Kære alle
I dag lancerer vi Regnbuefonden.
For mig begyndte det med en undren.
Vi har organisationer, der kæmper for vores rettigheder. Vi har Pride. Vi har stærke fællesskaber. Men vi har ikke fond der er dedikeret til at yde økonomisk støtte LGBT+-kulturen.
Og det undrede mig. For kultur er ikke bare underholdning. Kultur er de historier, vi fortæller om os selv. Det er de billeder, vi genkender os selv i. De bøger, film, kunstværker og fællesskaber, der fortæller os, at vi ikke står alene.
Angrebet på Christopher Street Day i Berlin for få uger siden minder os brutalt om, at vores synlighed, vores kultur og fællesskaber stadig kan blive mødt med had og vold – og at det derfor fortsat er vigtigt, at vi står frem, fortæller vores historier og skaber rum, hvor vi kan være os selv.
Jeg tror, at mange af os kan huske første gang, vi mødte en historie, et menneske eller et fællesskab, som fik os til at føle os mindre alene i verden. Den oplevelse kan ændre et menneskes liv.
Derfor har vi oprettet Regnbuefonden.
Regnbuefonden er en uafhængig fond, der skal støtte, udvikle og synliggøre LGBT+-kultur i Danmark, på Færøerne og i Grønland. Det er en fond, der kan hjælpe kunstnere, forfattere, filmskabere, kulturprojekter og fællesskaber med at skabe de fortællinger, som næste generation skal spejle sig i.
For vores historie er ikke færdigskrevet.
Der er stadig stemmer, der ikke bliver hørt. Der er historier, der ikke bliver fortalt. Kunst, der ikke bliver skabt. Og fællesskaber, der mangler ressourcer til at vokse.
Hvis vi ønsker en stærk, levende og mangfoldig LGBT+-kultur i fremtiden, så må vi selv være med til at bygge den.
Det er det, Regnbuefonden handler om.
Tak fordi I er her. Tak fordi I er en del af vores historie. Og rigtig god Pride.
