Jens Otto Krag

Jens Otto Krag (15. september 1914 i Randers – 22. juni 1978 i Skiveren) var en fremtrædende dansk, socialdemokratisk politiker og statsminister i flere perioder.

Han blev uddannet i økonomi og fik sin eksamen som cand.polit. fra Københavns Universitet i 1940. Derefter blev han sekretær i Valutacentralen og Direktoratet for Vareforsyning. Efter krigen blev han kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Jens Otto Krag var gift med Eva Birgitta Tengroth fra 1950 til 1952. 1959 giftede han sig med skuespilleren Helle Virkner i Roquebrune-Cap-Martin. De fik to børn, Astrid Helene, kaldet Søsser, og Jens Christian, inden ægteskabet blev opløst i 1973. Uden for ægteskab fik han sønnen Peter Hansted (født 1956) med Lisbet Hansted.^[2]

Jens Otto Krag var en hovedkraft bag Socialdemokratiets efterkrigsprogram: Fremtidens Danmark.^[3]

Han afløste i 1962 Viggo Kampmann på statsministerposten, og han var til stadighed en ivrig tilhænger af en aktiv dansk Europapolitik.

Omkring 1964 gik der rygter om, at Jens Otto Krag skulle være ny nationalbankdirektør og dermed stå i spidsen for modernisering af Nationalbanken, som bl.a. skulle udmønte sig i flytningen til Arne Jacobsens nye glashus, som åbnede syv år senere i 1971.^{[Kilde mangler]}Krag var alligevel ikke interesseret i posten, som dermed gik til direktør Erik Hoffmeyer.

I 1966 fik Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti for første gang flertal, og dannede "det røde kabinet", en socialdemokratisk mindretalsregering alene støttet af Socialistisk Folkeparti. Det var i denne forbindelse Krag blev kendt for udtrykket: Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt – et citat hentet fra Ekstra Bladets interview med den genvalgte statsminister^[4]. Han havde inden valget i 1966 udtalt, at han aldrig ville danne regering alene med Socialistisk Folkepartis tilslutning.

Efter folkeafstemningen 2. oktober 1972 om tilslutningen til EU (det daværende EF) overraskede Krag næsten alt og alle ved dagen efter at gå af som statsminister. Vennen Erling Dinesen vidste dog om beslutningen i forvejen.^{[Kilde mangler]} Krag fortsatte frem til valget i 1973 som menigt folketingsmedlem. Efter sin afgang ved valget underviste Krag i politisk videnskab på Aarhus Universitet. I 1974 blev Krag leder for EF-Kommissionens delegation i USA. Bekendtskabet med det hektiske liv kombineret med det trøstesløse og skuffende arbejdsklima i Washington fik Krag til at droppe jobbet året efter.^{[Kilde mangler]} Han brugte herefter tiden til at revse danskerne, som i mellemtiden havde stemt modstanderen, skattenægteren og advokaten Mogens Glistrup ind i Folketinget. Danskerne (og dermed også hans gamle vælgere) blev indirekte kaldt for intolerante overfor de fremmede. Interviewet bragtes i Ekstra Bladet, som samtidig udstillede Krag som en ensom gammel mand hvis politiske idealer hører en svunden tid til.^{[Kilde mangler]} Det blev det sidste interview som Krag gav inden sin død to år senere.

De sidste år tilbragte han i sit elskede sommerhus i Skiveren, hvor han skrev og malede. Her døde han 22. juni 1978, og i rustvogn blev han kørt gennem Danmark til bisættelse i Folkets Hus på Vesterbro (det nuværende Vega) og begravelse på Vestre Kirkegård i København. Undervejs kørte rustvognen igennem fødebyen Randers, hvor folk stimlede sammen for at tage afsked.