Skip to content
Mundtlige færdigheder

X er bedre end Y

Formål

At få eleverne til at skrive korte taler, som de kan bruge til at øve sig i at tale foran andre.
At træne eleverne i praktisk argumentation. 

Øvelse

Alle elever skal skrive en kort tale (1/2 side), hvor de argumenterer for, at noget er bedre end noget andet. Fx at katte er bedre end hunde, leverpostej er bedre end humus, eller løbehjul er bedre end cykel. 

Talen skal indeholde: 
  • En indledning, hvor talens modsætningspar introduceres.
  • Første argument for, hvorfor X er bedre end Y
  • Andet argument for, hvorfor X er bedre end Y
  • En gendrivelse
  • En afslutning, hvor der opsummeres. 
Eleverne holder talerne foran klassen. Alternativt kan de holde dem i mindre grupper først, det er mindre skræmmende. 

Eksempel

Indledning: Nu skal vi for en gang have afklaret det ældgamle spørgsmål: Hvad er det bedste kæledyr? Katte eller hunde? Og svaret er selvfølgelig indlysende: Katte er bedst.

Argument 1: For det første, så er katte utrolig søde, bløde og rene dyr i modsætning til hunde, der lugter og snavser sig til.

Argument 2:
En kat kan selv. En kat kan underholde sig selv, den kan fodre sig selv, og den kan selv gå uden for eller i kattebakken. Katte er altså utrolig nemme dyr i modsætning til hunde, der ikke kan noget selv.

Gendrivelse
: Nu tænker I måske "men det er da dejligt at gå tur med en hund". Ja, en gang imellem. Men med en hund skal du ud flere gange om dagen i regnvejr og snevejr, selvom du har travlt eller tømmermænd. Det bliver hurtigt en sur pligt.

Afslutning: Katte er er altså både, sødere og nemmere kæledyr, og derfor er katte bedre end hunde.