Tænk engang,
Tænk engang.
30 år.
Tænk engang tilbage på det Danmark, som Dansk Folkeparti blev født ind i tilbage i 1995.
Det var et Danmark, hvor Folketinget hvert eneste år uddelte statsborgerskaber til mere end 10.000 udlændinge om året. En skærende kontrast til i dag, hvor det er begrænset betydeligt. Et Danmark, hvor man som ældre måtte nøjes med folkepensionen. I dag får de svageste ældre langt mere hjælp og ikke mindst Pia-checken.
Et land, hvor det var politisk ukorrekt at flage med Dannebro. Som i dag hænger i folketingssalen.
I 1995 var Danmark et land, hvor man nedlagde grænsekontrollen og trådte ind i Schengen. I dag har vi igen grænsekontrol.
Og i 1995, der blev man stemplet som racist og ikke stueren, hvis man advarede imod indvandringen. I dag der bliver man jo nærmest kaldt idiot, hvis man ikke gør det.
Så kære venner, vi har forandret Danmark.
Vi har sat, vi har sat – vi har sat udslettelige aftryk på vores land, men den gode nyhed er, at vi er overhovedet ikke færdige. For på trods af, at Dansk Folkeparti har haft stor indflydelse, så har vi ikke kunnet forhindre de andre partier i alt for ofte at gentage de samme fejl og fejltagelser som deres søsterpartier i landene rundt omkring os.
Tænk, hvis de havde lyttet til os i stedet. Om den muslimske indvandring. Om EU. Om retspolitikken. Om identitets- og ældrepolitikken. Og meget mere.
Men i tre årtier har de blinde for virkeligheden troet på naive og floromvundne ideer, som vi andre vidste ville være løgn. Kan I huske alle løgnene? Om de syriske flygtninge, der ifølge de politisk korrekte skulle blive hjernekirurger og ingeniører i vores land, men som viste sig at være det fuldstændig modsatte.
Om de palæstinensiske asylansøgere, der ifølge de Radikales drømme skulle være forfulgte stakler, der bare havde brug for et nyt hjem, men som for langt hovedpartens vedkommende viste sig at være dybt kriminelle forbrydere.
Om euroen og om EU's centralisering, der skulle sikre stabilitet og velstand, men som viste sig bare at svække hele vores kontinent.
Og ikke at forglemme om Socialdemokratiet, der hævdede at have erkendt deres fejl i udlændingedebatten, men som i dag mest af alt viser sig optaget af at få tabte vælgere hjem end at få uintegrerede udlændinge ud.
Men selvom vi jo stadig har meget at gøre, selvom opgaven langt fra er fuldført, så kan vi se tilbage på 30 års flotte resultater.
Vi er partiet, der forandrede Danmark.
For det er kun Dansk Folkeparti, der kan skabe en mærkbar forskel for danskerne.
Det ved vi, og det ved danskerne. Og det kan vi også med stolthed sige: Dansk Folkeparti er tilbage.
Efter nogle svære år kan vi mærke optimismen og opbakningen vokse.
Vi kan se det i målingerne. Vi kan høre det fra danskerne, for her er vi – trods 30 års modgang – stærkere, klogere og mere klar end nogensinde til at tage fat på arbejdet for Danmark også de næste 30 år.
Og det er vi jo så tydeligvis ikke de eneste, der har bemærket.
I sidste uge der kunne vi læse, at Socialdemokratiet havde sendt deres tæskehold i byen efter os.
En trussel, måtte man forstå.
Statsministeren har øjet stift rettet mod os her i Viborg i dag.
Men ved I hvad? Jeg er faktisk ikke særlig nervøs. For hvad er det moderne Socialdemokrati egentlig i dag? Hvad har de egentlig at true med? Hvad er det præcis for en holdopstilling det socialdemokratiske tæskehold skulle bestå af?
En socialminister, der var så inkompetent som overborgmester, at man kun kunne degradere hende som minister.
En skatteminister, der ikke kan finde ud af, hvor man skal sende regningen hen, og derfor sender den til naboen i forventning om, at folk løser det over hækken.
En justitsminister, der ikke engang kan finde ud af at overholde de egne – de parkeringsregler, som han selv er med til at udstikke.
En udlændinge- og integrationsminister, der lader til at bekymre sig mere om udlændinge end om danskerne.
Og en statsminister, der tilbringer mere tid i udlandet end her i Danmark.
Ærlig talt, hvis det er Socialdemokratiets tæskehold, så sover jeg rimelig roligt om natten.
Men egentlig er det jo, det er jo noget underligt noget, altså at Socialdemokratiet pludselig bruger så meget tid på os i Dansk Folkeparti.
Når jeg ser rundt i landet, så er det faktisk en hel del ting, som politisk kræver langt større opmærksomhed fra vores regering. Hvis jeg var statsminister i Danmark, ville jeg ikke gå rundt og true mine politiske modstandere. Mens både pris- og udlændingepolitikken fuldstændig sejler.
Hvis jeg var statsminister, ville jeg i stedet holde mine løfter og få Danmark tilbage på sporet, tilbage i kampen, tilbage til dengang, hvor et ord var et ord, en helligdag var en helligdag, og hvor der stadig var sundt fornuft tilbage i dansk politik.
I vores parti vil vi altid sætte danskerne først.
Og hvis vi havde magt, som vi har agt, så ville meget se anderledes ud.
Vi vil altid prioritere danskernes interesser først.
Og derfor, hvis jeg var statsminister, så ville jeg til enhver tid hellere sikre lave fødevarepriser for danskerne end støtte vanvidsprojekter ud fra Amerikas kyst, som Ørsted lige pludselig mangler penge til.
Hvis jeg var statsminister, så ville jeg til enhver tid sikre gode skoler til danske børn herhjemme i stedet for som Lars Løkke Rasmussen at rende rundt nede i Afrika og oprette kokkeskoler.
Hvis jeg var statsminister, så ville jeg til enhver tid fokusere på tryghed herhjemme og hjælpe utilpassede migranter tilbage til deres hjemlande, før vi begynder at importere mere udenlandsk arbejdskraft.
Hvis jeg var statsminister, så vil jeg hellere sikre et dagligt bad til vores ældre på plejehjemmene, end jeg vil bruge pengene på højere udviklingsbistand.
Og ja, så glemte jeg at sige, at hvis jeg var statsminister, ville jeg helt sikkert heller ikke have partiets næstformand siddende i RUC’s bestyrelse og undergrave landets udlændingepolitik. – Men sådan er der jo så meget.
Og nu kan jeg jo så forstå, at Rasmus Stoklund som ny udlændingeminister er sådan den nye udfordring.
Han skal åbenbart bære faklen videre efter Kaare Dybvad, der vel nok vil gå over i Danmarkshistorien som udlændingeministeren, der hverken formåede at levere en udlændingepolitik, der var fair eller realistisk.
Ja, faktisk måske endda det decideret modsatte.
Altså Danmarks nuværende udlændingepolitik er ualmindelig unfair over for danskerne og desværre totalt urealistisk i lyset af alle de løfter, som regeringen har brudt.
Her for nogle dage siden – her for nogle dage siden – for nogle dage siden blev en udenlandsk mand dømt for voldtægt i Roskilde.
Han fik et halvt års ubetinget fængsel, et års betinget fængsel og en advarsel om udvisning.
Lad mig oversætte. Et halvt år i fængsel, så er han fri for voldtægt.
Hvad er det for et land, der tillader den slags?
To ud af tre irakiske indvandrere over 50 er på førtidspension. Og under Mette Frederiksen er den årlige muslimske indvandring til Danmark steget med 124 %.
Og så tror Mette Frederiksen, at det, at hun gør Rasmus Stoklund til minister, kan rette op på sagerne, at han kan trylle det unfair fair og det urealistiske realistisk.
Han skal spille sådan med musklerne over for os og få danskerne, der for længst har gennemskuet Socialdemokratiets spinnummer til at tro noget andet.
Jamen altså, herregud, hvis det er det, de møder med, så kan de bare komme an. Jeg er klar.
For i Dansk Folkeparti, der er vi vant til at kæmpe.
Vi er vant til at stå i modvind.
Når man melder sig ind i Dansk Folkeparti, gør man det jo ikke for egen vindings skyld.
Man gør det for at give noget.
Noget til sit land, til sin familie, til sit folk.
Sådan har det aldrig været i de gamle partier. Om det så er SF eller Socialdemokratiet eller Venstre, så har det jo historisk været interesseorganisationer for hver sin befolkningsgruppe.
Tilhørte man en bestemt befolkningsgruppe i samfundet, jamen så tilhørte man også automatisk et bestemt parti.
Som kontoruddannet, offentlig ansat enlig mor, gav det derfor god mening for min mor, da jeg voksede op, at hun stemte på Socialistisk Folkeparti.
Og der var store dele af min familie, som var socialdemokrater, for de var arbejdere og funktionærer, så det gav god mening.
Men med den muslimske masseindvandring ændrede alting sig totalt.
Jeg oplevede det selv i min barndom. Jeg er født i Frederikssund i sådan en knap så velhavende del af Nordsjælland, hvor vi allerede i 80'erne og 90'erne oplevede de første ghettodannelser.
Pludselig var der kvarterer med utryghedsskabende grupper af udlændinge på gaderne. Der var tørklæder, moskeer og sidenhen også bander.
Her voksede jeg op først alene med min mor, og siden, da min mor fandt en ny mand, med en udvidet familie og flere søskende.
Pengene var små, og i mit barndomshjem var det helt normalt, at man arvede sin ældre fætters aflagte tøj. Og det var helt normalt, at der var dage, hvor vi ikke fik aftensmad med kød.
Altså ikke på grund af klimaet og Greta Thunberg, men simpelthen fordi pengene var for små. Det var helt – [Latter]
Og derfor så stod det jo heller ikke skrevet i stjernerne, at jeg en dag skulle blive formand for et parti og stå her foran jer.
Jeg er min families første akademiker, og det var den danske velfærdsmodel, som sådan set gav mig muligheden for at bryde det, man vel godt kan kalde for den sociale arv.
Det var velfærdsstaten, der gav mig muligheden, og min familie, der gav mig modet, styrken og inspirationen.
Familien kan være mere værd end alle penge i hele verden. Derfor skal vi også sikre, at fremtidens Danmark er et land, hvor familien trives. Hvor man passer på og hjælper hinanden, og hvor arbejdsliv og familieliv går hånd i hånd. Hvor pensionsalderen ikke bliver ved med at stige og stige og stige, så den til sidst trækker al livsglæde ud af seniorlivet. Det er derfor, vi vil have et loft over pensionsalderen.
Ingen skal tvinges til at arbejde, når man er fyldt 70.
Og jeg er – og jeg er stolt af, at Dansk Folkeparti har stået fader til både Arnepensionen og seniorpensionen. To tiltag, der giver nedslidte danskere en værdig mulighed for tilbagetrækning.
Men jeg var forundret efter sidste folketingsvalg over, at Socialdemokratiet ikke ville gennemføre den forbedring, som vi ellers var enige om.
Op til valget havde vi aftalt at reducere antallet af timer fra 18 til 15, som man skulle have som arbejdstid for at kunne komme på seniorpension. Men efter valget, så ville Mette ikke.
Hvorfor svigtede de de nedslidte, da de fik magten?
Måske fordi de i virkeligheden er mere optaget af tæskehold end sammenhold.
Hånden på hjertet, så har jeg beundret Socialdemokratiets historiske betydning for vores samfund.
Jeg har langt fra altid været enig i al deres politik, men jeg har været enig i deres grundide om at skabe et stærkt fællesskab, hvor man som dansker kan føle sig tryg i sit eget land.
Men jeg spørger, er det så det, vi har i dag?
Nej, det er desværre som om, at den socialdemokratiske supertanker er gået i stå midt ude på havet, som om den har ramt et isbjerg og endnu ikke helt har forstået, at forbindelsen mellem dens stolte historie og nutidens virkelighed er kappet over.
At dens ledelse har mistet relationen til den helt almindelige dansker og ja, fuldstændig tabt jordforbindelsen.
Hvordan kan man ellers først love danskerne en stram udlændingepolitik? Love et udrejsecenter i Rwanda og et loft over ikke vestlige indvandring, men ende med at fordoble den årlige muslimske indvandring? Lade stå til og ikke engang finde ud af at sætte lås på udrejsecentret Kærshovedgård og ligefrem invitere IS-krigere tilbage til Danmark. Det er ikke fair. Det er et svigt af danskernes tryghed.
Eller hvordan kan man ellers uden varsel, uden dialog og som lyn fra en klar himmel fjerne Store Bededag som fridag?
Samtidig med at man har den frækhed at tale om åndelig oprustning. Altså jeg tror ærligtalt ikke, regeringen selv har forstået, hvad ægte åndelig oprustning betyder. Det er jo netop, at vi skal kende vores historie, vores identitet, vores sprog og vores kultur.
At vi som folk holder fast i vores traditioner og helligdage, ikke fjerner dem. Det er ikke ansvarligt. Det er et svigt af danskernes hverdag.
Eller hvordan – hvordan kan man lade stå til, mens fødevarepriserne stiger til himlen, og danskernes indkøbskurv bliver dyrere og dyrere?
Når vi i Dansk Folkeparti foreslår at halvere momsen på fødevarerne, ja, så danskerne igen kan få råd til at fylde køleskabet, så lyder svaret fra regeringen, at det er for teknisk for Skatteministeriet til at håndtere.
For teknisk.
Helt ærlig, hvis det virkelig er sandt, så er der noget riv, rav, ruskende galt i Skatteministeriet, og jeg frygter virkelig, at problemet, det går helt op i Statsministeriet. Det er ikke ansvarligt. Det er et svigt af danskerne.
Og så tror Mette Frederiksen, at hun kan løse noget som helst ved at skifte et par ansigter ud i regeringen.
Nej.
Når skuden sejler grundlæggende i den forkerte retning, så nytter det jo ikke, at man skifter den ene matros ud med den anden. Det er kaptajnen, den er gal med.
Og derfor har jeg jo måtte revurdere mit syn på det gamle Arbejderparti.
Det, der engang var Danmark for folket, er jo blevet til noget helt helt andet.
Et Danmark for opportunisme og kammerateri.
Et Danmark, hvor man den ene dag kalder EU's frås for gak gak og den næste dag glædeligt lover at betale 7 milliarder mere til Bruxelles.
Et Danmark, hvor mullaher i Mellemøsten får lov at diktere dansk ytringsfrihed.
Et Danmark, hvor statsministeren ikke længere tør til danskerne i øjnene og være en del af folket, men gemmer sig bag magtens murer, spindoktorer og Djøf’ernes teknokratsprog og kun vover sig ud på gåtur med særligt indbudte partimedlemmer, mens de altid loyale venstreorienterede medier selvfølgelig følger trop.
Det er ikke det Socialdemokrati, jeg kendte. Det er ikke det Danmark, jeg drømmer om.
Vi vil en helt anden vej, og den gode nyhed er, at vi ikke er alene.
Overalt i Europa, der er befolkningerne ved at vågne op.
De siger fra, fra over for masseindvandringens brutale virkelighed. Fra over for EU’s arrogante frås med vores skattekroner og totale svigt af det, der engang var civilisationens vugge.
De siger fra over for et tykt lag af selvtilstrækkelige verdensfjerne bureaukrater, et regulært Djøf-enevælde, som har mere travlt med at jagte den lille mand, der har bygget sit haveskur to centimeter for tæt på skel, end de har med at stoppe indvandrebander, der nat efter nat hærger hele bykvarteret. Vi vil en anden vej.
Vi vil en vej, hvor vores jødiske medborgere kan færdes trygt og sikkert på gaden, hvor vores ældre ikke bliver spist af med en robotstøvsuger og blendet mad til aften, men hvor der igen er nærvær, kærlighed, varme og omsorg i ældreplejen.
En vej, hvor vores energipolitik er økonomisk ansvarlig, hvor vi igen kan bade i vores søer og på vores strande, men hvor vi ikke bruger milliarder af kroner på skøre klimaprojekter rundt omkring i verden, mens vores egne borgere mangler velfærd og ikke kan få enderne til at mødes.
Vi vil den vej, som engang var Socialdemokratiets, men som partiet i dag totalt har forrådt. Et samfund, hvor man kan tale frit, også selvom det krænker skrøbelige muslimers porøse følelser. Et samfund, hvor vi kan kalde en spade for en spade og sige klart, dette er vores land.
Her har dansken boet, pløjet, arbejdet og kæmpet i 1000 år. Her har vi drømt. Vi har levet, vi har elsket, vi har grædt. Vi har kæmpet. Nogen endda døde i kamp, men folket har bestået. Folket lever, ånder og er her endnu.
Ingen skal komme her og tage dette land fra os.
Ingen udlænding skal nogensinde kunne gøre krav på Danmark, for Danmark tilhører danskerne.
Og vi er villige til at kæmpe og dø for det, hvis det gælder. Det er Danmark for folket.
Og derfor, kære venner, derfor er vi nødt til at skifte kurs. Det her land kan ikke tåle mere tågesnak, mere spin, mere pladder og flere internationale konventioner, der står i vejen for folkets vilje.
Danmark skal tilbage på ret kurs, og det kan kun ske med os her og nu. Og vi kunne jo starte med det, som vi alle sammen har til fælles, vores hverdag, hvor alle kan mærke, at fødevarepriserne er stukket af til det rene vanvid.
Vi vil have et opgør med alle de tåbelige afgifter og skatter, som i dag gør vores fødevarer dyrere end noget andet EU-land.
Det er som om, at skatteministeren jo ikke kan kigge ud ad vinduet uden straks at få øje på endnu en ting, som skal særbeskattes eller forbydes. Så er det plastikposer, så er det sugerør, lastbiler, emballage, landbrugsproduktion, flyrejser, strøm. Er der mere?
Hvad er det for et vanvid lever i? Forstår de ikke, at det netop er sådan noget, der driver priserne i vejret og gør Danmark til netop et af verdens dyreste lande at leve i?
Vi vil have priserne ned, så de passer til en dansk lønindkomst.
Et halvt kilo oksekød skal ikke koste i nærheden af 100 kr. Hverken for den enlige mor, som i valgkampen blev lovet noget helt andet, eller for nogen som helst andre. Det handler ganske enkelt om anstændighed.
Og den gode nyhed er, at pengene er der.
Altså sidste år, der opkrævede staten 133 milliarder kroner mere i skat, end der var brug for for at dække de offentlige udgifter. 133 milliarder af danskernes penge. Ikke Mette Frederiksens og ikke Lars Løkke Rasmussens, men danskernes penge.
Hvorfor kan man i Sverige og Tyskland finde ud af at have lavere moms på fødevarer, mens det i Danmark pludselig skal være alt for besværligt, som de siger i Skatteministeriet?
Hvorfor kan vores nabolande sørge for, at man kan tanke benzin og diesel langt billigere end her i landet? Ja, det kan det, fordi de har prioriteret fornuftigt. De har sat deres egne borgere først.
Nu skal man være forsigtig med at kalde Sverige et foregangsland.
Ja tak.
Men hvis vi får den indflydelse, som vi går efter, så vil vi, når bilafgifterne engang skal laves om, sørge for at sænke afgifterne på benzin og diesel.
For det er altså bare ikke alle, der lige kan hoppe på den nærmeste ladcykel og køre ungerne i børnehave, eller som har metroen kørende lige til døren. For rigtig, rigtig mange danskere, der er bilen, måske endda også to biler, helt afgørende for at få hverdagen til at hænge sammen. Og det skal vi have respekt for.
Det skal være billigere at køre bil i Danmark.
Derfor var jeg også glad, da vi for 14 dage siden mødtes Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og de Konservative til Borgerligt Konvent i Fredericia.
Her fremlagde vi i fællesskab en række konkrete løfter, som vi fælles vil indfri for danskerne i de første 100 dage i et borgerligt – en borgerlig regering.
Mange af de punkter er rendyrket DF-hjerteblod, og jeg glæder mig til at føre dem ud i livet, fordi vi skal skabe et bedre Danmark, og fordi vi kan.
Et Danmark, hvor vi holder vores løfter, og de 50 fællespunkter er kun begyndelsen. Det er en god begyndelse og en ny start, men det er kun begyndelsen.Der kommer til at ske rigtig, rigtig meget.
Og jeg ved selvsagt godt, at Dansk Folkeparti selv i en borgerlig regering ikke vil kunne få gennemført alt det, vi drømmer om fra dag et.
Men jo stærkere vi står, desto mere kan vi få igennem.
Det viser historien, og det viser den kampgejst, som vi har her i dag.
Og I har mit og hele folketingsgruppens æresord på, at der ikke vil gå et minut, hvor vi i folketingsgruppen ikke vil kæmpe for jer, for Danmark og for danskerne.
Lad mig i den forbindelse også knytte et par ord til de seneste dages begivenheder.
I snart fire år har der været krig i Europa.
I snart fire år har danskerne lyttet til en statsminister, der taler om nye tider, men uden at handle derefter. Forsvarsudgifterne er vokset, men styrken er udeblevet.
Regeringen har vist sig god til at indkalde til pressemøder og tale krisen op. Men når krisen rammer, er de ude af stand til at handle.
Danmark har ganske enkelt en ledelse, der fremstår svag og famlende. Og det er alvorligt.
Dansk Folkeparti har i 30 år slået fast, at Danmark skal kunne forsvare sig selv.
Vi har advaret mod afhængigheden og mod politiske markeringer uden substans.
Alligevel er vi i dag i en situation, hvor regeringen på tre år ikke har formået at etablere en ammunitionsfabrik, hvor vi sender kampfly til Ukraine uden at sikre vores eget luftrum, og hvor droner kan flyve over landet uden at blive stoppet.
Det er ikke godt nok. Men det er ikke danskerne, der har svigtet.
Danskerne arbejder, betaler og støtter loyalt, når forsvaret tilføres flere midler.
Det er ledelsen, der har svigtet.
Og når man ovenikøbet hævder, at kritik skal ties ned for ikke at skabe splid, ja, så er det faktisk selve demokratiet, man sætter på prøve.
For netop i urolige tider har vi brug for åben debat.
Danskerne har ikke noget at frygte.
Vi er medlem af verdens stærkeste forsvarsalliance.
NATO står som en afskrækkelse, som ingen despoter ude i verden kan overse. Vores allierede ved, at vi står side ved side, og derfor kan vi også stole på, at alle andre kommer os til undsætning, hvis den dag måtte komme. Det gør, at vi kan sove trygt om natten.
Men tryghed kræver klogskab.
Historien siden 1864 har lært os, at vi altid må søge styrken i alliancer, ikke i enegang.
Derfor må Danmark finde en ny kurs.
Ikke en kurs, der bygger på uovervejede provokationer, men på ansvar, respekt og styrke. Det skylder vi danskerne, og det skylder vi vores historie.
Vi vil kæmpe for et sikkert Danmark, både mod trusler udefra og indefra.
Et Danmark, hvor dansk militær først og fremmest er til for at passe på vores eget land, på hele Kongeriget og på vores allierede.
Danmark skal opruste. Men vigtigst er det jo, at vi sikrer, at pengene går til det, der faktisk gør Danmark sikkert.
Det nytter ikke noget med flotte taler om forsvarsvilje, hvis man i praksis ikke engang kan forsvare Nordens største luftrum. Vores folk i uniform mangler alt for ofte selv de mest basale ting. Ordentligt materiel, ammunition, køretøjer, der virker, og helt simpelt udstyr i felten.
Når vi kræver, at vores soldater står klar til at ofre tid og i værste fald liv og lemmer for Danmarks sikkerhed, så skylder vi dem til gengæld at udstyre dem ordentligt. Ikke bare på papiret og i festtalerne, men i deres hverdag.
Kun sådan gør vi Danmark sikkert mod både de ydre og de indre fjender.
Jeg er stolt af de reformer, vi har været med til at lave i forsvarspolitikken.
Jeg er stolt af, at vi nu får flere værnepligtige.
Og jeg vil faktisk gerne sige noget her i dag direkte til Danmarks unge.
Jeg ved, at mange af jer føler, at I bliver udskammet i det Danmark, I vokser op i for tiden. I får at vide, at I lider af toksisk maskulinitet.
I oplever, at jeres værkstedshumor og traditionelle værdier bliver dømt ude, og I bliver set skævt til, fordi I passer jeres arbejde, forsørger jeres familie og står fast som mænd og kvinder og holder fast i jeres meninger.
Men jeg vil gerne sige, stå fast på, hvem I er.
Lad jer ikke rokke af woke-vanvidet, men hold fast i, hvem I er.
Sig som jeg: Jeg hedder Morten. Jeg er en hvid mand. Jeg er dansker. Jeg er kristen. Og jeg er faktisk stolt af, hvem jeg er.
Man skal ikke skamme sig over, hvor man kommer fra.
Alle danskere, unge som gamle, drenge og piger kan være stolte. Stolte af at være mænd – for der er forskel på drenge og piger. Og det er ikke noget at skamme sig over. Det er faktisk noget at glæde sig over, for det er det, der skaber små babyer.
Og jeg vil ikke finde mig i, at mænd bliver sammenlignet med voldtægtsforbrydere, bare fordi de går i arbejdstøj og elsker deres håndværk.
Sandheden er jo, at mange af Danmarks håndværkere kommer til at bidrage langt mere til Danmarks fremtid end mange af dem, der bruger årevis på RUC og andre skrivebordsprojekter, mens de drømmer om at opdrage på vores værdier.
Vi skal ikke finde os i det. Tværtimod.
Lad os lukke RUC og erstatte det med noget produktivt.
Det skal være slut – det skal være slut med, at man på vores skoler og universiteter lader køn og hudfarve afgøre, hvilke bøger der læses i pensum.
Det skal være slut med at lære vores børn, at der findes mere end to køn. Og det skal være slut med at udskamme drenge for at være drenge og piger for at være piger.
Men det er klart, jeg vil også gerne sige noget til vores ældre medborgere, for vores kamp i Dansk Folkeparti står ikke i modsætning til nogen, om man er ung eller gammel. Vi ser os som en familie.
Som et folkeligt historisk fællesskab.
Men desværre er der andre, der har det på en anden måde. Jeg læste forleden en gruopvækkende historie om en dement ældre mand, Holger Hansen, som boede på et plejehjem i Korsør og ikke var kommet i bad i 11 uger.
Hans datter opdagede det ved et tilfælde, da hun så et badeskema, og hun så sin far med lange beskidte negle og rifter i ansigtet.
Og det er ikke bare en enlig svipser.
Det er et decideret omsorgssvigt. Og det er et svigt af en hel generation. Den generation, som har bygget vores land op.
Vi taler om mænd og kvinder, der har arbejdet hårdt, betalt deres skat hele livet og løftet Danmark fra et fattigt land til et moderne velfærdssamfund, som min generation og generationerne før mig har nydt godt af.
Når de så endelig har brug for hjælp, bliver de mødt af underbemanding, ligegyldighed og systemer, hvor et Excel-ark tæller mere end mennesker.
Det finder vi os ikke i.
Vores ældre fortjener værdighed, varme og omsorg. De skal ikke reduceres til en plejeopgave.
Og derfor kræver vi, at vi i Danmark får en ældreombudsmand, en uafhængig vagthund for vores ældre, som kan sikre dem mod de forringelser og den uværdighed, som i de her år udgår fra regeringens regneark og kolde hænder.
Vi kræver en ambulancegaranti, som kan være fremme inden 15 minutter, når der er tale om livstruende sygdom eller ulykke.
Og vi stiller et sprogkrav i sundhedsvæsenet, så alle ansatte, der er i berøring med patienter, skal kunne tale og forstå dansk.
For danskerne skal kunne leve og færdes trygt og roligt i deres eget land, i alle aldre, i deres egne kvarterer, i de byer, hvor vi vokser op.
Sådan er det ikke i dag.
Et ganske enkelt lille eksempel fortæller desværre en anden historie fra virkeligheden.
Ahmed Omar Mohammed, en somalisk mand, blev i 2013 dømt for en fuldbyrdet voldtægt af en 10-årig pige og for to tilfælde af voldtægtsforsøg.
En 10-årig.
Byretten idømte ham seks års fængsel og udvisning, men i Vestre Landsret, der blev udvisningen gjort betinget. Og det betyder, at en i dag dømt pædofil voldtægtsforbryder stadig kan blive i Danmark.
Hvorfor? Fordi en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser.
Jeg spørger, hvad blev der af Danmarks nationale forpligtelser?
Hvor er Danmarks forpligtelser over for os som folk, som forældre, søstre og brødre, over for vores børn, vores venner? Alle dem, som hver dag kan blive krænket, forulempet eller truet af utilpassede indvandrere, der tror, at de kan komme her og spille konger i vores land? Hvad blev der af dem?
Vi er nødt til at tage et opgør med de her internationale forpligtelser.
Og derfor vil jeg gerne sende en tak og en hilsen til Herning, hvor Danmarksdemokraterne i dag er samlet, og som en stor nyhed har meddelt, at også de nu er klar til et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er et fantastisk skridt.
Det er et fantastisk skridt.
Inger, hvis du hører det her, lad os kæmpe den her kamp sammen. Lad os gøre det skulder ved skulder. Lad os overbevise de andre om, at det er det, der er det rigtige. Lad os ikke vente. Lad os gøre det nu. Og lad os så i samme åndedrag også træde ud af Statsborgerskabskonventionen og sætte et totalt stop for tildelingen af statsborgerskaber, lige så længe udlændingeministeren ikke har styr på, hvem der kommer på.
Vi har udviklet, vi har skabt et af verdens bedste lande. Måske endda et af verdenshistoriens bedste samfund.
Ingen, uanset hvor meget de påberåber sig at være på flugt, ingen skal have lov at komme hertil for at lave tingene om.
Og derfor er Dansk Folkeparti også det eneste parti, som på Christiansborg har fremlagt en omfattende plan for det, der er brug for, nemlig remigration. Hjemsendelser.
De, der ikke tager Danmark til sig i hjertet, skal slet ikke være her.
Men det er ikke nok kun at se på udlændinge.
Hvis vi for alvor skal rette op på fortidens fejl, så er vi også nødt til at kigge på de mange udlændinge, som allerede har fået dansk statsborgerskab, men som aldrig burde have fået det.
I Folketingets indfødsretsudvalg har vi en fremragende formand: Mikkel Bjørn. Som kæmper en – som kæmper en utrættelig kamp imod de andre partiers lemfældige omgang med danske pas.
Gang på gang finder han fejl i ministerens indstilling af, hvem der skal tildeles statsborgerskab.
Fejl, der kan have fatale konsekvenser for os danskere, hvis de forkerte får dansk pas. Og det er derfor, vi kræver et fuldt stop og en fuld gennemgang.
Og Mikkel, jeg siger på hele partiets vegne, du har vores fulde opbakning.
Vi danskere skal være herre i eget hus.
Vi skal sikre vores selvstændighed ved en gang for alle at træde ud af de konventioner, der i årevis har taget kvælertag på vores ret til selv at bestemme.
Og også her er der internationalt godt nyt.
Ikke bare med Danmarksdemokraterne, men i den 50-punktsplan, som vi i fællesskab fremlagde for 14 dage siden, er vi enige om – også med LA, også med De Konservative – at tage et opgør med Statsborgerskabskonventionen.
– En oldgammel FN-konvention fra 1961, som i årtier har tvunget Danmark til blandt andet at give indfødsret til kriminelle palæstinensere, og det skal selvfølgelig stoppes.
Og den gode nyhed er, at i Storbritannien, der er man godt i gang.
Min gamle ven Nigel Farage, som om kort tid indtager Downing Street og bliver premierminister i Storbritannien, er fuldstændig på samme side.
Kære venner, det her kommer til at ske. Det er kun et spørgsmål om tid.
Vi hører ofte, at EU er så vigtig for Danmark, fordi vi er en lille og åben økonomi.
Og sandt er det, at vi er små. Sandt er det, at vi er åbne.
Men som Gert [red: Wilders] viser, som vi viser, så kan selv små lande være forbilleder.
Og det er jo rigtigt, når vi taler dansk økonomi, at vi eksporterer meget, og at det er vigtigt for vores økonomi.
Men det er vi jo ikke alene om.
Hvis vi ser på Norge, som sender to tredjedele af sin eksport til EU uden at være medlem. Hvis vi ser på Island, som sender endnu mere faktisk 72 % af sin eksport til EU uden at være medlem. Schweiz, langt over halvdelen af sin eksport går til EU uden at være medlem.
Så stiller jeg mig selv det spørgsmål. Er det virkelig så vigtigt at betale 24 milliarder om året til EU, når andre, der ikke betaler noget, kan eksportere endnu mere?
Altså, er det ikke næsten lige så dumt, som at man skal melde sig ind i en fodboldklub for at få lov at købe en fodbold?
Lad os tage et opgør med Bruxelles og alle de hersere, der tror, at de skal være herrer her.
Og derfor er jeg glad for, at vi nu har taget første skridt, ikke alene, som det har været de første 30 år i Dansk Folkepartis historie, men sammen med vores borgerlige venner, så vi efter næste valg kan give danskerne et nyt perspektiv.
Vi er ikke i mål.
Vi har langt fra fået dem med på al vores politik, men vi er længere, end vi nogensinde har været.
Og det er den gode nyhed. At vi vil gøre det bedre.
I 30 år har vi rykket Danmark i en bedre retning
Bid for bid, kamp for kamp. Og det bliver vi ved med. For Danmark er ikke til salg.
Vores land er ikke et eksperimentarium for smarte ideologier, der vil opløse familien, forvride historien og rive vores fællesskab op med rode.
Og at danskerne er ved at vågne.
Vi husker, hvad der binder os sammen. Vores familie, vores traditioner, vores danske arv.
Og vi ved, at frihed ikke er noget politikerne eller bureaukraterne skænker os.
Det er noget, vi skaber gennem arbejde, ansvar og kærlighed til vores land og til hinanden.
Derfor er det også nu, vi siger nej.
Nej til mere kønsforvirring i vores klasselokaler.
Nej til indvandringen, der truer trygheden i vores byer og vores kvarterer.
Nej til at staten hæver sig over de borgere, som hver dag bærer den på skuldrene.
Vi vil ikke opløses. Vi vil bestå.
For Dansk Folkeparti, Danmark og danskheden er ikke en ideologi.
Vi er noget andet end de andre partier.
Det er en livsform.
Det er en kærlighed til alt det, vi har arvet fra dem før os, og ansvaret for at give det videre endnu stærkere til vores børn.
Det er vores mission, vores Danmark, vores tro på danskerne. Og den mission begynder lige her og nu, og vi fortsætter de næste 30 år.
Tak, venner.