Nytårs- og juletaler i norden
Blandt de retoriske traditioner i Norden findes der én, som forener samtlige lande – at regenten højtideligt afslutter året med en tale. I Danmark og Norge taler regenten til folket nytårsaften, og det samme gælder for Finlands præsident; derimod holder Sveriges konge en juletale. Disse taler er vokset frem af forskellige historiske sammenhænge, men forenes af den fælles tanke, at landets statsoverhoved rituelt afrunder året med en tale, som skal samle nationen, mane til eftertanke og ikke sjældent minde om de værdier, der kendetegner landet.
Danmark: fra kongens skål til tv-tradition
Den danske tradition med regentens nytårstale går tilbage til 1880’erne, hvor kong Christian IX hævede en skål for fædrelandet ved sit nytårsbord. Det var en ceremoniel gestus, som senere skulle udvikle sig til en national tale. I 1940 blev regentens nytårstale for første gang sendt i radio, og fra 1958 også i tv. Under dronning Margrethe II's regeringstid fik talen sin moderne form: en højtidstale, som holdes den 31. december på Amalienborg i København for en ualmindelig stor seerskare. Talen minder danskerne om samhørighed og medmenneskelighed – med udgangspunkt i samtidens udfordringer – og den er ofte præget af en balance mellem en personlig tone og den autoritet, der ligger i talerens symbolske magt.
Dagen efter, den 1. januar, er det statsministerens tur til at tale til nationen, en tradition som også har dybe rødder. Den første direkte udsendte tale blev holdt af Thorvald Stauning i 1940, og siden 1946 har statsministerens nytårstale været en fast tradition. Ligesom regentens tale er statsministerens tale båret af værdier og har en ceremoniel karakter, men med en tydeligere politisk tone. Statsministeren opsummerer året, beskriver landets situation og præsenterer sine mål for fremtiden.
På Grønland holder regeringschefen – formanden for Naalakkersuisut – også en årlig nytårstale. Ligesom den danske statsministers nytårstale er det en blanding af et ceremonielt højtidstale og en politisk tale.
Norge: Ord som forener konge og folk
I Norge voksede traditionen frem under landets mest prøvende tid. Under Anden Verdenskrig holdt kong Haakon VII sine nytårstaler fra sit eksil i London. Hans ord, sendt via BBC, blev et symbol på national styrke og håb. Efter krigen fortsatte traditionen, og kong Harald V’s nytårstale, som holdes hvert nytårsaften og sendes både på statslige NRK og kommercielle TV2, er i dag en elsket institution. Talen præges ofte af varme og en personlig tone – med refleksioner om klima, demokrati, tolerance, fred og det menneskelige ansvar og den tillid, der binder nordmændene sammen.
Også den norske statsminister holder en tale på nytårsdag, og den er blevet en vigtig del af den norske politiske årsskiftetradition. Mens kongens ord taler til følelser og moral, fremhæver statsministeren konkrete samfundsspørgsmål og politiske mål. I den norske taletradition fremstår disse to taler som komplementære: Den ene stemme er et symbol på en konstant, der holder landet sammen, den anden er praktisk og handlingsorienteret.
Sverige: juletalens stille stemme
Sverige har valgt en lidt anden vej end sine naboer. Her holdes der ingen nytårstale af hverken konge eller statsminister – når svenskere tænker på ”nytårstale”, tænker de på Alfred Tennysons digt Nyårsklockan, som hvert år reciteres ved midnat på Skansen af en kendt skuespiller. I stedet holder kongen en juletale den 25. december. Traditionen begyndte i Sveriges radios barndom i begyndelsen af 1930’erne, hvor man hvert år havde en længere udsendelse rettet mod udlandssvenskere, inklusive en kvartlang juletale holdt af en kendt svensker: for eksempel en ærkebiskop, en professor eller en minister. Traditionen med, at kongen årligt holder denne tale, begyndte i 1973 og er siden blevet en selvfølgelighed i den svenske julehøjtid; talen sendes både i radio og tv. Den indledes endnu i dag som regel med ordene: ”Kära svenskar, hemma och utomlands”.
Kongens juletale indeholder refleksioner over årets store begivenheder, blandet med glimt fra året med kongefamiljen. Talen minder om julen som en højtid for fred og eftertanke, hvor svenskerne kan få et afbræk i hverdagen, men julens budskab sættes i kontrast til samtidens udfordringer – klima, krig, migration – som kommenteres i overordnede vendinger.
Nordens undtagelse: republikken Finland
Siden 1935 har Finlands præsident holdt en nytårstale til det finske folk, og den er i dag en selvfølgelighed i landets nytårsfejring. Den første tale blev holdt af præsident Pehr Evind Svinhufvud og sendt i radio, hvilket gør det til finske radio Yles ældste bevarede programoptagelse. Siden 1958 er talerne blevet sendt i tv, og i 1969 blev Urho Kekkonens nytårstale den første i farver.
Det er usædvanligt, at præsidenten holder talen på både finsk og svensk, selvom oversættelser altid offentliggøres. Alexander Stubb valgte i 2024 at holde sin nytårstale på begge sprog. Præsidentens nytårstale spejler som regel det forgangne år og ser frem mod kommende udfordringer. Talen behandler ofte samfundsspørgsmål som økonomi, sikkerhed og internationale relationer, men også værdier som samhørighed, ansvar og tillid.
Også på Åland har nytårstalen en særlig rolle. Her er det Lagtingets talman, som traditionelt holder talen ved årsskiftet. Lagtinget er Ålands selvstyrende parlament med tredive medlemmer, ansvarligt for blandt andet uddannelse, kultur, sundhedsvæsen og erhvervsliv. Selvstyret reguleres i Ålands selvstyrelseslov, og svensk er det eneste officielle sprog. Ikke sjældent bliver disse taler udformet som en hyldest til Åland og dets grundlæggende principper: selvstyre, svensk som sprog, demilitarisering og neutralitet. I 1975 blev talen sendt i radio for første gang, men det var omtrent et årti senere, at nytårstalen blev etableret som en tilbagevendende radiosendt begivenhed.
Genrens kendetegn
Kongehusenes jule- og nytårstaler er klassiske højtidstaler, der betoner national samhørighed. De giver regenten mulighed for at kommentere landets udfordringer og løfte de humanistiske principper frem, som bør vejlede os. Da kongehuset ikke må tage stilling til politisk følsomme spørgsmål, hviler regentens autoritet på tradition, symbolsk tyngde og en upolitisk position. Opgaven bliver dermed at formulere de værdier, der antages at forene nationen. Ofte handler det om medmenneskelighed, samhørighed, omtanke, ansvar, tolerance og respekt, men også om national identitet, kulturarv og stolthed over fælles præstationer. Samtidig forandrer disse værdier sig over tid, og forestillinger, som engang syntes bredt delte, kan senere fremstå som udtryk for deres samtid. Det gælder fx synet på indvandring, som længe er blevet kommenteret på forskellig vis i de nordiske monarkier.
At talerne vender tilbage hvert år med lignende ceremoniel ramme og retoriske mønstre, giver dem karakter af ritualer. De markerer overgangen mellem det gamle og det nye år og manifesterer en symbolsk national fællesskabsfølelse. Monarken står for kontinuitet, og det højtidelige sprog – ofte kombineret med personlige og følelsesmæssige elementer – skal få publikum til at føle, at de deler fælles fortællinger og værdier. Denne fællesskabs- og overgangsritual finder som regel sted som en tv-transmitteret begivenhed, hvor befolkningen samles foran skærmen, et stille og stemningsfuldt indslag, der ofte går forud for en mere festlig nytårsfejring.
I Norge og Danmark fungerer regentens og statsministerens taler – der afholdes hhv. før og efter midnat – desuden som en påmindelse om den konstitutionelle monarkis to sider: den symbolske magt med dens traditioner og moralske ansvar på den ene side, og den politiske magt på den anden. I Sverige har kongens juletale en mindre fremtrædende plads hos befolkningen og dermed også en svagere rituel position.
At (gen)opfinde traditionen
I Sverige har statsministeren ikke samme privilegerede plads ved siden af monarken, selv om der i de senere år har været forsøg på at opfinde en tradition, hvor statsministeren tiltaler folket i egenskab af landets leder. Det er altså et åbent spørgsmål, om Sverige kommer til at gå i samme retning som Norge og Danmark. Det, der kendetegner Sverige, er i stedet, at de fleste partiledere holder deres egne ”juletal”. Disse mangler som regel de gentagne træk, der kendetegner kongens tale; de har i stedet ofte et legende præg, og der er en åbenhed for at udforme talen individuelt. Det gælder især de år, hvor Sveriges Television – i demokratiets ånd – har givet sendetid til alle partier, så de kan tale til folket i julens særlige ånd af fred.
I de senere år er genren også i Danmark blevet taget op af forfattere, kunstnere og opinionsdannere, som bruger den traditionelle form som grundlag for langt mere personlige refleksioner. Her brydes de gamle taletraditioner op for at give plads til humor, eksperimenter og ikke mindst store følelser.
*Dette tema er en del af vidensprojektet Norden og Verden og er udviklet i samarbejde med Foreningen Ta' Ordet og Uppsala Universitetet.