Den Film, som nu skal vises, har udenfor den underholdende Handling en stor kulturel Værdi. Den er baade her i Landet og ude i Verden egnet til at forøge Kendskabet til vor nordlige Koloni - til det ejendommelige, skønne Grønland - det Land, der i Aarhundreder er styret fra København, og hvis Befolkning føler sig stærkt knyttet til Danmark og det danske Folk. Det var igennem mange Aar et af Knud Rasmussens Ønsker at faa Lejlighed til at fremføre en Film fra hans Barndoms Land, det Land, som han elskede. Han ønskede, at vi Danske og alle andre skulde se de Mennesker, til hvilke han var knyttet med Blodets Baand. Han vilde vise dem levende i deres daglige Liv, i Arbejdet og i Fest, i deres Glæder og Sorger oppe i deres eget Land med de skønne Omgivelser, den storslaaende Natur.
Billederne er optaget i Knud Rasmussens Aand - han ledede og overvaagede Arbejdet til det sidste. Han var med i dette som i alt andet, der viedes med hans Navn, og derfor vil denne Film ogsaa være et Minde om vor kære, afdøde Landsmand, om den brave Søn af Danmark. Han opnaaede ikke at se noget af det skønne, som han var med til at fæstne i Fotografens Besiddelse. Han naaede at bringe Optagelsen hjem, og saa maatte han forlade Livet. Inden den rigtige Film vises, vil vi mindes Knud Rasmussen, og jeg synes, at vi kan gøre det ved at se ham glad og fornøjet midt i Arbejdet paa hans sidste Ekspedition - spændstig og ungdommelig som dengang, da han drog ud. Vi vil se ham paa den Dag, da han med sine Hjælpere drog frem til det Sted i Grønland, hvor Filmen paabegyndtes.
***
Det, De efter denne indledning vil faa at se, er, hvad Knud ønskede at vise Verden: Et Naturfolk i dets egen naturlige Ramme i en Natur, der er i Overensstemmelse med dem selv. Jeg slutter med at sige som Grønlænderen Kárale: Denne Film har Knud ladet tage, fordi han vilde sige alle Mennesker, hvor skønt det Land er, hvori han fødtes, og fordi han derigennem vilde sige til alle: Naar I har set disse Billeder, vil I maaske forstaa, hvorfor jeg holder saa meget af Grønland.
Billederne er optaget i Knud Rasmussens Aand - han ledede og overvaagede Arbejdet til det sidste. Han var med i dette som i alt andet, der viedes med hans Navn, og derfor vil denne Film ogsaa være et Minde om vor kære, afdøde Landsmand, om den brave Søn af Danmark. Han opnaaede ikke at se noget af det skønne, som han var med til at fæstne i Fotografens Besiddelse. Han naaede at bringe Optagelsen hjem, og saa maatte han forlade Livet. Inden den rigtige Film vises, vil vi mindes Knud Rasmussen, og jeg synes, at vi kan gøre det ved at se ham glad og fornøjet midt i Arbejdet paa hans sidste Ekspedition - spændstig og ungdommelig som dengang, da han drog ud. Vi vil se ham paa den Dag, da han med sine Hjælpere drog frem til det Sted i Grønland, hvor Filmen paabegyndtes.
***
Det, De efter denne indledning vil faa at se, er, hvad Knud ønskede at vise Verden: Et Naturfolk i dets egen naturlige Ramme i en Natur, der er i Overensstemmelse med dem selv. Jeg slutter med at sige som Grønlænderen Kárale: Denne Film har Knud ladet tage, fordi han vilde sige alle Mennesker, hvor skønt det Land er, hvori han fødtes, og fordi han derigennem vilde sige til alle: Naar I har set disse Billeder, vil I maaske forstaa, hvorfor jeg holder saa meget af Grønland.