Skip to content

Tonni Hansens tale ved åbningen af Broløkke Herregaard

Langeland Kommune

Om

Taler

Tonni Hansen
Borgmester i Langeland Kommune

Dato

Sted

Broløkke Herregård, Langeland

Tale

Tak for invitationen til at deltage i åbningen af Broløkke Herregaard i dag og tak for muligheden for at sige nogle ord i den anledning.

”Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dybe kanaler rundt om…” – når man står her i dag, kan man jo ikke lade være med at tænke, at H.C. Andersen fik inspirationen til dette afsnit af den Grimme Ælling lige her. 
Broløkke Herregård har i mere end 400 år været fyldt med kvalitetsoplevelser. I flere århundrede fungerede stedet her som lyst- og jagtslot og sommerresidens for et af Danmarks mægtigste grevskaber Ahlefeldt-Laurvig.
Og så var det angiveligt også her, at bl.a. H.C. Andersen, Karen Blixen og Paul Fischer fandt både kunstnerisk afsæt og åndeligt pusterum. 
På dette fantastiske sted har grever, baroner og kongelige festet, hyldet jagtens glæder og ikke mindst slappet af fjernt fra storbyens larm og travlhed.
Og efter en periode - lidt som den grimme ælling - så står vi i dag med en smuk svane. Broløkke Herregård er blevet en rigtig perle, ikke bare set fra Langeland, men så sandelig også i det samlede fynske landskab. 
På vegne af Langeland Kommune vil jeg sige et meget stort VELKOMMEN til jer alle her på Broløkke. Vi er rigtig glade for jeres tilstedeværelse og ikke mindst jeres måde at være på. Rigtig mange har allerede mærket jeres vilje til at være en del af vores fantastiske lokalsamfund – og selvom I først officielt åbner i dag, så er I allerede godt integreret og afholdt her på øen. 
Jeg har fulgt med i processen og er imponeret af, ikke bare hvor meget der er lavet allerede nu og hvor stor respekt, der har været i renoveringsprocessen for både de gamle bygninger, naturen, gårdspladsen og landskabet i området, men også hvor hurtigt det er gået og hvor flot det er blevet. 
Og der er i den grad også blevet lagt mærke til, at I har valgt at bruge vores lokale håndværkere. Og så er I med på lidt af hvert – for nylig mødte I op til Vinterbadefestivallen med en lille skarp – verdenspræmiere så vidt jeg er informeret – på jeres nye brændevin. 
Og I er en del af den fynske Herregårdsrute, hvor ruten går lige lukt igennem jeres gårdsplads og er en af perlerne på den fynske tur. 
Og vi kan nu også sige, at Langeland har et destilleri og ølbryggeri – og ja det stopper jo ikke her kan jeg forstå. Der er planer om at lave en spa og wellnessafdeling også, som vist nok skal stå klar i 2024. Og allerede nu er der både andejagt og fisketur ud på havet fra Spodsbjerg.
Det kan være vi med alle de nye tiltag skal til at bidrage med nye vittigheder, så lad mig bare være den første og forsøge mig:
På en bar sad mænd. Den ene var fra Carlsberg, den anden kom fra Albani og den tredje var fra Claus fra Broløkke Bryghus.

 Bartenderen spurgte Carlsberg-manden hvad han ville have.
 – En Hof, selvfølgelig.
 
 Albani-manden svarede:
 – En Odense Pilsner.
 
 Da Claus, der er brygmester her på Broløkke, blev spurgt, svarede han:
 – En Cola
 
 De andre kiggede.
 – En COLA??
 – Ja… når I ikke vil have øl, så vil jeg heller ikke!
Som borgmester bliver jeg ikke bare glad, men helt ærlig også lidt forpustet over alt det i når. Og vi glæder os til at følge med, bakke op og deltage. I er et meget synligt resultat af alt det positive, der foregår på Langeland i de her år og som der bliver lagt mærke til ud over broen og færgeruterne. Vi er i sandhed ved at være det nye sort i det danske landskab.
Så lad mig slutte af med endnu et citat fra Den Grimme Ælling ”I haven kom der nogle små børn, de kastede brød og korn ud i vandet, og den mindste råbte: "Der er en ny!" og de andre børn jublede med: "Ja der er kommet en ny!" og de klappede i hænderne og dansede rundt; løb efter fader og moder, og der blev kastet brød og kage i vandet.”
Skål og velkommen til Broløkke her i vores langelandske familie.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags