Johanne Marie Abrahammine Meyer

Johanne Marie Abrahammine Meyer (f. Petersen) (1838-1915) var kvindesagsforkæmper, pacifist, socialdemokrat og teosofist. Meyer var aktiv i flere kvinderettighedsorganisationer, og virkede bl.a. som formand for Kvindelige Fremskridtsforening (KF) efter Mathilde Bajer (1840-1834) gik af posten i 1889. Bajer forlod formandsposten i KF som følge af stiftelsen af Kvindevalgretsforeningen også i 1889, som Meyer var medstifter af. Meyer var også journalist og redaktør for KF's foreningsblad Hvad Vi Vil — Organ for Kvindesagen — Fredssagen — Arbejdersagen fra 1888-1894, og ledte fra 1890-1894 den kortlevede alliance mellem forskellige kvinderettighedsorganisationer og kvindefagforeninger, kaldet De Samlede Kvindeforeninger. Samtidig med hendes engagement i kvindebevægelsen blev Meyer også skribent i partiavisen Social-Demokraten i 1885, og virkede sit fredsarbejde gennem Dansk Fredsforening og Danske Kvinders Fredsforening, som hun var initiativtager til sammen med bl.a. Mathilde Bajer og Sophie Alberti (1846-1947). Meyer arbejdede også for at sikre kvinders oplysning og uddannelse, og åbnede i dette øjemed både en friskole og en højskole for piger. Senere i livet tjente Meyer sig som journalist og skrev i flere dameblade og aviser, og var desuden medredaktør for afholdsbladet Agitatoren. Meyers interesse for afholdssagen udsprang af hendes færdsel i nogle af de utraditionelle religiøse miljøer, der opstod i slutningen af d. 19. årh. Meyer medstiftede i Teosofisk Samfund i Danmark og startede i 1904 sin egen loge indenfor dette samfund, hvor hun prædikede hendes synkretistiske udgave af kristendommen, der inkorporerede såvel elementer af østlige religioner samt grundtvigiansk og marxistisk tænkning. Meyer sad også i hovedbestyrelsen for Landsforbundet for Kvindevalgret fra 1907 frem til året for grundlovsreformen i 1915, hvor bl.a. kvinderne endeligt vandt deres stemmeret.