Skandinavismen - drømmen om det nordiske fællesskab
Skandinavismen var en bevægelse i 1800-tallet, der ønskede et stærk fællesskab mellen de skandinaviske lande. Den havde særligt rod i landenes studenterbevægelser, i de skandinaviske kunstnerkolonier i Frankring og Italien og blandt mange af de nationalliberale politikere, der var med til at indføre demokratiet i Sverige, Norge og Danmark.
Herunder har vi samlet taler af Bjørnstjerne Bjørnson (Norge), Eric Gustaf Geijer (Sverige) og Orla Lehmann og N.F.S. Grundtvig (Danmark), der alle var store fortalere for skandinavisk fællesskab og samarbejde.
Mange af idéerne findes i dag i institutioner som Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
Herunder kan du læse udvalgte taler fra bevægelsens nøglepersoner. Du kan også kan gå på jagt efter flere skandinavistiske taler i de tre databaser: dansketaler.dk, virksommeord.no og svenskatal.se.
Herunder har vi samlet taler af Bjørnstjerne Bjørnson (Norge), Eric Gustaf Geijer (Sverige) og Orla Lehmann og N.F.S. Grundtvig (Danmark), der alle var store fortalere for skandinavisk fællesskab og samarbejde.
Mange af idéerne findes i dag i institutioner som Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
Herunder kan du læse udvalgte taler fra bevægelsens nøglepersoner. Du kan også kan gå på jagt efter flere skandinavistiske taler i de tre databaser: dansketaler.dk, virksommeord.no og svenskatal.se.
Eric Gustaf Geijer (1783-1847)
Eric Gustaf Geijer var svensk, forfatter, filosof og historiker.
Eric Gustaf Geijer intradestal vid svenska akademien
Eric Gustaf Geijer var svensk, forfatter, filosof og historiker.
Eric Gustaf Geijer intradestal vid svenska akademien
Orla Lehmann (1810-1870)
Peter Martin Orla Lehmann var en nationalliberal politiker, der heftigt kritiserede enevælden og arbejdede for demokrati og en fri forfatning i tiden frem mod Grundlovens indførelse i 1849. Det kostede ham bl.a. tre måneder i fængsel. Han var berømt for sine stærke, patosfyldte taler, og talen her handler om de nordiske landes forening omkring en fællesnordisk ånd. Han talte flere gange på Skamlingsbanken, selvom talen her dog er holdt i København.
Orla Lehmanns sprog er rigt på billeder og besjælinger, ligesom man kender det fra de samtidige romantiske digtere. Naturens kraft og den nordiske mytologi bidrager også tydeligt til det romantiske livssyn. Indledningen er proppet med besjælinger, og den sætter tonen for argumentationen, der bygger på en forestilling om, at de nordiske lande, Norge, Danmark og Sverige, er naturligt og sjæleligt forbundne: “thi mit Fædreland er det hele, treenige Norden!” Netop treenigheden og desuden de mange triader i talen styrker billedet af den religiøse kraft, som Lehmann prøver at fremmane. Talen er rig på kontraster og modsætningspar og de mange bibelreferencer giver talen karakter af en prædiken. Hen mod slutningen stiller Lehmann en række retoriske spørgsmål, som får talen til at ‘skifte gear’. Her bringes publikum effektivt ind i talen med krav om deres ja-råb. Det ender i et mægtigt crescendo, hvor publikum til sidst afkræves et “Hurra for Nordens Enhed!”.
Peter Martin Orla Lehmann var en nationalliberal politiker, der heftigt kritiserede enevælden og arbejdede for demokrati og en fri forfatning i tiden frem mod Grundlovens indførelse i 1849. Det kostede ham bl.a. tre måneder i fængsel. Han var berømt for sine stærke, patosfyldte taler, og talen her handler om de nordiske landes forening omkring en fællesnordisk ånd. Han talte flere gange på Skamlingsbanken, selvom talen her dog er holdt i København.
Orla Lehmanns sprog er rigt på billeder og besjælinger, ligesom man kender det fra de samtidige romantiske digtere. Naturens kraft og den nordiske mytologi bidrager også tydeligt til det romantiske livssyn. Indledningen er proppet med besjælinger, og den sætter tonen for argumentationen, der bygger på en forestilling om, at de nordiske lande, Norge, Danmark og Sverige, er naturligt og sjæleligt forbundne: “thi mit Fædreland er det hele, treenige Norden!” Netop treenigheden og desuden de mange triader i talen styrker billedet af den religiøse kraft, som Lehmann prøver at fremmane. Talen er rig på kontraster og modsætningspar og de mange bibelreferencer giver talen karakter af en prædiken. Hen mod slutningen stiller Lehmann en række retoriske spørgsmål, som får talen til at ‘skifte gear’. Her bringes publikum effektivt ind i talen med krav om deres ja-råb. Det ender i et mægtigt crescendo, hvor publikum til sidst afkræves et “Hurra for Nordens Enhed!”.
Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910)
Bjørnestjerne Bjørnson var en norsk forfatter, der, sammen med bl.a. sin landsmand Henrik Ibsen, var en del af det litterære ‘moderne gennembrud’ i Norden, der ville ‘sætte problemer under debat’. Også som debattør og taler havde han fokus på samfundsproblemer og blandede sig flittigt i tidens debatter om f.eks. kønnenes ligestilling og bøndernes forhold.
Talen her er en del af hans kamp for Norges selvstændighed som moderne, demokratisk land. I 1906 fik Norge sin egen konge i stedet for at være underlagt svenskerne eller danskerne – og blev derfor reelt selvstændigt. Talen kommenterer dette og det problematiske forhold mellem de tre nordiske nabolande. Her argumenterer Bjørnson for alliancer og venskab mellem de tre nordiske lande som del af et nyt, demokratisk Europa.
Bjørnson fik Nobelprisen i litteratur i 1906, samme år som denne tale holdtes.
Hans tale om Nordens enhed er, i modsætning til Lehmanns ovenfor, holdt i en saglig og lun tone. Bjørnson er forfatter og historiefortæller, og i denne tale bliver konflikten mellem de tre nordiske lande personificeret og sammenstillet med konflikter, som publikum selv kender fra parforhold og familie. Også tanken om at hente inspiration fra Amerika bliver præsenteret som en anekdote, altså en fortælling: “Jeg talte med en højtstaaende Mand af et andet stort Folk”. Talens tanker om et slags Nordens Forenede Stater kan i dag virke ret kontroversielle. Også snakken om racer og folkeslags kendetegn (f.eks. latinere vs. germanere etc.) ville nok ikke gå i dag. Mod slutningen roser Bjørnson det danske forår og kobler naturen til billedet af nye, spirende tanker. Han afslutter med en skål for foråret og får her koblet stedet, Skamlingsbanken, og tidspunktet til sin argumentation.
