Thomas Kingo
Biskop og digter
15. dec 1634 - 14. okt 1703 (68 år)
Wikimedia Commons
Profil
Thomas Kingo var en dansk teolog og digter, biskop over Fyns Stift fra 1677 til sin død i 1703. Han var en af Danmarks største salmedigtere og en central repræsentant for den danske baroklitteratur (ca. 1650-1720). Kingos andagtsbog til daglig brug, Aandelige Siunge-Koors første Part fra 1674, regnes for et hovedværk i dansk digtning. På kongelig ordre udgav han i 1699 en salmebog med 300 salmer, heraf 85 af hans egne. Den forblev i almen brug i Danmark indtil ca. 1800 og i Norge helt indtil 1869.
I den gældende autoriserede salmebog fra 2002 er 82 ud af de 791 salmer skrevet eller gendigtet af Kingo; kun N.F.S. Grundtvig står bag flere. Blandt de kendteste af Kingos salmer er morgensalmerne "Nu rinder solen op af østerlide" (nr. 743) og "Vågn op og slå på dine strenge" (nr. 745), der begge stammer fra Førsteparten, mens "Sorrig og glæde de vandrer tilhobe" (nr. 46) og "Far verden, far vel" (nr. 614) går tilbage til Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors Anden Part (1681).