Kære alle sammen, tusind tak.
Da jeg kørte hjemmefra den anden dag, spurgte min yngste datter på 6: ”Far, når man er formand, betyder det så, at man bestemmer?”, hvorpå jeg svarede: ”Nej, det gør mor stadig.”.
Jeg har altid joket med, at jeg har to chefer. Min hustru derhjemme og Pernille på Christiansborg. Og i dag vil jeg gerne starte med at tale til dig Pernille.
Kære Pernille, tak for at tro på mig. Tak for tilliden og de oplevelser, du har givet mig.
Vores fantastiske rejse sammen stopper ikke her, for du er på ingen måde færdig i politik. Men nu får du mulighed for at bruge al din tid – og det uimodståelige talent du har – på det, som du elsker at gøre mest - nemlig at tale og forhandle politik.
Jeg vil gerne på vegne af mig selv og alle os, der er samlet her i dag, sige: tak fordi du havde modet til at danne Nye Borgerlige. Tak fordi du har været vores formand i mere end 7 år. Kort sagt tak for din indsats for Danmark.
Kære venner, det har været en vild og surrealistisk oplevelse at læse om vores parti igennem medierne den seneste måned. Man har fx kunne læse, at Lars Seier Christensen nu forlader NB, og Peter – altså den Seier, som jo er medlem og gruppeformand for os – måtte læse, at han ifølge Ekstra Bladet nu skrider fra Nye Borgerlige, hvilket faktisk kom som noget af en overraskelse for ham, da han ikke lige selv var blevet orienteret om, at han nu skred.
Jeg oplevede at få kritik for min lederstil som formand, inden jeg overhovedet var valgt og tiltrådt, og Pernille blev af alle kommentatorer dømt ude af politik, samtidig med at vi sad og fordelte ordførerskaber og arbejdsopgaver til hende.
Men sådan er det. Vi har vænnet os til det. For det var igen de nøjagtigt samme journalister og kommentatorer, som ikke mente, vi kunne blive opstillet. De samme, som ikke mente, vi kunne blive valgt ind, og de samme som mente, vi ville ryge ud med det samme.
Og hvad skete der? Vi gik som et af få partier i Folketinget frem ved valget. Faktisk med 50 %, som de så også lige fremstillede som en fiasko.
Så lad mig sige det så klart og tydeligt, så selv den mest forudindtagede journalist på Pio Pio forstår det: vi er 4 folketingsmedlemmer, vi er 7 regionsmedlemmer, vi er mere end 50 byrådsmedlemmer, vi er flere hundrede NBU’ere, og vi er over 10.000 medlemmer.
Vi er mere fulde af gejst, holdånd og motivation, end vi nogensinde har været. Og jeg glæder mig helt vildt til at modbevise alle kommentatorer endnu en gang.
For det, som de åbenbart stadig ikke forstår, er, at vi kæmper ikke for vores egen karriere og i modsætning til andre traditionelle partier er partiet faktisk heller det vigtigste for os.
For os handler det om sagen. Vi kæmper for vores land. For os handler det om Danmark.
Jeg er først og fremmest far, og så er jeg patriot. Jeg elsker mit land, og jeg vil gå igennem ild og vand for mine børn.
Det er, hvad der er gemt i vores DNA i Nye Borgerlige. Det handler ikke om fremmedhad, folks hudfarve eller andre tåbelige pinagtige floskler, de politisk korrekte smider efter os.
Nej, for os handler det tværtimod om kærlighed. Kærlighed til vores land og en dybtfølt kærlighed og forpligtelse overfor vores børn og børnebørn. Det er, hvad der binder os alle sammen i Nye Borgerlige.
Vi er et borgerligt parti. Og Jeg har sagt det hver eneste gang, jeg er blevet spurgt. Jeg kommer til at bygge videre på det fundament, som Pernille og Peter har lagt.
Vi skal hverken være et ultraliberalistisk parti, som sætter jagten på profit foran bevarelsen af vores fælles kulturarv og værdifællesskab. Vi skal ej heller være et ultrakonservativt parti, hvor idéer som at fjerne retten til abort eller skilsmisse promoveres.
Nej, vi skal være lige præcis dem, vi er. For vi er et unikt parti. Nye Borgerlige er nemlig det eneste parti i Folketinget, der kombinerer en ægte borgerlig økonomisk politik med en værdi- og udlændingepolitik, der passer på Danmark. Intet andet parti har denne unikke kombination.
Da jeg skulle forberede mig til talen i dag, sagde en af vores pressefolk: ”Boje, du må ikke begynde at nævne forskellige politiske emner i din tale, for så vil folk straks hænge sig mere i alle de emner, du så ikke nævner og tro, at de ikke er vigtige.”.
Og nu kommer han nok til at rive sig i skægget, for jeg kommer til at snakke om et bestemt emne. Ikke fordi alle de andre ikke er vigtige, men jeg mener, at vi bliver nødt til at tale om familien og familiens vilkår i Danmark.
Vi bryster os i undersøgelser af, at vi er verdens lykkeligste land. Men er vi nu også det?
For bag disse feelgood-undersøgelser ligger der en anden virkelighed. En virkelighed, hvor hver 12. dansker er på såkaldte lykkepiller. En virkelighed, hvor hver 3. unge pige i folkeskolen har det svært. En virkelighed, hvor familier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk.
Vi har igennem den socialdemokratiske velfærdsstats model skabt et usundt og skadelig afhængighedsforhold til staten. Vi bliver opkrævet så høje skatter og afgifter, at vi har behov for at få udbetalt checks, så vi har råd til at betale dem.
Vi har skabt det, som jeg kalder et lommepenge-samfund. Et samfund, hvor magten ligger hos politikerne, der uden tøven bruger folk som nyttige kegler i deres kyniske magtspil.
En almindelig familie er i dag nærmest tvunget til at have to fuldtidsjobs, hvis man vil have tingene til at hænge sammen. Vi pisker rundt i den socialdemokratisk trædemølle, hvor du først og fremmest skal være nyttig for fællesskabet.
Men det er et tvangsfællesskab med staten og politikerne, og taberen er det vigtigste, det næreste og det første fællesskab – familien.
De voksne afleverer ungerne alt for tidligt om morgenen, for at kunne nå på arbejde, hvorefter de er placeret i en heldagsskole og pasning, indtil forældrene lidt i 4 kommer ilende ind fra trafikken og henter unger i en hvinende fart, for derefter at skulle nå at handle, lave mad, ordne madpakker, pakke sportstaske, tjekke Aula, kigge lektier, spise, børste tænder og putter unger.
Alt sammen i en skør pærevælling, hvor man desperat forsøger at få lige kvalitetstid med børnene, men hvor det oftest ender med en iPad og et par overfladiske kommentarer om, hvordan dagen var, mens man har hovedet inde i vaskemaskinen.
Vores børn har det i stigende grad svært med deres barndom og ungdom, som er blevet til et digitalt, åbent selvbranding-projekt, hvor graden af lykke og glæde i livet måles i likes og delinger, alt imens deres selvværd daler og deres hjerner bliver manipuleret af de sociale mediers algoritmer.
En sund præstationskultur er blevet til en perfekthedskultur, hvor det at fejle ikke længere handler om at udvikle sig, men om at man som menneske er en fiasko.
Alt, hvad vores børn oplever, er stigende tempo, hvor nyheder, video, information og viden gerne skal kunne leveres på en 15 sekunders TikTok-video for at holde deres opmærksomhed.
Det er den verden, vi smider dem ind i, og samtidig så står vi voksne uforstående, når et stigende antal unge har svært ved skolen og den fordybelse, som man kræver der.
Vi bliver nødt til at gøre det her bedre. Vi plastrer dem til med diagnoser, psykologer, medicin og socialrådgivere. Alt sammen i den bedste mening, men vi forglemmer fuldstændig at kigge på, hvorfor de har det skidt.
En stor del af svaret ligger i den konstante nedgradering af familien, som er sket de sidste mange år. Hvis vi gør det svært at være familie, så gør vi det svært at være barn og ung.
Når de politiske magthavere forsøger at erstatte familien med staten, så fjerner man det ægte og vigtigste fællesskab, som skal agere den nødvendige stødpude i børn og unges tilværelser.
Vi skal have bedre økonomiske vilkår for familierne. Vi skal have mere fleksible vilkår og give mere selvbestemmelse til familierne.
Og når familier brydes op, så skal de have reel hjælp og støtte. Ikke som nu, hvor vi har et horribelt system i Familieretshuset, som øger konflikterne og skaber unødvendige store og dybe splittelser i familierne med deres grundlæggende skyd først-tilgang, som gør, at den ene forælder mister kontakten til sine børn.
Jeg vil brændende ønske mig, at vi havde en regering, som satte det som mål, at der skulle være 20 % færre socialrådgivere om 5 år. Ikke fordi man skulle spare, men fordi man som regering satte sig det mål, at om 5 år så skulle langt flere mennesker have det så godt med sig selv og have fået modet, lysten og viljen til at kunne gå igennem tilværelsen.
Jeg ville brændende ønske mig, at vi havde en regering, som satte det som mål, at der skulle være 20 % færre børnepsykologer om 5 år. Ikke for at spare, men fordi man satte sig som et mål, at der skulle være langt flere glade børn og unge i Danmark. Flere, som gik mod den næste dag med optimisme, nysgerrighed og et åbent sind for, hvad dagen bringer. Børn, som møder andre børn med ønsket om at gøre hinanden bedre og ikke finde fejl.
Se, det vil være en ægte, ambitiøs regering. Det vil være et smukt mål. Det vil være ægte, borgerlig familiepolitik.
Nu gav vi jo Pernille en fortjent hyldest og anerkendelse tidligere, men hun startede jo ikke Nye Borgerlige alene. Det gjorde hun sammen med Peter Seier Christensen.
Kære Peter, du har forståeligt og fuldstændigt uselvisk valgt at træde tilbage for at give plads til et nyt formandsteam. Igen havde medierne travlt med at gøre det til noget negativt, men virkeligheden er en anden.
Det er reelt blot en forlængelse af den integritet, loyalitet og holdånd, som kendetegner alt, hvad du laver. Du har knoklet benhårdt for partiet i mange år. Det, ved vi alle, som er samlet her. Nu er partiet modnet og er klar til at få en ny næstformand udenfor folketingsgruppen.
Så på vegne af alle her: tusind tak for 7 fantastiske år.
Og det laver jo så den perfekte overgang til det valg, vi nu skal have til næstformandsposten. Hele 6 personer har stillet sig til rådighed, hvilket gør mig utrolig stolt. Det vidner om, at vores parti i høj grad lever og er fyldt med gå-på-mod og optimisme.
Der er kun én, som vil blive valgt, men jeg vil gerne her tage muligheden for at sige tak til alle, der har stillet op. Valghandlinger er en vigtig del af et medlemsdemokrati. Og når den er færdig, så ved jeg, at alle vil bakke loyalt op om den nye næstformand, ligeså flot som I gjorde overfor mig.
For jeg er stolt, beæret og ydmyg over den tillid, I har givet mig. Jeg kommer til at knokle det bedste, jeg har lært. Som formand tjener jeg jer, ligesom vi alle som folkevalgte tjener borgerne.
Og som min morfar sagde til mig: Lars, de hårdtarbejdende er altid lidt heldigere. Så tusind tak. Nu tager vi arbejdshandskerne på. Vi kigger fremad. Vi skal ud til danskerne og tale om ægte, borgerlige løsninger.
