Pernille Rosenkrantz-Theil
Politiker, Socialdemokratiet
17. jan 1977 (48 år)
Marie Hald / Folketinget
Profil
Pernille Rosenkrantz-Theil er en dansk politiker fra Socialdemokratiet, som hun har repræsenteret som medlem af Folketinget fra 2011 til 2025. Forinden var hun MF fra Enhedslisten fra 2001 indtil 2007, hvor hun brød med partiet. Hun var børne- og undervisningsminister i Mette Frederiksens socialdemokratiske mindretalsregering fra 2019 til 2022 og socialminister og boligminister i SVM-regeringen 2022 og frem til regeringsomdannelsen 29. august 2024, hvor hun blev afløst af Sophie Hæstorp Andersen.
Ved kommunalvalget i november 2025 stillede Pernille Rosenkrantz-Theil op for Socialdemokratiet i Københavns Kommune og var partiets kandidat til posten som overborgmester. Posten gik imidlertid til Socialistisk Folkeparti (SF) og Sisse Marie Welling i en bred konstitueringsaftale, som gik uden om Pernille Rosenkrantz-Theil og Socialdemokratiet. Ved fordelingen af de københavnske borgmesterposter meddelte hun, at "Socialdemokratiet vælger posten som beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester." Formuleringen viste sig at betyde, at posten ikke var til hende selv. Få dage efter, den 22. november, meddelte Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun trak sig helt ud af dansk politik.