Kære Liberal Alliance
Tak for ordet.
Det er altid noget særligt, når vi mødes til landsmødet. Og endnu flere end nogensinde før.
Det gør mig oprigtigt glad, når vi er flere, der ikke blot tror på Liberal Alliance, men som også bidrager til Liberal Alliance.
Tak til Alex for at sætte retning, være god i debatterne og løfte partiet til nye højder.
Tak til sekretariatet for det gode og tætte samarbejde. Jeg tror på, at det bliver bedre også i de kommende år, når organisationen skal oprustes.
Og selvfølgelig en stor tak til de mange LAU’ere, som troligt tropper op under valgkampen – også på de grå og kedelige regnvejrsdage.
***
Jeg vil i dag gerne starte med et citat fra en af mine yndlingsmusikere. Til jer, der har læst TV2, ved I, at det selvfølgelig er Medina, som beskriver relationen mellem Liberal Alliance og LAU ganske fornuftigt.
”For selvom vi ka' hade på hinanden
Og selvom du virkelig ka' pis' mig af
Så vil jeg altid være din, for hey for fan'
Ja, vi to hører sammen, sammen, sammen, sammen”
***
Ja forholdet mellem Liberal Alliance og LAU går lidt op og ned, fra side til side, og det minder til tider om et godt gammelt ægteskab.
Et ægteskab, der nu fylder 18 år.
Det betyder, at vi kender hinanden godt. På både godt og ondt.
Det betyder ikke, at man ikke en gang imellem alligevel finder noget skjult bagage.
Men det er jo også meget normalt, at folk, der bliver kærester i en meget ung alder, ikke helt har fået løbet hornene af sig.
Pludselig bliver man i tvivl om, det nu er det rigtige valg, man traf – for nu efterhånden 18 år siden.
En tanke, der gennem årene nok har ramt både jer og os.
Jeg prøvede da kort at besøge Venstres Ungdom. Deres musik faldt dog ikke lige i min smag.
Og I havde da også nogle år i uføre sidste gang, I var i regering.
Men ægteskabet, det holder.
Og som i ethvert andet ægteskab er der op- og nedture. Det har der så sandelig også været i vores.
Nogle gange småskændes vi over aftensmaden. Andre gange hygger vi os i samtalekøkkenet.
Men i et ægteskab er det også helt fint med politiske uenigheder.
Det gør mig ikke bange for en skilsmisse. For vi to hører sammen, sammen, sammen.
***
Men hvor bærer ægteskabet os hen? Hvor er vi henne, når der er guldbryllup?
Ja, der er mange år til, men alligevel drømte jeg netop om vores guldbryllup her forleden.
Året er 2058.
Det var efterhånden mange år siden, at Liberal Alliance var et lille parti på kun 9,4%.
Det er også mange år siden, at Alex Vanopslagh var statsminister. Et internationalt topjob fik ham til at stoppe, selvom han hårdnakket havde stået fast på, at han kun ønskede at være dansk statsminister.
Andre ting er også, som de plejer.
Håndboldherrerne har vundet deres 20. verdensmesterskab i streg.
Byggeriet af den 3. Limfjordsforbindelse begynder lige om lidt.
Og Lars Løkke er stadig minister.
Det hele ligner lidt sig selv. Det samme gør vores ægteskab.
Men Danmark havde forandret sig efter 12 år med LA i regering.
De første 10.000 kroner hver måned er blevet skattefrie, mens resten er en flad skat på 33%.
LAU er selvfølgelig sure – og den her gang med rette. 33% i skat er alt, alt for meget.
Men der var også sket en masse gode ting.
Danskerne havde nu endelig givet op på den socialdemokratiske betonstat.
Alle kunne se, at den private sundhedsforsikring var langt bedre end det, Mette Frederiksens regime kunne tilbyde tilbage i 2026.
Ventelister var ikke længere i det sundhedsfaglige ordforråd. Sygeplejersker fik bedre løn, fordi der var konkurrence. Og ja, din behandling skulle ikke garanteres af bureaukratiske skrifteruller med patientrettigheder.
Venstrefløjen var selvfølgelig imod det. Det var jo effektivt.
Og det samme er fremtidens plejehjem.
Det var ikke, fordi danskerne egentlig ønskede plejehjem for naturelskere. Eller for homoseksuelle. Eller for tidligere fodboldspillere. Eller for homoseksuelle, naturelskende tidligere fodboldspillere.
Men de var så trætte af Alex’ ævlen om tyske plejehjem, at nu oprettede de dem bare for at få fred.
Heldigvis var der også andre muligheder for de ældre. Ingen blev længere mishandlet i en lift. Der var udsigt til ordentlige måltider uden vakuumpakkede flamingo-termokasser. Og det var muligt at få et varmt bad, når de havde lyst til det.
Og det var ikke kun hos de ældre.
I Region Nordjylland blev lattergas genindført og musikterapi afskaffet. I Region Midtjylland kunne man brække et ben uden at få amputeret en arm. I Region Syddanmark…Ja, faktisk var regionerne afskaffet. De syge, de skadede, de usunde eller dem, der kunne blive det, var glade.
Folkeskolen kom tilbage til det, det handler om. Pludselig lærte eleverne at læse, regne og skrive. Børnene begyndte at trives. Forældrene var glade. Ja, selv lærerne var tilfredse.
Friheden kom tilbage i velfærden, i civilsamfundet og i den nu noget mindre stat.
Alle mellem 18 og 90 valfartede nu ned til stemmeurnerne for at stemme på Liberal Alliance, når der var valg.
Ja, man tror jo næsten, det er løgn. Men sådan er det i 2058.
***
Det var dog ikke det vigtigste, vi kunne fejre til vores guldbryllup.
For med Alex Vanopslagh som statsminister opdagede danskerne også en helt ny måde at lede på.
Det havde Danmark brug for.
Ikke flere løgne, ikke flere slettede SMS’er og ingen lange bortforklaringer.
Kort sagt: Ikke mere Mette Frederiksen!
I stedet en ærlig leder, der tager ansvar for sine fejl.
Jeg tror ikke på det fejlfrie menneske.
Jeg tror ikke på den fejlfrie leder.
Det er Alex et godt eksempel på. Og jeg kender det også selv. Vi begår alle fejl.
Jeg tror derimod på at være ærlig og tage ansvar for sine fejl. Mens nogle mennesker benægter og afviser alt, er vi andre, som tager fejlene på os og gør os bedre.
Det har Danmark brug for. Det har Liberal Alliance brug for. Og det har Liberal Alliances Ungdom brug for.
Alex, dine fejl har ikke gjort dig til et forbillede. Det har din ærlighed.
Og med den tillid til hinanden, der følger med, på trods af uenigheder, er jeg sikker på, at vi to hører sammen, sammen, sammen.
***
Jeg vågnede brat efter min drøm om guldbryllup.
Det var gråt, regnvejr, og Danmark var stadig socialdemokratisk.
Dårlig velfærd, høje skatter, lange ventelister og I kender resten af parolen.
Danmark har brug for det liberale korrektiv.
Danmark har brug for en liberal bevægelse.
Danmark har brug for Liberal Alliance.
Og så længe missionen er klar og tydelig, er jeg overbevist om, at vi med glæde kan se frem til både sølv-, guld- og diamantbryllup.
Jeg glæder mig i hvert fald til festerne, for vi er ikke færdige endnu.
***
Men lad os også være ærlige i et kort sekund…
Guldbrylluppet er nok primært for den lidt yngre del af publikum herinde.
Det er os, vi unge, som skal løfte partiet ind i fremtiden.
Derfor vil jeg gerne sige nogle ord direkte til Liberal Alliances Ungdom.
Tak for jeres ukuelig optimisme og tro på, at fremtiden bliver god.
Tak for at hænge et utal af plakater op og dele endnu flere flyers ud, når valgkampen buldrer afsted.
Tak for at tage aktiv del i den offentlige debat med flere debatindlæg end nogensinde før.
I har alle sammen både talent og mod på livet. Det bringer jer langt.
Jeg er stolt af jer. Jeg er stolt af at stå i spidsen for jer. Jeg er stolt af det, vi har opnået sammen.
Og I skal være utrolig stolte af jer selv.
***
Liberal Alliance kan ikke klare sig uden LAU. Vores ægteskab har det seneste år taget store skridt i den rigtige retning.
Der er stadig lang vej til guldbrylluppet. Men følger vi de skinner, som lægger foran os, skal vi nok nå langt.
Vi skal nok klare os igennem skænderierne over aftensmaden, hvis vi husker glæden ved de romantiske stunder i soveværelset.
Og inden vi ses på dansegulvet lidt senere, vil jeg selvfølgelig gerne afslutte med noget Medina:
”For selvom vi to har helt forskellig smag
Så skal det ikke skille os ad, det er jo latterligt
Selvom vi to skændes hver eneste dag
Så hører vi to sammen, sammen, sammen, sammen, sammen”
Tusind tak for dansen, tusind tak for sangen og tusind tak for ordet.
Tak for ordet.
Det er altid noget særligt, når vi mødes til landsmødet. Og endnu flere end nogensinde før.
Det gør mig oprigtigt glad, når vi er flere, der ikke blot tror på Liberal Alliance, men som også bidrager til Liberal Alliance.
Tak til Alex for at sætte retning, være god i debatterne og løfte partiet til nye højder.
Tak til sekretariatet for det gode og tætte samarbejde. Jeg tror på, at det bliver bedre også i de kommende år, når organisationen skal oprustes.
Og selvfølgelig en stor tak til de mange LAU’ere, som troligt tropper op under valgkampen – også på de grå og kedelige regnvejrsdage.
***
Jeg vil i dag gerne starte med et citat fra en af mine yndlingsmusikere. Til jer, der har læst TV2, ved I, at det selvfølgelig er Medina, som beskriver relationen mellem Liberal Alliance og LAU ganske fornuftigt.
”For selvom vi ka' hade på hinanden
Og selvom du virkelig ka' pis' mig af
Så vil jeg altid være din, for hey for fan'
Ja, vi to hører sammen, sammen, sammen, sammen”
***
Ja forholdet mellem Liberal Alliance og LAU går lidt op og ned, fra side til side, og det minder til tider om et godt gammelt ægteskab.
Et ægteskab, der nu fylder 18 år.
Det betyder, at vi kender hinanden godt. På både godt og ondt.
Det betyder ikke, at man ikke en gang imellem alligevel finder noget skjult bagage.
Men det er jo også meget normalt, at folk, der bliver kærester i en meget ung alder, ikke helt har fået løbet hornene af sig.
Pludselig bliver man i tvivl om, det nu er det rigtige valg, man traf – for nu efterhånden 18 år siden.
En tanke, der gennem årene nok har ramt både jer og os.
Jeg prøvede da kort at besøge Venstres Ungdom. Deres musik faldt dog ikke lige i min smag.
Og I havde da også nogle år i uføre sidste gang, I var i regering.
Men ægteskabet, det holder.
Og som i ethvert andet ægteskab er der op- og nedture. Det har der så sandelig også været i vores.
Nogle gange småskændes vi over aftensmaden. Andre gange hygger vi os i samtalekøkkenet.
Men i et ægteskab er det også helt fint med politiske uenigheder.
Det gør mig ikke bange for en skilsmisse. For vi to hører sammen, sammen, sammen.
***
Men hvor bærer ægteskabet os hen? Hvor er vi henne, når der er guldbryllup?
Ja, der er mange år til, men alligevel drømte jeg netop om vores guldbryllup her forleden.
Året er 2058.
Det var efterhånden mange år siden, at Liberal Alliance var et lille parti på kun 9,4%.
Det er også mange år siden, at Alex Vanopslagh var statsminister. Et internationalt topjob fik ham til at stoppe, selvom han hårdnakket havde stået fast på, at han kun ønskede at være dansk statsminister.
Andre ting er også, som de plejer.
Håndboldherrerne har vundet deres 20. verdensmesterskab i streg.
Byggeriet af den 3. Limfjordsforbindelse begynder lige om lidt.
Og Lars Løkke er stadig minister.
Det hele ligner lidt sig selv. Det samme gør vores ægteskab.
Men Danmark havde forandret sig efter 12 år med LA i regering.
De første 10.000 kroner hver måned er blevet skattefrie, mens resten er en flad skat på 33%.
LAU er selvfølgelig sure – og den her gang med rette. 33% i skat er alt, alt for meget.
Men der var også sket en masse gode ting.
Danskerne havde nu endelig givet op på den socialdemokratiske betonstat.
Alle kunne se, at den private sundhedsforsikring var langt bedre end det, Mette Frederiksens regime kunne tilbyde tilbage i 2026.
Ventelister var ikke længere i det sundhedsfaglige ordforråd. Sygeplejersker fik bedre løn, fordi der var konkurrence. Og ja, din behandling skulle ikke garanteres af bureaukratiske skrifteruller med patientrettigheder.
Venstrefløjen var selvfølgelig imod det. Det var jo effektivt.
Og det samme er fremtidens plejehjem.
Det var ikke, fordi danskerne egentlig ønskede plejehjem for naturelskere. Eller for homoseksuelle. Eller for tidligere fodboldspillere. Eller for homoseksuelle, naturelskende tidligere fodboldspillere.
Men de var så trætte af Alex’ ævlen om tyske plejehjem, at nu oprettede de dem bare for at få fred.
Heldigvis var der også andre muligheder for de ældre. Ingen blev længere mishandlet i en lift. Der var udsigt til ordentlige måltider uden vakuumpakkede flamingo-termokasser. Og det var muligt at få et varmt bad, når de havde lyst til det.
Og det var ikke kun hos de ældre.
I Region Nordjylland blev lattergas genindført og musikterapi afskaffet. I Region Midtjylland kunne man brække et ben uden at få amputeret en arm. I Region Syddanmark…Ja, faktisk var regionerne afskaffet. De syge, de skadede, de usunde eller dem, der kunne blive det, var glade.
Folkeskolen kom tilbage til det, det handler om. Pludselig lærte eleverne at læse, regne og skrive. Børnene begyndte at trives. Forældrene var glade. Ja, selv lærerne var tilfredse.
Friheden kom tilbage i velfærden, i civilsamfundet og i den nu noget mindre stat.
Alle mellem 18 og 90 valfartede nu ned til stemmeurnerne for at stemme på Liberal Alliance, når der var valg.
Ja, man tror jo næsten, det er løgn. Men sådan er det i 2058.
***
Det var dog ikke det vigtigste, vi kunne fejre til vores guldbryllup.
For med Alex Vanopslagh som statsminister opdagede danskerne også en helt ny måde at lede på.
Det havde Danmark brug for.
Ikke flere løgne, ikke flere slettede SMS’er og ingen lange bortforklaringer.
Kort sagt: Ikke mere Mette Frederiksen!
I stedet en ærlig leder, der tager ansvar for sine fejl.
Jeg tror ikke på det fejlfrie menneske.
Jeg tror ikke på den fejlfrie leder.
Det er Alex et godt eksempel på. Og jeg kender det også selv. Vi begår alle fejl.
Jeg tror derimod på at være ærlig og tage ansvar for sine fejl. Mens nogle mennesker benægter og afviser alt, er vi andre, som tager fejlene på os og gør os bedre.
Det har Danmark brug for. Det har Liberal Alliance brug for. Og det har Liberal Alliances Ungdom brug for.
Alex, dine fejl har ikke gjort dig til et forbillede. Det har din ærlighed.
Og med den tillid til hinanden, der følger med, på trods af uenigheder, er jeg sikker på, at vi to hører sammen, sammen, sammen.
***
Jeg vågnede brat efter min drøm om guldbryllup.
Det var gråt, regnvejr, og Danmark var stadig socialdemokratisk.
Dårlig velfærd, høje skatter, lange ventelister og I kender resten af parolen.
Danmark har brug for det liberale korrektiv.
Danmark har brug for en liberal bevægelse.
Danmark har brug for Liberal Alliance.
Og så længe missionen er klar og tydelig, er jeg overbevist om, at vi med glæde kan se frem til både sølv-, guld- og diamantbryllup.
Jeg glæder mig i hvert fald til festerne, for vi er ikke færdige endnu.
***
Men lad os også være ærlige i et kort sekund…
Guldbrylluppet er nok primært for den lidt yngre del af publikum herinde.
Det er os, vi unge, som skal løfte partiet ind i fremtiden.
Derfor vil jeg gerne sige nogle ord direkte til Liberal Alliances Ungdom.
Tak for jeres ukuelig optimisme og tro på, at fremtiden bliver god.
Tak for at hænge et utal af plakater op og dele endnu flere flyers ud, når valgkampen buldrer afsted.
Tak for at tage aktiv del i den offentlige debat med flere debatindlæg end nogensinde før.
I har alle sammen både talent og mod på livet. Det bringer jer langt.
Jeg er stolt af jer. Jeg er stolt af at stå i spidsen for jer. Jeg er stolt af det, vi har opnået sammen.
Og I skal være utrolig stolte af jer selv.
***
Liberal Alliance kan ikke klare sig uden LAU. Vores ægteskab har det seneste år taget store skridt i den rigtige retning.
Der er stadig lang vej til guldbrylluppet. Men følger vi de skinner, som lægger foran os, skal vi nok nå langt.
Vi skal nok klare os igennem skænderierne over aftensmaden, hvis vi husker glæden ved de romantiske stunder i soveværelset.
Og inden vi ses på dansegulvet lidt senere, vil jeg selvfølgelig gerne afslutte med noget Medina:
”For selvom vi to har helt forskellig smag
Så skal det ikke skille os ad, det er jo latterligt
Selvom vi to skændes hver eneste dag
Så hører vi to sammen, sammen, sammen, sammen, sammen”
Tusind tak for dansen, tusind tak for sangen og tusind tak for ordet.