Hjem, ude, på vej hjem
Verden er så stor
Verden føles så stor.
Jeg mærker det hele.
Sorgen.
Vreden.
Frustrationen.
Afmagten.
Vreden.
Frustrationen.
Afmagten.
Jeg forstår det ikke.
Det får mig til at tvivle.
Tvivle på, om verden er et trygt sted.
Jeg forsøger at imitere de andre i håbet om at passe ind.
Jeg smiler, når de smiler.
Jeg griner, når de griner.
Jeg griner, når de griner.
Men jeg lader bare som om.
Det går nu meget godt.
Tror jeg.
Jeg er bange.
Bange for mennesker.
Mig selv.
Mig selv.
Jeg frygter mine tanker.
At handle på dem.
At handle på dem.
Jeg sidder tit her.
På perronen.
På perronen.
Livet er en dans
Bare rolig.
Jeg har fundet en måde.
En måde, hvorpå jeg kan gøre verden mindre.
Et sted, jeg kan søge hen.
Et sted, jeg kan føle mig fri.
Et sted, jeg kan føle mig fri.
Fri for at mærke verden og dens pinsler.
For første gang mærker jeg, at det stilner af.
Jeg kan mærke det.
Stilheden.
Freden.
Lykken.
Freden.
Lykken.
Jeg har mærket det.
Jeg mærker det.
Jeg mærker det.
Her kan jeg mærke alt og ingenting.
Pludselig er verden ikke så stor.
Den er smuk.
Den har farver.
Den har farver.
Livet er en dans.
Den har endelig budt mig op,
og jeg vælger at danse med.
og jeg vælger at danse med.
Den lover mig, at jeg aldrig behøver stå alene.
Den lover mig evig lykke.
Den lover mig evig lykke.
At gøre mine drømme til virkelighed.
At jeg ikke længere behøver mærke verdens smerte.
At jeg ikke længere behøver være en skuffelse.
At jeg ikke længere behøver kæmpe.
At jeg ikke længere behøver mærke verdens smerte.
At jeg ikke længere behøver være en skuffelse.
At jeg ikke længere behøver kæmpe.
Den kræver ingenting.
Blot at jeg giver slip.
Hjælp mig
Jeg er fanget i dens greb.
Vil du ikke nok hjælpe mig?
Jeg befinder mig i mørket.
Jeg kan ikke finde vej.
Jeg kan ikke finde vej.
Her er så koldt.
Jeg kan høre din stemme,
men ikke dine ord.
men ikke dine ord.
Jeg prøver at finde vej.
Den vil ikke slippe mig.
Den finder mig.
Den finder mig.
Jeg skulle aldrig have danset med.
Jeg er løgnagtig.
Jeg er hensynsløs.
Jeg er hensynsløs.
Jeg gør, hvad jeg kan.
Jeg vil bare gerne overleve.
Jeg vil bare gerne overleve.
Jeg kan ikke genkende mig selv.
Jeg har glemt, hvem jeg er.
Jeg har glemt, hvem jeg er.
Det er min egen skyld.
Det er din skyld.
Det hele er jeres skyld.
Det er din skyld.
Det hele er jeres skyld.
Vil I ikke nok finde mig?
Når I taler med kærlighed og omsorg,
kan jeg høre jer.
kan jeg høre jer.
Jeg ser det nu.
Jeg gemte mig bag den.
For mig selv.
Jeg gemte mig bag den.
For mig selv.
Vejen hjem ligger igennem mørket.
Mine egne skygger.
Der må jeg finde vej.
Mine egne skygger.
Der må jeg finde vej.
Jeg er på vej hjem
Jeg er på vej.
På vej til at finde hjem.
Det er hårdt, og det gør ondt.
Det gør ondt at mærke det,
jeg så længe har forsøgt at flygte fra.
jeg så længe har forsøgt at flygte fra.
Jeg mærker stadig.
Nogle gange for meget.
Nogle gange for meget.
Jeg har mødt mennesker på min vej.
Som så mig – og mødte mig, hvor jeg lå.
Som lærte mig, at jeg ikke behøver stå alene.
Som gik med mig, da jeg var bange for mørket.
Som lærte mig, at jeg ikke behøver stå alene.
Som gik med mig, da jeg var bange for mørket.
Jeg er stadig bange for mørket.
Mit eget.
Mit eget.
Men jeg har fundet modet.
Modet til at møde det.
Modet til at blive i det.
Modet til at bede om hjælp.
Modet til at blive i det.
Modet til at bede om hjælp.
Verden føles stadig stor.
Jeg mærker den stadig.
Sorgen.
Vreden.
Frustrationen.
Afmagten.
Vreden.
Frustrationen.
Afmagten.
Men jeg tror, jeg forstår bedre nu.
Mig selv.
Mennesker.
Mennesker.
Jeg troede, jeg skulle gøre verden mindre.
Det behøver jeg ikke længere.
Jeg er på vej hjem.