Karina Vestergård Madsens tale ved Sankthansfejring i Enghaveparken

 

For mig er Sankthans en meget smuk tradition. Vi samles. Og vi dyrker fællesskabet. Vi fejrer, at nu er sommeren endelig kommet med de lange, lyse nætter. 

 

Vi tænder bål og synger, at ”Vi elsker vort land”. Nogle synger den gamle melodi – andre hælder til Shu-bi-dua. 

 

Og på den måde er sankthansaften en fin lejlighed til at tænke over, hvad der er for et Danmark vi gerne vil leve i. Og hvad det er for et København, vi gerne vil have. 

 

Det er der helt sikkert lige så mange holdninger til, som der er københavnere. Men hvis jeg skal sige et par ord om, hvad det er for et København, jeg gerne vil bo og leve i. Så handler det om plads til mangfoldighed, og at man i København passer på dem, der har mindst. 

 

Og jeg tror, at der er en hel del af jer, som er her i dag, som også vil en mere socialt retfærdig by. En by, hvor vi ikke finder os i social ulighed.  

 

Fordi her på Vesterbro der har I en gammel tradition for at give plads til dem, der har det svært. Det er nærmest blevet en del af Vesterbros DNA. Her på Vesterbro er der plads til børnehaver, væresteder for hjemløse, smarte bagerier, barer med dyre specialøl, stofindtagelsesrum og spillesteder. 

 

Der er plads til alle – også dem, der har brug for en kærlig og hjælpende hånd. Og det er bestemt ikke noget, vi kan tage for givet, sådan som verden ser ud i dag. Det skal vi værne om. Og det skal vi blive ved med at kæmpe for.  

 [PAUSE]

 

Der er eksempler på, at det går den rigtige vej, og at vi skaber et mere socialt retfærdigt Danmark.  

 

I maj måned kom regeringen langt om længe med sit udspil til en værdighedsreform. 

 

Og der er faktisk rigtig mange fine elementer i den, og noget som taler direkte ind i den hverdag, I har her på Vesterbro.

 

For eksempel afkriminaliseres narkotika – dog ikke for alle, det er stadig sådan, at det er ulovligt at have euforiserende stoffer som kokain på sig, hvis man ikke er udsat .

 

Men for stofbrugere, som kæmper med en afhængighed af stoffer, og hvor bøder og måske endda konfiskering af deres stoffer medføre stress – lige netop de mennesker skal ikke længere frygte at blive stoppet af politiet midt på Istedgade.

 

Afkriminalisering af narkotika er faktisk noget, som Københavns Kommune for snart et par år siden foreslog regeringen at give os mulighed for at indføre som en forsøgsordning, men det fik vi et kæmpe nej til. 

 

Men hvor er det dejligt, når Christiansborg-politikere bliver klogere med tiden. Det tænder et lille håb i mig.

 

[PAUSE]

 

Regeringen vil også sætte penge af til at åbne flere stofindtagelsesrum, og de vil også gerne se på at forlænge åbningstiden for de stofindtagelsesrum, vi har allerede har.

 

Det bliver et stort ’ja tak’ til det fra mig, for jeg kunne godt tænke mig, at alle bydele i København havde sit eget stofindtagelsesrum.  

 

Det vil også lette presset på Vesterbro. 

 

Vi er allerede godt i gang med det, og for nogle måneder siden åbnede et nyt stofindtagelsesrum kun for kvinder i Reden. I sidste uge åbnede et stofindtagelsesrum på Sundholm på Amager, og til december åbner så endnu et i Hillerødgade på Nørrebro. 

 

[PAUSE]

 

Men den sociale ulighed vokser i vores by – også her på Vesterbro. 

 

For der er absolut også talrige eksempler på, at der stadig bliver lavet politik, der skaber endnu mere ulighed og hjælpen til de svageste i vores samfund under et massivt pres. 

 

For samtidig med at regeringen med den ene hånd vil sikre bedre vilkår for sårbare og udsatte mennesker, så vedtager de med den anden hånd lovgivning, der skubber de svageste i samfundet endnu længere ud mod afgrunden.

 

Her tænker jeg især på den kontanthjælpsreform, som er fuldt indfaset om en uges tid. 

 

Det er politik af værste skuffe, og det hører slet ikke hjemme i et land som Danmark. Kontanthjælpsreformen modarbejder mangfoldigheden, den fodrer uligheden, og den ikke bare tager, men flår fra dem, der i forvejen har mindst. 
 Reformen fjerner for eksempel den særlige boligstøtte, der sikrer at udsatte og sårbare mennesker har råd til at bo i byer som København. Det er en støtte, som har hjulpet hjemløse væk fra gaden og ind i egen bolig. 

 

Vi har kæmpet med at få hjemløse væk fra gaderne og i egen bolig i årevis, og det er hamrende svært, fordi vi har så få billige boliger i København. 

 

Og når den særlige boligstøtte bortfalder og flere mennesker rykker ned på en lavere sats, vil rigtig mange tidligere hjemløse og sårbare ikke have råd til at blive boende i den lejlighed, de bor i nu. 

 

Socialforvaltningen har ikke det fulde overblik endnu, for alle får ændret i deres kontanthjælp. Men jeg ved, at 20% af de hjemløse, som lige nu står på venteliste til at få en bolig, vil ikke have råd til at flytte ind i den, fordi de efter 1. juli har færre penge, end de har nu. 

 

Jeg frygter en tsunami af nye hjemløse i København det næste halve år, og det gør mig både trist og vred. 

 

Kontanthjælpsreformen rammer ikke kun hjemløse, den kommer også til at ramme mange af de børnefamilier, der i dag har allermindst. Og jeg frygter, at der er børnefamilier, som ikke længere vil have råd til at bo i København. 

 

De bliver tvunget til at flytte, for de bor i de billigste boliger, vi har, og der er ikke flere billige boliger i København. Og når de ikke engang har råd til at bo i dem, så findes der ikke et alternativ i KBH. 

Men regeringen vil ikke holde hånden under disse familier, uanset hvor meget vi råber op i kommunerne. 

[PAUSE]

 

Det er uendelig trist. For på den måde bidrager regeringen aktivt til at skubbe endnu flere børn ud i fattigdom, og det giver ingen mening. 

 

Når børn udsættes for fattigdom i bare et år, så påvirker det dem resten af livet. 

 

Det er børn, der vokser op i hjem, hvor der ikke er råd til sund mad. Der er ikke råd til en skoletaske. Der er børn som ikke går til deres klassekammeraters fødselsdag fordi de ikke vil bede om penge til en gave fra deres forældre. 

 

Børnefattigdom burde være et af de problemer, der fyldte mest i vores samfund overhovedet. Især når man tænker på, at Danmark er et af verdens rigeste lande. 

 

Og alligevel vokser 47.000 børn op i fattigdom rundt omkring i landet. Det er et vanvittigt højt tal og det giver ingen mening.

 

Men tallet 47.000 er dog ikke højere, end at vi burde kunne afskaffe børnefattigdom i Danmark. Hvis regeringen ville prioritere det. 

 

Det gør de ikke, og det undrer mig, for det burde være et fælles mål. 

 

[PAUSE]

 

 

 

Børnefattigdom er et strukturelt problem, og desværre kan København ikke ændre årsagen til børnefattigdom. Vi må ikke betale elregningen eller en ny cykel. Vi må ikke give til ekstra tilskud til huslejen.  

 

Vi kan kun symptombehandle, vi kan kun lindre smerte en lille smule. Og det gør vi faktisk i stor stil i tæt samarbejde med civilsamfundet og frivillige organisationer. 

 

Men hvis vi skal afskaffe børnefattigdom – og det skal vi – kræver det, at regeringen vågner op og indfører en national fattigdomsgrænse og en handleplan mod fattigdom.

 

For hvis vi fortsat skal kunne synge, at ”Vi elsker vort land” sankthansaften – så bliver regeringen nødt til at gøre mere for, at ingen børn vokser op i fattigdom.

 

For alle skal have mulighed for at dyrke fællesskabet, knytte venskaber, uddanne sig, leve et godt liv og nyde, at nu er sommeren endelig kommet. 

 

Og det skal vi altså så også huske. Husk at nyde livet. Hjælp hinanden, gør en forskel for andre. 

 

Rigtig god Sankthans og tusind tak, fordi jeg måtte være med i dag.