Skip to content
Nyheder

Hør min historie – nyt undervisningsmateriale til udskolingens historie- og danskundervisning

Hvordan kan arbejdet med taler åbne for en smertefuld samtale om vores forhold til kolonierne? Og hvordan kan glemte eller marginaliserede taler åbne døren til autentiske stemmer fra koloniserede individer og medlemmer af Rigsfællesskabet fra både fortiden og nutiden? 

SE EN BETAVERSION AF DANSKMATERIALET
SE EN BETAVERSION AF HISTORIEMATERIALET
Danske Taler skal modvirke fordomme om vores naboer i Rigsfællesskabet og udbedre manglende viden om Danmarks kolonihistorie hos unge i et nyt undervisningsmateriale, der er støttet af Undervisningsministeriet. Materialet, der er målrettet udskolingselever i dansk og historie, udarbejdes i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet og med historie- og dansklærere fra Vanløse Privatskole og Slotsparkens Friskole. Materialet vil være tilgængeligt for download i juni 2026.

Et forsømt fællesskab 

I 2024 blev der foretaget en omfattende undersøgelse af unges kendskab til og holdninger til hinanden på tværs af Danmark, Grønland og Færøerne, som blev opsummeret i Sjómaq-analysen. Den havde det triste konklusion, at især danske unge ikke føler et fællesskab med de andre lande i Rigsfællesskabet, at de har mange fordomme, særligt om Grønland og grønlændere, samt at de har meget lidt viden om Rigsfællesskabets historie. Respondenterne blev bedt om at komme med løsningsforslag til at udbedre disse problemer, og de pegede selv på folkeskolen som et oplagt sted at arbejde med denne problematik. 
Og det er ikke kun de unge selv, der efterspørger mere viden. I lyset af den internationale politiske situation er interessen for Rigsfællesskabet øget, ligesom de mange sager om overgreb begået af den danske stat i tidligere kolonier, fx spiralsagen, har åbnet for at revurdere fortællingen om vores kolonihistorie. Det har bl.a. udmundet sig i et stort ønske fra Folketinget om, at der sættes mere fokus på Rigsfællesskabet og Kolonihistorien i grundskolen.

Taler er genvejen til den svære samtale 

Men hvordan kan arbejdet med taler åbne for en smertefuld samtale om vores forhold til kolonierne? Og hvordan kan glemte eller marginaliserede taler åbne døren til autentiske stemmer fra koloniserede individer og medlemmer af Rigsfællesskabet fra både fortiden og nutiden?

Det giver vi vores bud på i et forløb målrettet danskfaget og et målrettet historiefaget. Begge forløb tager udgangspunkt i aktuelle taler holdt af unge grønlændere og færinger samt i historiske taler holdt af personer fra Danmarks tidligere kolonier. På den måde møder eleverne autentiske stemmer fra Grønland og Færøerne og de tidligere kolonier, og interagerer direkte med dem i analyser, fremførsler eller modtaler, i en form for stedfortræder-kulturmøde. 

Fokus på fagspecifikke færdigheder 

For at arbejdet med Rigsfællesskabet og kolonihistorien ikke skal blive en ekstraopgave, tager vores materiale udgangspunkt i at øve elevernes fagspecifikke færdigheder i hhv. dansk og historie.

Forløb i dansk har fx fokus på argumentation, retoriske virkemidler, mundtlighed, lytning, manuskriptteknik og stemmebrug. Mens forløbet i historie har fokus på kildearbejde, tekstanalyse og historiebrug.
På den måde kombineres det utraditionelle kildemateriale i form af taler med opøvelsen færdigheder, der kan appliceres på alle slags emner. Hertil får eleverne en grundig indføring i talegenren som hhv. argumenterende tekst i dansk og primærkilde i historie. 

Om projektet 

Undervisningsmaterialet er støttet af Undervisningsministeriet og udarbejdes af Danske Taler med forskningsbaseret sparring fra ph.d. og lektor ved KU Naja Trondhjem og ph.d. og post.doc ved SDU Turið Nolsøe, og med fagdidaktisk feedback fra udskolingslærerne Ida Geertz-Jensen og Helene Sørensen fra Slotsparkens Friskole og Catja Caroc fra Vanløse Privatskole.