folk viser os opbakningen, så tager vi ansvaret på os. Vi skal kunne mere end bare at pege på Regeringens og de andres fejl. Vi skal vise, hvad vi vil sætte i stedet for.
Og det første løfte. Den første drøm.
[publikum klapper]
Den første vision. Den starter lige der, hvor ethvert lands, hvor et hvert folks og et hvert menneskes fremtid begynder, nemlig i familien. I familien.
På Christiansborg, der taler man rigtig meget om tid. Om taletid og mødetid. Om skærmtid, om ferietid, deltid og fuldtid. Vi har tidsplaner og tidspunkter. Desværre har vi ikke så meget betænkningstid, men vi har svartid. Journalisterne taler hele tiden om sendetid og Lars Løkke, han taler en hel del om rejsetid. Vi taler om tid hele tiden.
Men. Men hvad blev der af familietid. Husker vi det i vores stramme program?
Husker vi at kigge ungerne i øjnene og lytte til dem og nyde nuet, mens de er små.
Husker vi at værdsætte vores kæreste, vores ægtefæller.
Husker vi at sige til den gamle, at vi elsker dem, vise ham eller hende, at vi er usigelig lykkelige over alt det, der er blevet gjort for os, af dem, der sikkert også for 30 år siden havde utrolig travlt med alting.
Husker vi det?
Jeg læste engang at folks største fortrydelse, når vi dør. Det er at have brugt for meget tid på pjat og ligegyldige ting og for lidt tid på vores familie, venner og dem vi elsker.
Så skal vi ikke lave den aftale, at når vi vinder næste valg – og tro mig, vi vinder næste valg – så vedtager vi
[Publikum klapper]
Så vedtager vi, at den vigtigste tid, det er familietid. Har vi vores familier med os, så kan vi overkomme alting, så lad os give tid til det.
Og tillad mig for en stund her i talen at få tid til at blive lidt personlig. Der er nemlig en, som jeg skylder en helt særlig tak. Hende som gør mig stærk.
Kære Dot.
[Publikum klapper]
Jeg håber, at du tilgiver, at jeg taler direkte til dig her fra den her talerstol.
Du var med på hele den hårde rejse op ad bjerget. Wow, sikke en tur, og du er her stadig. Vi er her stadig, og når du kigger på mig, så føler jeg mig ikke som den lille hobbit med den vigtige mission, så føler jeg mig som en kæmpe, der kan klare alt, hvad jeg bliver udsat for.
Jeg skylder dig en dyb tak. En tak, at du hver dag husker mig på den urkraft, at du har taget turen med mig, og tak for at du giver mig styrken til, at vi kan fortsætte rejsen sammen.
Den styrke. Den følelse af opbakning og sammenhold kan man kun få et sted. I familien. Og derfor drømmer jeg om, at alle danskere skal have sådan en Dot-kraft, men det kræver, det kræver, at vi har tid til hinanden, og derfor vil jeg arbejde for, netop det bliver alle danskere til del for. Hvad er egentlig vigtigere end den tid, vi bruger med dem vi elsker?
Uanset om du hedder Oliver og græder over, at du skal starte første dag i vuggestuen, eller om du hedder Otto og gruer for, at du nu flytter ind i dit sidste hjem på plejehjemmet, så vil vi give familien mere tid. For mig er det en bunden opgave, og så kan vi tale om, hvordan vi gør det. Det er netop det Fremtidens Danmark handler om. Måske et særligt skattefradrag til børnerige familier. Eller i hvert fald at vi gør op med den tvungne barsel og igen lader mor og far bestemme selv.
Hvad med at man laver en ret til at ... måske er det tid til at indføre en egentlig ret til at gå på deltid i de år, hvor børnene er små. Og ja, de af kvinderne, der føder børn, en pensionsbonus, så de ikke bliver stillet ringere på arbejdsmarkedet.
Lad os tale om det.
Lad os finde vejen til at give familierne mere tid, og så skal vi tænke helt anderledes mellem generationerne. Vi skal gøre det lettere for vores familier at bo sammen eller bare bo tættere på hinanden.
Så bedstemor, hvis hun har lyst, måske kan hente ungerne i børnehaven en eller to gange om ugen.
Så børnebørnene, hvis de har tid og lyst, kan kigge forbi bedstefar, der går og roder i redskabsskuret eller i haven.
Så familien igen bliver en større del af hverdagen og ikke bare noget vi forsøger at presse ind imellem alle de andre aftaler.
Hos nogle partier har man italesat arbejdstid som den nye politiske kapital. For mig er familietid den nye politiske kapital.
I dag, der fejrer vi hinanden. Med god grund. At vi stod de hårde tider igennem, og at Dansk Folkeparti er tilbage.
Men jeg vil også være ærlig og sige, at vi som parti ikke kommer til at kunne realisere vores drømme om et fremtidens Danmark alene. Så hvis jeg bare for en stund må hæve mig over partipolitik, vil jeg gerne sige noget, der også er vigtigt for mig. Vi bliver nødt til at finde bedre ud af det i blå blok. Vi bliver nødt til ...
[publikum klapper]
Vi bliver nødt til at overkomme hinandens forskelle og gøre det til en fælles styrke, og vi bliver nødt til at unde hinanden sejre, for det er det, der er vejen til at vælte Mette Frederiksen og Lars Løkke.
[publikum klapper]
Og jeg, jeg kunne jo godt stå her i dag og sende stikpiller mod alle de andre politiske partier. Det er sådan man, det er sådan man får presse på Christiansborg. Journalistens elsker det. Tro mig. Elsker.
Men Danmark får det ikke bedre, når de blå partier slås, og derfor vil jeg gå den anden vej. Faktisk vil jeg gerne takke mine blå formandskollegaer, for det gode samarbejde vi har.
Tak Inger, tak for vores gode samarbejde, om især landdistrikter og indvandring. Vi skulle lige finde hinanden, men det tør jeg sige i dag, at det er lykkedes. Du er til Cola Zero, jeg er nok mest til sort kaffe, men sammen, der udgør vi et stærkt værdipolitisk forsvar for hele Danmark. Tak Inger, tak for det.
[publikum klapper]
Tak Troels, tak for vores fælles kamp for at gøre Danmark til et rigere land. For uden velstand kan vi ikke tilbyde vores syge den bedste medicin. Vi kan ikke sikre bedre skoler og værdig ældrepleje, så tak Troels for altid at stå fast på en stærk økonomisk politik.
[publikum klapper]
Tak Mona, tak for vores fælles kamp for strengere straffe og lov, ret og retfærdighed. Forholdet mellem Dansk Folkeparti og De Konservative. Nej ikke altid været en dans på roser. Vi har vores forskelle, men vi har også en fælles arv og en tro på det nationale, så tak Mona, tak for de kampe, vi kæmper sammen.
Og endelig en tak til Alex, tak for at have fundet vejen fra hånden til ånden og for at stå i spidsen for et parti, der ligesom Dansk Folkeparti ønsker en ny begyndelse for Danmark. Vi er ikke enige om det hele, men vi spiller hinanden bedre og måske også skarpere så tak Alex, tak til alle mine blå formandskollegaer. I fællesskab kommer vi til at skabe fremtidens Danmark.
[publikum klapper]
Og derfor vil jeg også gerne foreslå noget nyt i dag. Lad os holde endnu et borgerligt konvent. Lad os forny løfterne til hinanden og til danskerne og lade samarbejdet vokse. Efter syv år med Mette Frederiksens regeringer er Danmark kørt fast. Der er ikke brug for mere og fnidder og fnadder og ævl og kævl på Christiansborg. Ikke flere Mink-sager og ikke flere grundlovsbrud, ikke flere FE-skandaler og mere af det samme. Lad os få et frisk pust over landet med nye visioner og fremtidstro.
Overalt mærker jeg, hvordan danskerne ønsker forandring. Alt for mange oplever, at mens hverdagen er blevet vanskeligere, jamen, så er det ligesom om, at Christiansborg er blevet fjernere.
Priserne presser hverdagen, og ja udlændingepolitikken sejler. Uroen omkring os, den vokser, og mange savner en regering, der samler kræfterne om løsninger i stedet for bare at gøre den næste krise til landets permanente tilstand.
Min drøm er, at vi i fællesskab igen løfter blikket og taler med hinanden om, hvordan vi skaber en lys fremtid, hvor vi nedbryder de barrierer og de skel, der er ved at splitte vores land.
Lad os tale om indkøbsbåndet, hvor to mennesker kan stå lige ved siden af hinanden og alligevel leve i hver sin verden. Den ene køber det, familien har lyst til. Mens en anden bar håber på, at der stadig ligger noget i kassen med varer, som udløber i morgen.
Lad os tale om priserne ved benzinstanderen. Om den voksne kløft mellem generationerne, hvor venstrefløjen bare lefler for de unge, men behandler de ældre som nogen, der må klare sig selv.
Lad os tale om en offentlig sektor, der er gået amok i administration og bureaukrati, og hvor de nye lensgrever, de ikke sidder på en herregård, men bag en skærm med et IT-system fra halvfemserne, rædselsslagene for at miste magten og tro, at det er dem, der bestemmer. Men det er ikke dem, der bestemmer. I Danmark er det danskerne der bestemmer.
[publikum klapper]
Så derfor lad os tale om vores land som danskernes fædreland, der er værd at kæmpe og dø for.
Og hvor de, der vil være en del af fællesskabet, har muligheden, men hvor de, der tror, at man kan komme her og leve på nas eller igen og igen begå kriminalitet uden at blive sendt hjem, de tager fejl.
Lad os tale om det at være dansk. For det handler ikke om, hvor man er født, eller hvordan man ser ud. Og om hvad man tror på, eller hvad man spiser. Det handler om noget meget mere enkelt. Elsker du Danmark? Har du Danmark i hjertet? Hvis du kan svare ja til det. Så er du dansk. Får du også gåsehud, når du hører nationalsangen eller ser Dannebro gå til top, så er du dansk, uanset hvor du er født. Elsker du også vores traditioner hvor underlige, de kan være. At tage et grantræ ind i stuen og sætte levende lys på. Det lyder da ret åndssvagt, men det er dansk, det er skønt. Vi elsker det, og elsker du vores traditioner. Tager du dem til dig, griner du af vores dumsmarte vittigheder, jamen så er du dansk. Uanset hvad du tror på.
At være dansk handler ikke om at have et dansk rødbedefarvet pas. Der er desværre alt, alt for mange, der kun er dansk i passet ikke i hjertet.
Det handler om at se Danmark først, fordi det er vores hjem. Vores familiers hjem. Vores traditioners hjem, vores histories og fællesskabs hjem. Og et sådant hjem. Det er det fineste, man kan kæmpe for. Derfor er det vores mål at sikre, at der også er et sådan hjem i fremtidens Danmark.
Under Mette Frederiksen er det som om, at den ene krise har afløst den anden. Corona, krig, inflation, energikrise, utryghed og nu endnu en alvorlig påmindelse om, at vores skoler går den helt forkerte vej. Så meget for børnenes statsminister.
Men man kan jo ikke lade være med at få den tanke, at måske har kriserne været politisk nyttige for statsministeren. Men de har ikke været gavnlige for Danmark. Og alt for mange af de problemer, der krævede en varig løsning, er bare blevet skubbet til side.
Derfor har jeg de seneste måneder rejst rundt i Danmark for at tale, men faktisk mest for at lytte. Jeg har besøgt mejeriet i Slagelse. Jeg har været på kasernen i Haderslev. Jeg har serveret hundredvis af fadøl på Dyrehavsbakken, ratet scooter i Randers og trykket tusindvis af hænder.
Og uanset hvor, så havde alle en fælles følelse af afmagt. En magtesløshed og træthed over politik.
Til jer vil jeg gerne sige: Jeg husker jer. Jeg kender jer. Jeres liv og hverdag. Jeg lytter til jer, og jeg lover jer at arbejde for at gøre jeres liv godt igen, ligesom jeg for et par år siden lovede her, at jeg vil gøre Dansk Folkeparti godt igen. Nu gælder det så fremtidens Danmark.
Magten skal igen huske, hvem den er til for.
Magten skal igen tjene den helt almindelige dansker, der tog fat, holdt ord, gjorde sin pligt og krævede sin ret.
Familier, virksomheder, foreninger og borgere, der ikke ventede på, at andre skulle gøre det hele, men som vidste, at frihed krævede et personligt ansvar og engagement.
Og jeg ved, vi kan. For vores land har en rig tradition, der binder os sammen på kryds og tværs. Vi er et land af store digtere, videnskabsmænd, kunstnere, fysikere, iværksættere, opfinder og så bare os andre, der er helt almindelige mennesker.
Vi tror på oplysning, og vi tror på ansvar, på, at alle skal have en fair chance i livet, og derfor ved jeg, at vi også kan lykkes med vores drømme.
Når jeg kigger rundt her i salen, så ser jeg så mange af jer, der holdt fast, da det havde været meget, meget lettere at give slip.
Jeg ser gamle venner, og jeg ser så mange nye, som har besluttet, at de også vil være med til at skabe fremtidens Danmark.
Til jer, der har været med i mange år. Tak. Tak fordi I holdt fast.
Til jer, der lige er kommet og måske er her i dag som gæster eller måske sidder derude bag TV-skærmene og overvejer Dansk Folkeparti for første gang, der vil jeg gerne sige: Der er plads til jer. Kom. Lad os tale og lad os kæmpe sammen.
Og til de andre borgerlige partier. Lad os løfte opgaven sammen.
Danmark har brug for en regering med viljen til at føre vores fælles drømme ud i livet, og det er det ansvar, vi bærer med os, når vi samler kræfterne om fremtidens Danmark. Vi har fået et godt land betroet, og vi må gerne være stolte af det. Vi må også gerne have store ambitioner. Ja, så store, at vores børn en dag vil være stolte af det, vi gjorde med det.
For når vi giver nøglerne videre en dag, så skal der være lys i huset, og de skal vide, at vi tog vare på Danmark, mens ansvaret var vores.
Og ved I hvad kære venner.
Det kan vi godt.
Det kan vi godt, så lad os komme i gang. For vores børns skyld. For vores fælles fremtid.
Lad os komme i gang og arbejde for Danmark.
Tak for ordet.
[publikum klapper]