Tak for det. »De stærkeste rødder har træ'r i blæst«. Det citat stammer fra den populære højskolesang »Linedanser«, som er skrevet af Per Krøis Kjærsgaard. Og det citat rammer faktisk meget fint situationen i dansk politik netop nu, og vel for den sags skyld også situationen i mit eget parti, Venstre. Danmark har fået en ny regering, en rød regering, en regering styret af Enhedslisten. Det har vi, fordi Moderaterne valgte at gå rødt og danne en regering på baggrund af den yderste venstrefløjs stemmer. Det er ærgerligt for Danmark, særlig fordi der var en anden og langt mere ansvarlig vej at gå med en regering, der vil gøre dansk økonomi stærkere, investere i styrket velfærd og samtidig give danskerne og danske virksomheder lavere skatter og afgifter.
I Venstre vil vi skabe et Danmark med flere og bedre muligheder for alle – muligheden for, at den enkelte dansker kan forme sit eget liv, som man ønsker det. Det er også derfor, at vi ønsker os en anden regering end den, der er kommet – en regering, der vil gøre det billigere at være dansker, en regering, der vil prioritere vores velfærd, vores skoler, vores sundhed og vores psykiatri, og en regering, der vil styrke Danmarks konkurrenceevne og gøre os klar til fremtiden.
Vi har i stedet fået en regering, der vil hæve skatten på arbejde. Regeringen vil jo bl.a. indføre det, man kan kalde en snigerskat. Og jeg ved godt, at regeringen siger, at det bare er en teknisk fastfrysning af nogle beløbsgrænser, men når alt kommer til alt, er det jo en skattestigning. Det er øget skat på arbejde; det er øget skat på at gøre en ekstra indsats. Regeringens skattepolitik rammer særlig alle de danskere, der ikke har de højeste lønninger. Alle, der tjener mindre end 58.000 kr. om måneden, vil med regeringens politik skulle betale mere i indkomstskat, end de gør i dag. En ganske almindelig familie skal fremover aflevere mere end 4.500 kr. ekstra om året til statskassen. Det mindsker lysten til at gå på arbejde, og det betyder også, at ens arbejdsindsats bliver belønnet dårligere. Det mener jeg ikke er rimeligt. Jeg synes faktisk, det er decideret asocialt.
I Venstre har vi også noteret os den store debat om den danske folkeskole. Det har fyldt meget både i valgkampen og jo ikke mindst også i den debat, der har været her i løbet af den seneste måned, desværre på baggrund af nogle triste tal. Danske elevers faglige niveau er aldrig blevet målt lavere end i den seneste PISA-undersøgelse, og de nye tal står desværre ikke alene. Lad mig sige det, som det er: Det er en skandale. For hvis der er én ting, et velfærdssamfund skal kunne, så er det, at vores børn skal læse, skrive og regne. Regeringen har ikke formået at levere nogle sammenhængende svar på, hvordan vi gør folkeskolen bedre. Indtil videre er det desværre mest tom snak. Vi må forstå, at 100 skoler, hvor eleverne klarer sig dårligst i dansk og matematik, skal understøttes. Og det er sympatisk. Men hvad med alle de 2.000 andre skoler, der er? Skal de så have lilleskolen, som Socialdemokraterne foreslog i valgkampen? Jeg ved ikke, om det forslag stadig væk er aktuelt, men jeg ved, at regeringen nu vil indføre et såkaldt totalforbud mod mobiler. Det skal så erstatte det, som var gældende: krav om mobilpolitik med forbud mod mobiltelefoner. Det var allerede aftalt.
Så har jeg også noteret mig en solomelding fra Moderaterne om at lukke Aula og erstatte det med en ny app i stedet for. Det er simpelt hen useriøst at tro, at vi løser skolens problemer ved at udvikle en ny app. For problemer er der desværre mange af: problemer med for meget uro og manglende respekt for læreren, problemer med en fejlslagen inklusion og problemer med for lave faglige kompetencer. I Venstre har vi jo i lang tid argumenteret for, at vi skulle lave det, vi kalder tillidsskolen. Vi vil investere massivt i vores skoler, så skolerne får mulighed for at have langt flere timer med tolærerordning. Vi vil give skolerne langt flere ressourcer, også til at tage hånd om en inklusion, der simpelt hen har slået fejl, så man kan lave mindre hold eller særlige klasser der, hvor man har brug for det.
Men i modsætning til regeringen vil vi ikke bestemme, hvordan man skal gøre det på den enkelte skole. For vi har tillid til, at man lokalt på den enkelte skole ved, hvilke løsninger der vil have størst effekt. Vi vil give lærerne, skolelederne og skolebestyrelserne bedre mulighed for at drive en god skole. Og vi skal også forvente, at de forældre, der er, også lever op til det ansvar, vi giver dem, så alle børn klædes på med de færdigheder, der er nødvendige for at klare sig i det danske samfund.
Apropos samfund må jeg også være helt ærlig at sige, at jeg er bekymret for den diskussion, der nu er omkring udlændingepolitik, med den regering, vi har. SF og Det Radikale Venstre er jo kommet ind på ministerkontorerne, og det kan man godt se både i regeringsgrundlaget og lovprogrammet. De er næsten renset for nødvendige stramninger af udlændingepolitikken, og det er nu engang nødvendigt at stramme op. Vi har jo allerede hørt debatten her for kort tid siden. For Venstre er det en prioritet, at vi skal blive bedre til at udvise kriminelle udlændinge, der ikke hører hjemme i Danmark. Vi skal bekæmpe social kontrol, særlig på vores uddannelsesinstitutioner, og vi skal ikke tildele statsborgerskab til mennesker, der vil bruge det danske pas til at omstyrte vores demokrati. Og her vil jeg gerne komme med en appel til statsministeren, fordi statsministeren i 2021 sagde, at hun ønskede at indføre et betinget statsborgerskab, hvis det kunne holde sig inden for internationale konventioner – så langt, så godt.
Den model har Venstre udviklet, og det er en model, hvor man i første omgang bliver betinget statsborger i en årrække, og så har man så mulighed for at vise, at man overholder de danske love. Hvis man gør det, bliver man dansk statsborger, og det synes jeg også er meget, meget rimeligt, altså at man stiller det krav til dem, der får det mest fornemme, man kan få, nemlig et dansk statsborgerskab. Jeg håber, at statsministeren og regeringen vil sætte handling bag ordene og støtte forslaget om, at vi får indført betinget statsborgerskab i Danmark.
Vi skal også i et samfund som det danske have bedre mulighed for at drive virksomhed. Det skal være mindre bøvlet og mindre tungt. Regeringen har fremlagt en ambition om at nedbringe erhvervslivets byrder. Men hvis man ser på, hvad der så er sket, så er der ikke sket meget andet end det. Der skal nedsættes kommissioner, arbejdsgrupper og ekspertgrupper, men der er altså også brug for handling, hvis udviklingen skal vendes.
Indtil videre har regeringen udelukkende været optaget af at gøre vores skattesystem endnu mere kompliceret, og der er altså ikke brug for mere af den slags. Vi har foreslået et regelstop. Princippet er meget simpelt: en regel ind, en regel ud. Og hvis der indføres en ny regel, skal en anden regel afskaffes.
Derudover skal der selvfølgelig også luges ud i regler generelt, men allerførst skal vi have sat en prop i, så der ikke kommer flere nye regler. Ikke kun for virksomhedernes skyld, men for vores alle sammen skyld og ikke mindst den, der vil være iværksætter.
Et af de erhverv, der har været med til at forme Danmark, er landbruget. Landbruget har ikke kun været med til at skabe velstand. Det er også en del af vores Danmarkshistorie og har været med til at forme vores kultur. Værdier om hårdt arbejde, sammenhold og ansvar stammer i høj grad fra bondebevægelsen. Rundt om i verden kigger man misundeligt på den danske andelstanke, og der har vi meget at takke fødevareerhvervet for. Derfor skal der også fortsat være gode muligheder for at drive landbrug i Danmark. Vi skal være i stand til at producere gode, sunde og danske fødevarer.
Men – for der er et men – det kan ikke være på bekostning af vores miljø, på bekostning af vores natur. Der har gennem mange år ikke været gjort nok for at beskytte vores natur og vores havmiljø. Det er vi mange der bærer en del af ansvaret for. Det gælder skiftende regeringer, det gælder Venstre, og det gælder også mig selv. Og i Venstre vil vi også være med til at sikre, at vi får livet tilbage i de indre danske farvande.
Derfor er jeg også stolt af den grønne trepart, der er blevet indgået; det er en historisk omlægning af Danmarkskortet. Vi står fuldt og fast ved den aftale, der er indgået, også selv om det kræver svære beslutninger, for det er ikke nogen hemmelighed, at nogle af de beslutninger er svære, ikke mindst også for det parti, jeg kommer fra. Men det gør ikke beslutningerne mindre nødvendige. Vi skal have mere natur og bedre miljøbeskyttelse, og vi skal have livet tilbage i vores fjorde, og vi skal naturligvis også i fremtiden have mulighed for at drikke rent vand fra hanen.
Derfor stemte vi også for, at landbrugets kvælstofudledninger reduceres kraftigt. Vi støtter også arbejdet med et nationalt sprøjteforbud, og vi mener bestemt også, at vi skal have nedbragt mængden af urenset spildevand, der løber direkte ud i vores havmiljø. Og vi kommer til at deltage aktivt i arbejdet for at sikre endnu bedre dyrevelfærd. Alt det skal ske på en måde, hvor vi behandler folk ordentligt og respekterer den private ejendomsret.
Lad mig slutte af med at sige, at Venstre er et gammelt parti, som står for frihed, ansvar og foretagsomhed. Det er udgangspunktet i de værdier, vi arbejder for, hvad enten man bor i Karup, Kolding eller Kastrup. Men vi ønsker også et Danmark, der tager ansvar ude i verden, som fortsætter støtten til Ukraine, som styrker oprustningen i tæt samarbejde med vores NATO-allierede, og som også udbygger samarbejdet i rigsfællesskabet. I svære tider har regeringen lavet en aftale med den grønlandske regering, som har skabt grundlaget for en ny forsvarsaftale. Det vil jeg gerne kvittere for. Tak for det.
Vi ser frem til en ny spændende politisk sæson, også når det blæser, for vi har stærke rødder i Venstre.
Og på den baggrund vil jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Sambandsflokkurin:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget konstaterer, at Danmark har brug for en ny politisk kurs, der styrker danskernes frihed, tryghed og økonomi. Økonomisk vækst er forudsætningen for både nødvendig oprustning og et stærkt velfærdssamfund.
Folketinget opfordrer regeringen til at føre en ansvarlig økonomisk politik, styrke erhvervslivets konkurrenceevne og lade familier beholde flere af deres egne penge, særlig i en tid med høje priser på fødevarer og generelt stigende leveomkostninger.
Regeringens arbejderfjendtlige politik med snigerskatter og højere elpriser skal droppes.
Folketinget understreger nødvendigheden af stærkere skoler med faglighed, dannelse og ro i klasseværelserne.
Folketinget ønsker en grøn omstilling med fokus på klima, miljø og dyrevelfærd, samtidig med at vi styrker mulighederne for vækst og udvikling i landdistrikterne.
Folketinget ønsker et rigsfællesskab bygget på tillid, ligeværd og gensidig respekt.
Endelig opfordrer Folketinget regeringen til en markant strammere udlændingepolitik med bedre kontrol med tilstrømningen og flere hjemsendelser af udlændinge, som ikke bidrager positivt til samfundet.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 2)
