Er vi virkelig så forskellige?
Når jeg hører ordet racisme, føler jeg sorg, men også beslutsomhed.
Før jeg kom til Danmark, tænkte jeg ikke meget over racisme. Det var ikke en del af min hverdag. Men da jeg flyttede hertil, blev det noget, jeg oplevede igen og igen.
Racisme er ikke altid åbenlys. Den viser sig i små ting: i blikke, i spørgsmål, i måden folk behandler én på.
Jeg mærker det, når nogen spørger til mit hår og tror, de må røre ved det uden at spørge.
Jeg mærker det, når ældre mennesker går over på den anden side af gaden for at undgå mig.
Jeg mærker det, når min lærer siger, at min accent ikke lyder dansk, selvom jeg går i en DSA-klasse.
Jeg mærker det, når politiet vælger mig til et “tilfældigt” tjek i lufthavnen, som næsten altid rammer sorte mennesker.
Jeg mærker det, når en butiksassistent følger mig rundt i en butik.
Jeg er en lille sort kvinde, der kører i en stor, dyr bil. Jeg har arbejdet hårdt for det, og jeg er stolt. Men blikkene fortæller en anden historie. Nogle tror, jeg kun kan have sådan en bil, fordi jeg er gift med en rig hvid mand. Når jeg siger, at jeg selv har tjent pengene, bliver de overraskede, som om de ikke tror på mig.
Men det, der gør mest ondt, er at være mor til en lille sort pige.
Hver morgen tænker jeg på hendes fremtid her i Danmark.
Jeg beder til, at hun en dag lever i en verden, hvor hun ikke skal gøre sig mindre for at blive accepteret.
Hvor hendes hud, hendes hår og hendes accent bliver set som smukt – ikke mærkeligt.
Jeg håber, hun vokser op i et samfund, hvor hun kan være sig selv uden at blive dømt på sin farve.
Racisme handler ikke kun om store, onde handlinger.
Det handler også om de små ting, der får mennesker til at føle sig forkerte.
Det gør ondt. Men det giver mig også styrke: Styrke til at tale, til at stå fast og til at håbe på en bedre verden for min datter.
Mit budskab er enkelt:
Lad os stoppe med at bruge farve som en grund til at dele os, og i stedet bruge den som en mulighed for at forstå hinanden.
Når jeg hører ordet racisme, føler jeg sorg, men også beslutsomhed.
Før jeg kom til Danmark, tænkte jeg ikke meget over racisme. Det var ikke en del af min hverdag. Men da jeg flyttede hertil, blev det noget, jeg oplevede igen og igen.
Racisme er ikke altid åbenlys. Den viser sig i små ting: i blikke, i spørgsmål, i måden folk behandler én på.
Jeg mærker det, når nogen spørger til mit hår og tror, de må røre ved det uden at spørge.
Jeg mærker det, når ældre mennesker går over på den anden side af gaden for at undgå mig.
Jeg mærker det, når min lærer siger, at min accent ikke lyder dansk, selvom jeg går i en DSA-klasse.
Jeg mærker det, når politiet vælger mig til et “tilfældigt” tjek i lufthavnen, som næsten altid rammer sorte mennesker.
Jeg mærker det, når en butiksassistent følger mig rundt i en butik.
Jeg er en lille sort kvinde, der kører i en stor, dyr bil. Jeg har arbejdet hårdt for det, og jeg er stolt. Men blikkene fortæller en anden historie. Nogle tror, jeg kun kan have sådan en bil, fordi jeg er gift med en rig hvid mand. Når jeg siger, at jeg selv har tjent pengene, bliver de overraskede, som om de ikke tror på mig.
Men det, der gør mest ondt, er at være mor til en lille sort pige.
Hver morgen tænker jeg på hendes fremtid her i Danmark.
Jeg beder til, at hun en dag lever i en verden, hvor hun ikke skal gøre sig mindre for at blive accepteret.
Hvor hendes hud, hendes hår og hendes accent bliver set som smukt – ikke mærkeligt.
Jeg håber, hun vokser op i et samfund, hvor hun kan være sig selv uden at blive dømt på sin farve.
Racisme handler ikke kun om store, onde handlinger.
Det handler også om de små ting, der får mennesker til at føle sig forkerte.
Det gør ondt. Men det giver mig også styrke: Styrke til at tale, til at stå fast og til at håbe på en bedre verden for min datter.
Mit budskab er enkelt:
Lad os stoppe med at bruge farve som en grund til at dele os, og i stedet bruge den som en mulighed for at forstå hinanden.